
Det Obelske Familiefond har netop prøvet noget nyt.
Et open call om nytænkende musikdramatik.
”Vi ville gerne ruske lidt op i miljøet omkring klassisk musik. Branchen har udfordringer med publikumsudvikling og arbejder samtidig relativt traditionsbevarende, så hvordan kan den klassiske musikbranche forny sig?” siger Agnete Braad, områdechef for kunstområdet hos Det Obelske Familiefond.
Det er ellers ganske usædvanligt for Det Obelske Familiefond selv at sætte rammerne. Og det er sket efter nøje overvejelse og i tæt dialog med feltet.
For Det Obelske Familiefond er primært ansøgningsdrevet. Sådan har det været i årevis, og der er ingen planer om at ændre på det.
”Vi har stået fast længe nok til, at vi er blevet moderne igen,” ler Agnete Braad.
For mens andre fonde har prøvet kræfter med forskellige filantropiske metoder, har Det Obelske Familiefond holdt fast i, at det er ansøgerne derude, der ved, hvad der er brug for.
”Og jeg synes at se, at der er flere og flere, der går tilbage til den tilgang igen,” siger Agnete Braad.
Det Obelske Familiefond
- Det Obelske Familiefond blev stiftet i 1956 af Asta Obel med ønske om at udvikle familievirksomheden til gavn for familien og almennyttige formål.
- Historien begyndte allerede tilbage i 1787, hvor Christen Winther grundlagde en tobaksfabrik i Aalborg. Virksomheden blev videreført som C.W. Obel fra 1828 og udviklede sig frem mod 1930'erne til en af Aalborgs største industrivirksomheder.
- I 1921 overtog Asta Obel ejerskabet af C.W. Obel og i 1961 blev tobaksaktiviteterne overdraget til det nyetablerede Skandinavisk Tobakskompagni A/S, dannet i samarbejde med A/S R. Færchs Fabrikker og Chr. Augustinus Fabrikker.
- I de første mange år var fondsuddelingerne relativt beskedne, men i 2008 blev cigaretaktiviteterne solgt til British American Tobacco Group og den kapitalindsprøjtning udgør nu det økonomiske fundament for fondets uddelinger.
- I dag er Det Obelske Familiefond en erhvervsdrivende fond med en professionel bestyrelse og sekretariat. Hvert år giver fonden 130-150 mio. kr. til almennyttige formål inden for tre indsatsområder: Kunstområdet, Socialområdet og Nordjylland.
Telefonen ringer
Hun har været områdechef for kunst i otte år. Hos Det Obelske Familiefond er kunstområdet lig med støtte til indsatsområderne klassisk musik og samtidskunst.
”Men vi har ikke selv et kunstsyn. Vi har ingen holdning til, hvad der skal foldes ud – den faglighed ligger ude i kunstmiljøet,” siger hun.
Den pointe og meget anden rådgivning bruger Agnete Braad en del tid på at formidle til potentielle ansøgere.
”Vi vil ikke spilde folks tid, og det tager vi meget alvorligt. Så det er bedre at vejlede og rådgive grundigt, inden de bruger tid på at skrive en lang ansøgning,” siger hun.
Hendes telefon ringer langt oftere i dag end for otte år siden, da hun var ny i jobbet, og hun taler med alle mulige aktører fra kunst- og musikmiljøet. Når man spørger Agnete Braad, hvad hun er mest stolt af, lyder svaret da også:
”Jeg er meget glad for, at folk derude tør ringe til mig og tale om alt fra mulige projekter til løse ideer. At de ikke holder sig tilbage, men tænker ’Vi ringer lige til Agnete og får en snak’.”
Rådgivningen og dialogen med de potentielle ansøgere er en balancegang. For ansøgerne kan være ivrige efter at tilpasse sig for at øge chancerne for støtte.
”Men man skal ikke ase og mase for at få et projekt ind her. Jeg er meget omhyggelig med ikke at love noget, og meget omhyggelig med, hvad jeg rådgiver omkring. Nogle vil jo hoppe og springe for at passe ind, selv om det ikke er det bedste for dem,” siger hun.
