
Augustinus Fonden, der som fond vist godt kan kaldes lidt af en kunstmæcen, har netop i år uddelt 13,2 millioner kroner til ni forskellige projekter, som har til formål at bygge bro mellem kunst- og kulturindsatser og socialt udsatte borgere.
Med et par nye greb i den filantropiske værktøjskasse er det lykkedes fonden at øge antallet af ansøgninger til puljen, som blev annonceret tidligere på året. Det er nemlig ikke første gang, at der er blevet stillet en pulje penge til rådighed til netop denne type projekter.
Augustinus Fonden har støttet området i flere år, men har ikke været helt tilfredse med antallet af ansøgere:
“Vi har længe støttet dette brobygningsfelt mellem kunst og kultur og det sociale område, men vi oplevede begrænset opmærksomhed på støttemulighederne, og vi ønskede derfor at undersøge, hvordan vi kunne forbedre det. Derfor nedsatte vi en ekstern vidensgruppe med interessenter med både kulturelle og sociale fagligheder. Med deres input besluttede vi at sætte yderligere fokus på området med en mere tydelig og transparent strategi, så de dygtige folk derude, som kunne være interesseret i at få støtte, var bedre klædt på," siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden.
Støtte til projekter med langsigtet effekt
Derudover har Augustinus Fonden i denne pulje haft fokus på at uddele midler over to omgange, fordi det har tiltrukket mere ambitiøse projekter, der potentielt kan have en større effekt.
“Vi kan se, at de projekter, der har søgt puljen, har mange partnere involveret, og derfor har brug for længere tid til at udvikle partnerskabet og føre projekterne ud i livet. Derfor har vi givet en del flerårige bevillinger og løftet bevillingsstørrelserne, så projekterne kan komme godt i gang, og der opbygges en tillid til, at man kan få etableret de lidt større indsatser," siger Frank Rechendorff Møller.
Projekterne er tiltænkt socialt udsatte voksne – herunder hjemløse, ældre borgere i udsatte situationer, psykisk og fysisk sårbare samt personer med minoritetsbaggrund. Formålet er at styrke livskvaliteten med kunst og kultur som katalysator til at fremme deltagelse og skabe nye fællesskaber.
Kendetegnene ved de projekter, som Augustinus Fonden har valgt at prioritere, er, at de repræsenterer et bredt felt af samarbejdspartnere, der bringer både socialfaglige og kunstneriske kompetencer i spil. Derudover er initiativerne spredt geografisk over flere landsdele.
"Vi har generelt oplevet et højt ambitionsniveau i ansøgningsfeltet, både hvad angår stærke partnerskaber og gennemarbejdede ansøgninger.
Frank Rechendorff Møller – Adm. direktør, Augustinus Fonden
"Vi har generelt oplevet et højt ambitionsniveau i ansøgningsfeltet, både hvad angår stærke partnerskaber og gennemarbejdede ansøgninger. Det glæder os at kunne støtte projekter, der ikke blot rækker ud til nye målgrupper, men hvor de involverede aktører også udvikler deres kerneindsats," fortæller Frank Rechendorff Møller.
Hjemløse-fortællinger gennem kunsten
Et af de projekter, som Augustinus Fonden har bevilliget penge til, er ”Hjemløshed, kunst og almene boliger”, der bestræber sig på at portrættere erfaringer, fordomme og en følelse af svigt fra diverse systemer, som tidligere hjemløse har mærket på egen krop – gennem kunst.
Mere konkret er formålet at inddrage mennesker med hjemløshedserfaringer, der anvises til almene boliger, samt almene beboere, der er i fare for hjemløshed. I samarbejde med kunstnere arbejder projektet på at skabe nye rum for målgrupperne – rum, der giver mulighed for både at stille krav, få nye adgange til kommunale tilbud, bryde med den stigmatisering, der er forbundet med hjemløshed i dag, og deltage i nye fællesskaber.
Så derfor er det på en måde en total forløsning, at Augustinus Fonden nu selv kombinerer de to indsatsområder med denne pulje
Søren-Emil Schütt – Stifter og sekretariatsleder, Almene Kunstklubber
“Vi er bekendt med, at Augustinus har et kunstnerisk ben og et socialt ben, og vi har altid arbejdet i spændingsfeltet mellem de to og har ikke hidtil kunnet forene indsatsområderne hos fonden. Så derfor er det på en måde en total forløsning, at Augustinus Fonden nu selv kombinerer de to indsatsområder med denne pulje,” siger Søren-Emil Schütt, som er stifter og sekretariatsleder hos Almene Kunstklubber, som er en af tovholderne på projektet Hjemløshed, kunst og almene boliger.
Projektet har fået bevilliget tre millioner kroner fra Augustinus Fonden til en treårig indsats.
Den fulde liste over de ni projekter med samarbejdspartnere og projektbeskrivelser, der har modtaget bevillinger fra fonden, kan findes her.


