Netmediet Filantropi.dk er søstermedie til Fundats.dk - landets førende medie om den filantropiske fondssektor.
For at styrke vores dækning søger vi nu både en skrivende redaktør og en erfaren journalist, der interesserer sig for filantropi og for fondenes samspil med civilsamfundet, ngo’erne, den offentlige sektor samt kultur- og kunstverdenen.
Med samlede almennyttige uddelinger på mere end 27 milliarder kroner er fonde og filantroper en stærk, samfundsforandrende kraft i Danmark.
Om stofområdet
Involverende eller katalytisk filantropi, systemisk forandring, partnerskaber eller helt klassiske indbakkestyrede donationer. Det er eksempler på filantropiske begreber og metoder, som landets indflydelsesrige fonde og filantropiske foreninger i stigende grad forholder sig til og anvender, når de hvert år kanaliserer milliarder af kroner ud i samfundet for at skabe positive forandringer. Samtidig sker det i et tættere samarbejde med netop de sektorer og institutioner, som rejser penge fra fondene: kulturinstitutioner, humanitære og sygdomsbekæmpende organisationer, foreninger og civilsamfund, universiteter, skoler, hospitaler og kommuner.
Vi søger en skrivende redaktør og en journalist til at dække både de filantropiske tendenser og resultaterne af fondenes ambitioner om at udvikle samfundet - i krydsfeltet mellem fonde, stat og marked.
Om dig
-
- Du er idérig, særdeles velskrivende og brænder for at få den gode historie i hus.
- Du har mindst tre års redaktionel erfaring.
- Du kan researche den hurtige, skarptskårne nyhed, men kaster dig også gerne ud i fortællende eller udredende journalistik.
- Du er drevet af samfundsengagement og har en stor almen viden om samfundsforhold.
- Du trives på en redaktion og en arbejdsplads, der er præget af iværksætterånd.
Om Filantropi og Fundats
I ni år har Danmarks Fonde Aps udgivet netmediet Fundats og dækket fondenes og den filantropiske sektors voksende betydning i samfundet. Sidste år knopskød vi med Filantropi.dk for bedre at dække den rivende udvikling på området inden for vores primære målgrupper. Filantropi og Fundats er uafhængige medier båret af abonnementsindtægter. Egen-genereret og databaseret journalistik vægter tungt i vores udgivelser.
Vi har kontor på Vodroffsvej på Frederiksberg ved Søerne, hvor du bliver en del af en lille og dedikeret redaktion.
Løn efter kvalifikationer. Fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejdsdage.
Ansøgning
Er du interesseret i stillingen, så send din ansøgning, cv samt tre artikelidéer til Filantropi hurtigst muligt og senest d. 27. juni til: thomsen@filantropi.dk. Vi vil også bede dig om at sende et par eksempler på artikler, du har skrevet.
Vi holder samtaler løbende.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte: Jakob Thomsen, ansvarshavende chefredaktør på tlf. 22 95 30 94.