
I en stadig mere usikker verden og med et alvorligt trusselsbillede mod Danmark har alle et ansvar for at bidrage til at gøre Danmark robust og beredt. Alle har en rolle at spille i totalberedskabet.
Sådan har det lydt fra den netop afgåede regering, der blandt andet har fået en lang række fonde og civilsamfundsorganisationer med ombord i deres ’Beredskabspartnerskab’, og sådan lyder det fra Laura Thatt, partnerskabs- og uddelingschef hos Østifterne.
For ifølge hende er beredskab så vigtigt og presserende et samfundsanliggende, som alle bør være med til at løfte - også fonde og filantropiske foreninger.
”Med den geopolitiske situation og de klimaudfordringer vi står i, har vi lidt en presbold på tid. Så alle bør engagere sig i beredskab. Skal vi lykkes med at forebygge til en eventuel krise, hvor ingen står alene, er vi nødt til at gøre det sammen,” siger Laura Thatt.
I takt med det øgede politiske fokus er beredskab da også rykket ind på den filantropiske dagsorden. Hos Østifterne ligger emnet lige til højrebenet – og har gjort det i flere år.
”I Østifterne ligger det dybt i vores dna som tidligere forsikringsselskab at forebygge skader i fællesskaber og sikre, at ingen står alene, når krisen rammer. Så det har været en naturlig rolle at gå ind i for os,” pointerer Laura Thatt.
Partnerskab med Danmarks Radio
Østifterne har de seneste år støttet flere beredskabsprojekter. Og senest har Østifterne indgået en partnerskabsaftale med Danmarks Radio om at styrke danskernes beredskab.
Til efteråret lancerer DR et stort tema om, hvad vi gør i Danmark, hvis krisen rammer – på alle deres programflader og platforme. Samtidig udrulles en indsats med aktiviteter og events for skoler og borgere rundt i hele landet i partnerskab med Østifterne.
- Det kan vel ikke blive mere kernestatsligt, hvorfor er det filantropi?
”Vi blander os ikke i det redaktionelle eller er involveret i programmer og indhold på radio, tv og digitale platforme. Vi får snakken om beredskab ud i landet og sørger for, at samtalen fortsætter efter 2026, og det er de statslige midler ikke en del af, og det er i den grad filantropi – for det handler om at dele viden og skabe kulturforandringer,” mener Laura Thatt.
Når netop Østifterne er blevet den partner, der skal være med til at sikre en landsdækkende skoleindsats, gratis undervisningsmaterialer til både mellemtrin og udskoling, større events rundt i hele landet og et scenariebaseret beredskabs-escape room, handler det blandt andet om, at DR og Østifterne tidligere har arbejdet sammen.
Vi får snakken om beredskab ud i landet og sørger for, at samtalen fortsætter efter 2026, og det er de statslige midler ikke en del af, og det er i den grad filantropi – for det handler om at dele viden og skabe kulturforandringer
Laura Thatt – Partnerskabs- og uddelingschef, Østifterne
Tilbage i 2023 stod Østifterne, Ebbefos Fonden og DR bag et partnerskab om at forebygge unges mistrivsel med udgangspunkt i ’P3 Missionen: Hvad gør dig glad?'
”Siden da har vi haft løbende dialog, og vi er et ret naturligt match i forhold til DR’s satsning på beredskab,” siger Laura Thatt.
Dialogen mellem DR og Østifterne er foregået både via mails, telefon og når de mødes til de samme arrangementer som Folkemødet på Bornholm eller konferencen Forandringskraft.
”Vi er i løbende dialog med DR om forskellige gode initiativer, som måske ikke lige er et match for os i Østifterne, men lige her vidste vi, at vi begge havde et fokus på beredskab. Samtidig ved vi også godt, hvilke muskler DR har i forhold til at starte en samtale og skabe ringe i vandet, så samtalen bliver bredt ud,” fortæller hun.
Initiativet er kommet fra DR, der også havde aftaler med både biblioteker og Dansk Folkeoplysning Samråd på plads, inden de henvendte sig til Østifterne.
”Selvom alt det var i støbeskeen, inden de henvendte sig til os, så er processen - ligesom alle andre partnerskaber - startet i nogle dialoger, som er endt ud i en ansøgning,” siger Laura Thatt.
Inden ansøgningen har der været en lang række møder – både fysisk og på teams – primært mellem DR og Østifterne, men også med nogle af de andre partnere.
”Vi skal være sikre på, at det er det rigtige match, og det tager altid noget tid at finde frem til det helt rigtige set-up. Her har vi haft stort fokus på impacten, og det har været meget vigtigt for os, at samtalen om beredskab fortsætter i nogle år efter satsningen fra DR,” fortæller Laura Thatt.
Afsøgning af beredskab som filantropisk område
Hvor stor bevillingen til DR er, ønsker Laura Thatt ikke at oplyse. Ej heller kan hun fortælle, hvor stor en del af Østifternes årlige uddelingsbeløb på 100 millioner kroner, der fremadrettes skal gives til beredskab.
”Vi har endnu ikke taget en beslutning om, hvor meget beredskab skal fylde.”
Det er dog sikkert, at Østifternes fokus på beredskab fortsætter, og når man læser regeringsgrundlaget for den nye Firkløverregering, er det tydeligt, at også Danmarks helt nye regering har fokus på, at Danmark får et totalberedskab. Og at arbejdet med totalberedskabet skal ske i tæt samarbejde på tværs af myndigheder, kommuner, virksomheder og civilsamfundsorganisationer. Posten som ny minister for Samfundssikkerhed og Beredskab indtages af Lisbeth Bech-Nielsen, der i går klokken 16 fik overdraget posten fra Torsten Schack Pedersen (V).
