Betyder det noget for en fonds bevillinger, om uddelingschefen hedder Lars eller Mohammed?
Det er noget af det, en hollandsk forskergruppe har set nærmere på. Forskergruppen har analyseret, hvorfor indvandrerorganisationer får flere afslag fra fonde.
Forskernes datagrundlag viste, at indvandrerorganisationerne gennemsnitligt havde en bevillingsrate, der var 20 procent mindre end andre civilsamfundsorganisationer. Nogle år var forskellen helt op til 44 procent.
”Det lette var at finde frem til forskellen – og det kom heller ikke bag på os. Vores forskning fokuserede på at finde frem til begrundelserne og årsagerne og dykke ned i gråzoneområderne i beslutningsprocesserne hos fonden,” fortæller professor Lucas Meijs, som var forskningsleder på projektet.
Lucas Meijs er professor i strategisk filantropi og frivillighed på Erasmus Universitet i Rotterdam.
Datamateriale fra bevillingsbegrundelser
I forskningsprojektet tog man udgangspunkt i en unavngiven hollandsk fond og analyserede alle bevillinger mellem 2002 og 2016. Den pågældende fond har som officiel mission og formål at være inkluderende og modarbejde forskelsbehandling. Alligevel fandt man altså martkante forskelle i afslagsprocenten.
Fondene sidder jo på en enorm agendasættende magt, og derfor er det et reelt fagligt problem, at der stadig sidder så få med minoritetsetnisk baggrund i sekretariater og bestyrelser,
Sama Sadat Ben Haddou – Generalsekretær, Mino Danmark
Forskerne analyserede over 2.000 skriftlige begrundelser for bevilling eller afslag fra fonden til omkring 500 forskellige organisationer.
De viste, at indvandrerorganisationer – forskerne har lavet en akademisk afgrænsning af opdelingen og kategoriseringen, som man kan dykke ned i her – ikke formelt bliver afvist på grund af etnicitet.
Forskerne fandt derimod en markant overrepræsentation af afslagsbegrundelsen ’projektet lever ikke op til kvalitetsstandarderne.’ Den begrundelse blev registreret i næsten en fjerdedel af afslagene til indvandrerorganisationer. Det er næsten syv gange oftere i afslag til andre organisationer.
”Fondene tror, at der er en objektiv virkelighed, og at deres kriterier gør, at de objektivt kan bedømme, hvad der er en god ansøgning og et godt projekt. Vores forskning viser, at organisationen undervurderer den subjektive vurdering, som sker på baggrund af en kollektiv meningsskabelse, som sker i medarbejdergrupperne,” forklarer Lucas Meijs.
Han bruger begrebet ’sensemaking’ til at beskrive, hvordan bestemte forståelser gradvist opstår og stabiliseres i en gruppe – som for eksempel medarbejdere og teams i en fond.
I afslagene til indvandrerorganisationerne var der desuden en overrepræsentation af begrundelserne ’manglende ekspertise’ og ’utilstrækkelig dialog med fonden’.
”Der vil altid være en subjektiv fortolkning af kvalitet og tilstrækkelighed, som dannes på baggrund af ens egne erfaringer og normer,” siger Lucas Meijs.
Det er en mekanisme, som sker alle steder og i alle grupper – bestemt ikke kun i fondssekretariater, siger han. Og det behøver heller ikke et problem i sig selv.
”Vores resultater peger ikke på fejl eller forkerte beslutninger, men vi undersøger, hvad der sker og hvorfor,” understreger Lucas Meijs.
Han understreger også, at der kan være flere forklaringer på, hvorfor indvandrerorganisationerne får flere afslag.
”Forskellen er der, og sensemaking som baggrund i bedømmelser spiller en rolle, men der er også andre faktorer, som kan spille ind. Ansøgerne har måske mindre forståelse for, hvad en fond er, på grund af kulturelle og uddannelsesmæssige forskelle, men det er ikke det, vi har undersøgt i dette projekt,” siger han.
Diversitet betyder noget
Den meningsdannelse eller sensemaking som opstår i grupper bliver mere nuanceret, jo bredere gruppen er. I en fond vil bedømmelsen af ansøgninger og fortolkninger af ansøgningskriterier blive dannet på baggrund af medarbejdernes egen livsverden og erfaring.
”Så i den her organisation kan man sagtens konkludere, at det havde været en fordel med mere diversitet i medarbejdergruppen,” siger professoren.
Havde fonden haft medarbejdere med indvandrerbaggrund, ville den fælles meningsdannelsesproces have været anderledes. Og så havde uligheden måske været mindre.
Men der er også andre veje til at få nuanceret virkelighedsbilledet.
”Man skal droppe tanken om, at man kan skabe objektivitet. Hvis en fond forsøger at komme uligheden og subjektiviteten til livs ved at nedsætte endnu flere strategier eller kriterier, har de helt misforstået, hvad det handler om,” lyder det.
I stedet kan man skrue op for de fysiske møder og kendskabet ude i virkeligheden.
”Hvis man vil være inkluderende, så skal der være flere forskellige stemmer rundt om bordet. Hvis man arbejder med en målgruppe, skal den inkluderes på en eller anden måde. Det kan være blandt medarbejderne, men også i uddelingspaneler eller bare ved fysiske møder, hvor man taler sammen og lærer hinanden at kende,” siger Lucas Meijs.