Sidste år uddelte Det Obelske Familiefond ca. 40 millioner kroner til kunstområdet – det vil sige til samtidskunst og klassisk musik. I alt uddelte fonden sidste år ca. 140 millioner kroner på tværs af alle støtteområder.
Jeg skal kunne gennemskue, hvornår en dårlig idé er sat flot op. Og hvornår en idé med høj kunstnerisk kvalitet er præsenteret lidt rodet,
Agnete Braad – Områdechef, Det Obelske Familiefond
Agnete Braad har et tæt samarbejde og kollegaskab med de andre fonde på kunst- og kulturområdet. Og de kan godt finde på at tale sammen om de ideer, der bliver pitchet til dem, og hvordan man sikrer den bedste støtte til projekterne.
”Jeg sender meget gerne folk videre til andre åbne døre, hvis det er det bedste for projektet og understøtter den kunstneriske kvalitet mest muligt.”
Se igennem de flotte opsætninger
I de år Agnete Braad har arbejdet i fondsbranchen, er der sket en professionalisering af kunstmiljøets tilgang til fondene. Museer, kunsthaller, teatre og orkestre er blevet mere opmærksomme på fondene, og flere har ansat fundraisere.
Det er godt, at de kunstneriske miljøer tænker fondene ind som samarbejdspartner og kender arbejdsgangene, mener Agnete Braad.
”Men der er også en risiko for, at det kan blive demokratisk skævt, for hvem er det, der har råd til at ansætte en fundraiser?” siger hun.
For Agnete Braad er det en stor del af hendes faglighed og kerneopgave at kunne se igennem flotte billeder og lækre præsentationer.
”Jeg skal kunne gennemskue, hvornår en dårlig idé er sat flot op. Og hvornår en idé med høj kunstnerisk kvalitet er præsenteret lidt rodet. Man kan sagtens være en vidunderlig violinist, selv om man ikke kan stave eller sætte et budget op,” siger hun.
Agnete Braad mødes heller ikke med fundraisere.
”Jeg vil gerne mødes med dem, der har ansvaret for at levere indholdet. For det handler om den kunstneriske kvalitet og ikke om præsentationen.”
For nogle år siden var der en tendens til, at fundraiserne gerne ville mødes med fonden og høre nærmere om fondens ønsker, og hvad de gerne vil arbejde med.
”Heldigvis er det løjet lidt af de senere år. For det er jo helt misforstået. Vi har ikke nogen ønsker. Den kunstneriske kvalitet og faglighed ligger ude i miljøet. Så hvad vil de gerne arbejde med? Vi er på den måde bare en pengetank,” siger hun.
Alt for beskedne kunstnere
I det nye open call om nytænkende moderne musikdramatik, som fonden netop har gennemført, kom der 49 ansøgninger ind. Agnete Braad havde måske regnet med 15, så det er en positiv overraskelse.
”Vi har faktisk været meget åbne overfor musikdramatik længe, men der er ikke kommet tilstrækkeligt med ansøgninger – før nu,” siger hun.
Vi vil gerne understøtte, at talenterne bliver i branchen og er med til at forny den,
Agnete Braad – Det Obelske Familiefond
Og når ansøgningerne endelig er kommet, har de typisk været alt for beskedne.
”De små musikgrupper har ikke pengene, og de tør heller ikke bede om dem. De tror typisk, at de ikke skal skrive løn ind til sig selv, eller at man ikke skal betale for kommunikation. Det er sigende for en branche, hvor man er vant til at være daglejer,” fortæller Agnete Braad.
Det kan for eksempel være en yngre operagruppe, der søger 10.000 kroner til praktiske omkostninger ved en opsætning.
”Der vil vi gerne opfordre dem til at tænke større. Hvad skal der til, før I kan sætte det op flere gange? Nå et større publikum. Og det er okay at købe sig til hjælp til sceneopsætning og kommunikation – man skal ikke selv have alle kasketterne på,” siger hun og fortsætter:
”Det er jo sygt sympatisk, at de er så beskedne! Men ham eller hende, der er god til at synge opera, behøver ikke også være pedel, handy-man, kommunikationsmedarbejder, billetsælger og chauffør. Det går i sidste ende ud over den kunstneriske kvalitet, hvis de skal jonglere det hele i stedet for at fokusere på det, de er gode til.”