Men hvordan afsøger man som filantropisk forening eller fond overhovedet beredskab som et filantropisk område?
Østifterne har talt med forskere, det officielle beredskab og fagfolk på området.
”Det er vigtigt, at både jeg og Østifternes direktør Kenneth Hedegaard forstår området, så vi kan rådgive vores bestyrelse bedst muligt,” fortæller Laura Thatt og fortsætter:
I Danmark er vi vant til, at beredskab er noget, det offentlige står for. Så der er virkelig brug for en kulturforandring, og vi vil meget gerne tage aktivt del i den forandringsproces, hvor tid også er en faktor
Laura Thatt – Partnerskabs- og uddelingschef, Østifterne
”Samtidig har vi kigget rigtig meget til vores nordiske venner og har blandt andet haft samtaler med Gjensidigestiftelsen, som ligner os på mange områder. De har et stort fokus på beredskab og har blandt andet haft kampagnen ’Beredskabsven’, som har ført til, at 80 procent af alle nordmænd har en beredskabsven, som kan hjælpe i tilfælde af en krise.”
Behov for en kulturforandring
Selvom Østifterne gav deres første donation til beredskab i begyndelsen af 2024 – til styrkelse og udvikling af ø-beredskaberne under Beredskab Fyn – så blev beredskab først en del af selve strategien med den nyeste strategi fra efteråret 2025. Her fik området også en målrettet forandringsmission med overskriften ’Fælles om et bedre beredskab’.
”I Danmark er vi vant til, at beredskab er noget, det offentlige står for. Så der er virkelig brug for en kulturforandring, og vi vil meget gerne tage aktivt del i den forandringsproces, hvor tid også er en faktor,” siger hun.
Den uddelende forening fortolker beredskab i en bred forstand med fokus på både geopolitisk usikkerhed, klimaforandringer, digital sårbarhed og nedbrud i kritisk infrastruktur. Ambitionen er at styrke samfundets modstandskraft, så flere kan forebygge, handle og stå sammen, hvis og når kriser og klimarelaterede hændelser rammer.
Med forandringsmissionen arbejder Østifterne for, at Danmark får etableret et totalberedskab, der er bredt, inkluderende og tæt på danskernes hverdag. Ifølge Østifterne handler et stærkt beredskab ikke kun om udstyr og planer. Det handler også om viden, handleevne og fællesskab. Derfor har missionen fokus på at opbygge kompetencer og samarbejde hos borgere, lokalsamfund, organisationer og institutioner, så flere kan reagere hurtigt og sikkert – før, under og efter en krise.
”Når kriser kan ramme hurtigt og på forskellige fronter, er det afgørende, at vi som samfund ikke kun reagerer, men også forebygger og forbereder os sammen. For håb, viden og handlemuligheder er forudsætninger for tryghed og livskvalitet. Så selvom krisen måske ikke rammer, så er det at forebygge i fællesskab, lære sine naboer og nabofællesskaber at kende en god løftestang helt generelt til både sammenhængskraft og trivsel, som er vores overordnede vision,” fortæller Laura Thatt.
Østifterne støtter indsatser, der styrker både materiel, kompetencer og koordinering, så beredskabet matcher både nutidens og fremtidens behov.
Nødvendigt med en fælles retning
Med det store fokus på beredskab var det også oplagt for Østifterne at gå med i ’Beredskabspartnerskabet’, som minister for Samfundssikkerhed og Beredskab, Torsten Schack Pedersen (V) søsatte i november sidste år.
”I den geopolitiske situation vi står i, er det nødvendigt med fokus på det store billede. Det er meget vigtigt, at der ikke bare igangsættes alle mulige ad hoc løsninger, men at én sætter retningen, og derfor er vi med,” konstaterer Laura Thatt.
’Beredskabspartnerskabet’ samler myndigheder, civilsamfund, erhvervsliv, fonde og foreninger med et mål om at styrke samarbejdet mellem civilsamfund og myndigheder om Danmarks beredskab før, under og efter kriser. I første omgang har beredskabet tre spor: indsatser for at gøre danskerne bedre beredt på kriser, indsatser og kommunikation rettet mod børn og unge samt indsatser med ekstra støtte til særligt sårbare grupper.
Østifterne var ikke med i det første stormøde, som Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab afholdt, men de mødte både embedsfolk og Torsten Schack Pedersen i maj 2025, da Red Barnet offentliggjorde deres kortlægning af børns behov i kriser. En kortlægning støttet af Østifterne.
”Allerede ved offentliggørelsen af kortlægningen havde vi en dialog med embedsværket om, at vi godt kunne tænke os at tale videre om deres kommende beredskabspartnerskab, fordi beredskab ligger så tæt på vores dna,” fortæller Laura Thatt.
Derefter fulgte en masse snakke og møder med andre fonde, civilsamfundsorganisationer og et par møder med embedsværket i både Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab samt Styrelsen for Samfundssikkerhed.
”Det har været en lang proces, der tog omkring et halvt år,” fortæller Laura Thatt.
Ud over både brandmateriel til ø-beredskab, kortlægning af børns behov i kriser og deltagelse i ’Beredskabspartnerskabet’ er Østifterne også indgået i et partnerskab om at ruste borgere i almene boligområder bedre til kriser. Med initiativet ’Robuste fællesskaber' skal borgere i hele landet organiseres og trænes til at kunne hjælpe hinanden, hvis strømmen går, forsyninger svigter eller andre kriser rammer.