Det kan lyde som argumenter for deltagende filantropi, som også er på vej frem, skrev vi om i Filantropi for nogle måneder siden.
”Det kan du godt sige, men det må fondene jo selv finde ud af. Jeg peger bare på, at policy ikke er svaret på alt. For at være fleksibel og innovativ skal der være beslutningsfrihed, men man risikerer samtidig at misforstå en målgruppe eller et projekt, hvis man ikke kender dem, så man skal måske ikke være så bange for tætte bånd til bevillingsmodtagere,” siger Lucas Meijs.
Forældede forforståelser
Forskningsresultaterne skal tages med det forbehold, at de bygger på data fra en enkelt hollandsk fond over en 14 årig periode.
Men for generalsekretær i Mino Danmark, Sama Sadat Ben Haddou, lyder konklusionerne velkendte.
”Når vi undersøger mulighederne for at søge støtte hos en ny fond, kan vi hurtigt afkode på hjemmesiden, om der mangler diversitet eller erfaring fra civilsamfundet i fonden. Det fortæller os med det samme, at vi skal lægge et langt større arbejde i overhobvedet at skabe en grundlæggende forståelse for vores arbejde og målgrupper,” siger Sama Sadat Ben Haddou.
Mino Danmark arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder og samfundsdeltagelse ved at skabe nye fællesskaber og bidrage til den demokratiske samtale om etniske minoriteters position i samfundet.
Mino Danmark har modtaget fondsstøtte fra blandt andet Trygfonden og Tuborgfondet.
Hvis en fond forsøger at komme uligheden og subjektiviteten til livs ved at nedsætte endnu flere strategier eller kriterier, har de helt misforstået, hvad det handler om,
Lucas Meijs – Professor, Erasmus Universitet, Rotterdam
”For bare fem år siden var det et sværere felt. Det har rykket sig, fordi dialogen fylder mere, og man kan have en del kaffeaftaler, inden man sender en ansøgning,” fortæller hun.
Det er særligt i forståelsen af målgruppen af minoritetsetniske danskere, at fondene og Mino Danmark går lidt galt af hinanden:
”Der er en udbredt og forældet forforståelse af, hvem vi repræsenterer. Mange steder passer vi slet ikke ind i puljer og kategorier. Hvis vi for eksempel møder en insisteren på, at vores målgruppe hører hjemme i en kategori for socialt udsatte, så trækker vi os, før samarbejdet kommer videre, for minoritetsetniske danskere er mange andre ting. Vi skal lægge rigtig meget arbejde i at forklare og skabe en forståelse af vores målgruppe,” fortæller Sama Sadat Ben Haddou.
Stol på mavefornemmelsen
Mino Danmark er en veletableret organisation med et lille sekretariat, som har bedre muligheder for at søge fondsstøtte end for eksempel en frivillig somalisk borgerforening eller en lokal aktivitetsgruppe i et udsat boligområde. Og har da også et godt stykke af vejen lykkedes med fondsmidler.
”Mino Danmark er veletableret i dag, men vi husker udmærket, hvor uoverskueligt og fremmed fondsfeltet kan føles i begyndelsen, når man er ny aktør,” siger Sama Sadat Ben Haddou.
Hun har et par gode råd til minoritetsorganisationer, som gerne vil søge støtte hos fondene.
”Folk ved bedst selv, hvad der er brug for i deres lokalområde, og det kan være svært at sidde inde i et fondssekretariat og gennemskue de lokale behov. Derfor skal man stole på sin egen mavefornemmelse som ansøger og holde fast i de aktiviteter, man tror på, i stedet for at forsøge at tilpasse projektet kunstigt for at gøre en fond glad,” lyder det fra generalsekretæren.
Og så skal de ikke være bange for at række ud til både fondene og andre civilsamfundsorganisationer.
”Man kan sagtens spørge andre og mere veletablerede civilsamfundsorganisationer om hjælp, eller måske endda samarbejde om en fondsansøgning. Og man skal heller ikke være bange for at ringe til fondene. Det kan man godt være nervøs for, hvis man føler sig på bar bund og måske ikke taler dansk perfekt, men vi har selv oplevet, at vores lokale frivillige er blevet taget rigtig godt imod og har fået konstruktiv hjælp, så det skal man bare gøre,” siger hun.
Kig på egen bias
Fondene får også et par gode råd med på vejen.
”Fondene sidder jo på en enorm agendasættende magt, og derfor er det et reelt fagligt problem, at der stadig sidder så få med minoritetsetnisk baggrund i sekretariater og bestyrelser,” siger Sama Sadat Ben Haddou.
Det sker ikke fra den ene dag til den anden.
”Men hvis man fortsat gør, som man plejer, kommer man aldrig ud til nye målgrupper. Så man kan kigge på sin rekruttering og sin egen bias. Det skal ikke være særbehandling, men fondene kan jo se det som en faglig opkvalificering at have medarbejdere med viden indenfor den målgruppe, de arbejder med,” lyder det.
Og så er hun enig med forskeren i, at de fysiske møder betyder noget.
”Flere fonde skal ud af kontorerne og møde dem, de skal arbejde for. Vær proaktive på, hvad der rører sig. Mød op til aktiviteter og events - også på eget initiativ.”