Og den beskedne tilgang er heller ikke bæredygtigt for branchen i længden.
”Ildsjælene kan måske knokle sig halvt ihjel for ingen penge i nogle år, men når man så bliver 28 og får børn og husleje, går det ikke længere, og så søger man andre steder hen. Vi vil gerne understøtte, at talenterne bliver i branchen og er med til at forny den,” siger Agnete Braad.
Sagsbehandling og hverdag
Hverdagen som områdechef i Det Obelske Familiefond kan foregå på kontoret i Vestergade, til åbning af en støttet udstilling, til netværksmøde eller et helt andet sted. De færreste dage er ens.
Men overordnet bruger Agnete Braad det meste af sin tid på fire forskellige arbejdsområder:
Rådgivning, sagsbehandling, orientering i branche og kulturpolitik samt besøg hos projekterne.
Sagsbehandlingen fylder særligt i perioderne op til de fire årlige bestyrelsesmøder i fonden.
Bestyrelsen får alle ansøgninger i hænderne. Der kommer omkring 250 ansøgninger om året indenfor kunstområdet.
Agnete Braad læser det hele, beskriver styrker og svagheder i hvert enkelt projekt og indstiller ansøgningerne til enten bevilling eller afslag.
”Hvis jeg er i tvivl, bruger jeg sagkyndige til at hjælpe med at vurdere den kunstneriske kvalitet. Der kan for eksempel være en meget specifik undergenre af komposition, som jeg ikke selv kender så meget til,” siger hun.
Hun bruger forskellige sagkyndige hver gang, alt efter hvilket kunstnerisk område, der skal vurderes og indstilles.
Bestyrelsen træffer beslutningen om afslag eller bevilling. Bestyrelsen består lige nu af formand Gustav Mellentin, samt medlemmerne Nina Eg Hansen, Mette Kirstine Agger og Morten Hesseldahl.
Det Obelske Familiefond har en bevillingsprocent på omkring 25 på tværs af fondens tre indsatsområder: Socialområdet, Kunstområdet samt kulturelle og sociale fyrtårne i Nordjylland.
”Bevillingsprocenten skal helst være høj, for det er en målsætning at have vejledt ansøgerne så godt som muligt på forhånd – men samtidig uden at love noget eller indikere, om man tror, det vil gå godt eller skidt. Det er jo alene op til bestyrelsen om et projekt vil få støtte, så jeg skal veje mine ord meget nøjagtigt, samtidig med at jeg hjælper folk med ikke at spilde deres tid,” siger Agnete Braad.
Der er da også en del ansøgninger, der skyder helt ved siden af.
”Det tror jeg aldrig, man kommer udenom. Særligt ikke på kunstområdet, hvor mange føler, at deres projekt da har hjemme. Så vi modtager da også ansøgninger, hvor vi ikke har haft nogen dialog på forhånd, og som er lidt i øst og vest. Det kan være til festivaler eller arrangementer, som kan være rigtig fine, men slet ikke har noget at gøre med samtidskunst eller klassisk musik. Måske tager man bare chancen eller sender meget, meget bredt ud til en liste af 30 store fonde,” siger hun.
Ingen skandaler
Agnete Braad bruger også en del af sin tid på at besøge bevillingsmodtagerne, se støttede udstillinger, fremførsler og forestillinger.
”Det ser jeg bestemt også som en del af min opgave. Og en meget privilegeret del, for der er så mange gode oplevelser og god kunst derude. Jeg vil gerne se så meget som muligt, og vi støtter jo i hele landet, så der kan godt blive kørt nogle kilometer,” fortæller hun.
Som områdechef for kunst i en fond, lander der en del invitationer i indbakken.
”Man skal have etikken på plads. Jeg takker konsekvent nej til gratis billetter og invitationer fra ting, vi ikke støtter. For jeg ved jo godt, hvorfor jeg får invitationen,” siger hun.
Agnete Braad kan ikke fremhæve en yndlingsbevilling.
