
”Brorz” betyder venner. ”Bollehåndtag” er en delle omkring livet. ”Dobbelt op på nederen” betyder, at noget er meget dårligt. ”Mafiakiks” er et andet ord for pizza. Og ”Damsinho” er kælenavn for fodboldspilleren Mikkel Damsgaard.
Sådan lyder nogle af de opslagsord og udtryk, som i 2022 fandt vej til den seneste udgave af Slangordbogen.
Næste år kommer en ny udgave af Slangordbogen som app udgivet af redaktør Torben Christiansen i samarbejde med Dansk Sprognævn. Det sker blandt andet takket være tilsagn om finansiering fra to fonde: Skibsreder Carsten Brebøls Almennyttige Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, oplyser Dansk Sprognævn i en nyhed på sin hjemmeside.
”Samarbejdet med Slangordbogen er vigtigt for Sprognævnet, fordi det er en af vores hovedopgaver at følge det danske sprogs udvikling, og med slang er man virkelig med på første række, når det gælder nye ord og udtryk,” skriver Sprognævnet.
Til Filantropi oplyser Sprognævnet, at Carsten Brebøls Almennyttige Fond har givet 62.000 kroner til projektet, mens Louis-Hansen Fonden har bidraget med 75.000 kroner. Tildelingerne er givet til Torben Christiansen, som ud over at udgive også skriver og redigerer Slangordbogen.
For et lille sprogområde som dansk er det således væsentligt, at i dag fortrinsvis digitale ordbøger og opslagsværker er tilgængelige og ajourførte
Christine Wiberg-Lyng – Fondsdirektør, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Ifølge Christine Wiberg-Lyng, der er fondsdirektør i Louis-Hansen Fonden, er bevillingen til Slangordbogen sket i tråd med fondens støtte til projekter, der sigter mod bevaring og udvikling af den danske sprogskat.
”For et lille sprogområde som dansk er det således væsentligt, at i dag fortrinsvis digitale ordbøger og opslagsværker er tilgængelige og ajourførte. Slang udgør en lidt speciel sprogkategori, fordi mange af ordene importeres direkte fra udlandet eller er pudsige omskrivninger af især engelske ord. Men intet sprog står stille, og sprog, der i udgangspunktet udgør indforstået slang for en mindre gruppe – ofte unge – mennesker, vandrer over tid ufortrødent ind i vores fælles, officielle sprogbank,” siger Christine Wiberg-Lyng.
2.500 nye udtryk
Sprognævnet har blandt andet bidraget med slangudtryk hentet fra reality-tv og indsamlet blandt gymnasieelever. Det har ført til, at man i den kommende udgave af Slangordbogen eksempelvis kan finde svaret på, hvad en ”farinpizza” er, og hvad det vil sige at være ”steif”.
I alt bliver Slangordbogen i den nye udgave forøget med flere end 2.500 udtryk.
Til dem, der ikke kan vente til 2027, kan Filantropi afsløre, at en ”farinpizza” er en brunsviger, mens ”steif” betyder at være beruset.