”Men det handler i hvert fald ikke om beløbets størrelse. Jeg kan være lige så glad for en bevilling på 100.000 til en lille del af det klassiske miljø, som for en giga millionbevilling til en stor kunstinstitution. Vi arbejder på begge skalaer, og begge dele er vigtigt,” siger hun.
Som eksempel fremhæver hun igen den nye ansøgningsrunde indenfor musikdramatik.
”Det er relativt små beløb, men det er supervigtigt! Modtagerne er med til at forme morgendagens musikdramatik, og den klassiske musik har svære kår, så det er nødvendigt,” siger hun.
Selv om Agnete Braad mener, at Det Obelske Familiefond er en risikovillig fond, har hun endnu ikke oplevet nogen skandale.
”Jeg kan ikke engang komme i tanke om et projekt, der er endt helt skrækkeligt. Der kan være bump på vejen, men som regel ender det godt,” siger hun.
Snitflader og placering
Agnete Braad har lige været til konference i kulturministeriet. Og netop kulturpolitik og branchekendskab til både kulturverdenen og fondsverdenen, fylder en del af hendes arbejdstimer.
”Det er min opgave at sikre, at fonden er strategikonsistent. Så jeg skal kende til strømninger, rammer og forandringer for feltet. Hvilke udfordringer står kunstbranchen med, hvordan rammer museumsreformen? Jeg skal kende snitfladerne med stat og kommuner, for vi er ikke en modstand til den etablerede kunststøtte, men et supplement. For mig er det væsentligt at forholde sig til kulturpolitik og forstå sig selv som fond i det her kredsløb,” siger hun.
Hun deltager også i filantropiske branchenetværk og samarbejder med kulturfaglige medarbejdere i andre fonde. I Det Obelske Familiefond er hun nemlig den eneste medarbejder på kulturområdet.
For mig er det væsentligt at forholde sig til kulturpolitik og forstå sig selv som fond i det her kredsløb,
Agnete Braad – Områdechef, Det Obelske Familiefond
”Jeg opfatter de andre fonde som kolleger, og kan sagtens spørge dem om råd om stort og småt,” fortæller hun.
I Det Obelske Familiefonds sekretariat midt i København sidder der til dagligt otte medarbejdere. Tre på socialområdet, en der arbejder med fyrtårnsinstitutioner i Nordjylland, Agnete Braad på kunstområdet, direktøren, en sekretariats- og kommunikationschef, en administrativ medarbejder og en student.
”På det rent kunstfaglige skal jeg finde sparring andre steder, men vi læser med hos hinanden, kan stille gode spørgsmål for at skærpe indstillingerne og sparrer på tværs om for eksempel økonomi, organisatorisk forankring og administrationsflow,” fortæller hun.
Den administrative opfølgning på bevillingerne kan nemlig være virkelig svær.
”Du kan jo være enormt dårlig til at lave regnskaber, selv om du er en fantastisk kunstner. Men vi er ikke så firkantede, og vi vil gerne hjælpe. Jeg håber, at de tør ringe og sige, at det er gået lidt i kludder, og at de har brug for hjælp,” siger Agnete Braad.
Der er både skabeloner og håndholdt hjælp fra Agnete at hente for bevillingsmodtagerne, når de skal rapportere og regnskabsaflægge. Barren for det administrative kan godt justeres lidt.
”Men barren for den kunstneriske kvalitet skal altid være tårnhøj. Der går vi ikke på kompromis,” siger hun.
Taler humaniora op
Der er ingen slagen vej at følge, hvis man gerne vil være programchef eller områdechef i en filantropisk fond.
Inden Agnete Braad landede i familiefonden, arbejdede hun i mange år på Louisiana og flere andre steder i kulturbranchen.
”Så jeg ved, hvor hurtigt man løber ude i kulturmiljøerne,” siger hun.
Uddannelsen i idéhistorie fra Aarhus Universitet har givet hende en bred og historisk funderet kulturforståelse, som hun trækker på dagligt.
”Idéhistorien har været meget brugbar for mig i mit arbejdsliv. Jeg bruger alle lejligheder til at tale humaniora op,” fortæller Agnete Braad.


