
Forleden mødtes parterne i universitetsaftalen til et statusmøde. De seks største forskningsfonde og de danske universiteter skulle tale om, hvordan det går med den aftale, de indgik for tre år siden efter årelangt tilløb.
”På de store linjer går det godt med aftalen. Alle vil gerne have det til at fungere,” siger David Dreyer Lassen, rektor på Københavns Universitet og forperson for den styregruppe, der følger aftalen.
Aftalen skulle finde en løsning på de indirekte omkostninger ved forskningsbevillinger, som belaster universiteternes budgetter.
Hvad er indirekte omkostninger egentlig?Når universiteterne modtager eksterne penge til forskning, er der en række indirekte omkostninger. Det kan for eksempel være:
- Husleje, rengøring, varme, el, vand og vedligeholdelse.
- Netværk, servere, datalagring, cybersikkerhed, softwarelicenser og support.
- Løn- og personaleadministration, ansættelseskontrakter, lønudbetaling, regnskab, bogføring og forskningsunderstøttelse.
- Ledelse og strategi såsom rektorat, institutledelse og universitets fælles strategiske funktioner.
- Laboratoriefaciliteter, vedligeholdelse af laboratorier, sikkerhed og håndtering af laboratorieaffald.
Universiteternes egne beregninger har vist, at det koster mellem 60-70 kroner, hver gang de modtager 100 kroner i ekstern finansiering.
Aftalen faldt på plads i slutningen af 2023, og derefter tog det et halvt års tid at få udpindet detaljerne og udarbejdet en vejledning, som Fundats tidligere har beskrevet, så i praksis har aftalen været klar til brug i to et halvt år.
”Vi ser ikke pengene rulle ind i store mængder endnu. Nogle forskere skal lige opdage, at der er en ny aftale, og nye forskningsansøgninger skal sendes afsted. Vi regner med, at aftalen er fuldt implementeret i omkring år 2029-2030,” siger David Dreyer Lassen.
Ikke bestået
Lundbeckfonden er sammen med Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Carlsbergfondet, Velux Fonden og Leo Fondet en af fondene i aftalen. Og forskningsdirektør i Lundbeckfonden Jan Egebjerg havde gerne set, at implementeringen var gået lidt hurtigere:
”Vi er indstillet på, at der vil være en indkøringsperiode, hvor universiteterne finder den mest optimale måde at sikre, at midlerne allokeres efter hensigten. Vi havde dog gerne set, at stigningen i projektstøtten allerede nu havde udmøntet sig i flere konkrete tiltag, der klart viser, hvordan universiteterne vil sikre, at kvaliteten af den forskning, vi støtter fra fondenes side, også får et reelt løft,” siger han i et skriftligt svar til Filantropi.
Før vi kan betragte aftalen som fuldt bestået, ønsker vi at se en mærkbar forbedring af forskningsvilkårene for de forskere, der allerede er ansat
Jan Egebjerg – forskningsdirektør, Lundbeckfonden
Selv om Lundbeckfonden fortsat er glade for aftalen, er den ikke bestået endnu.
”Det er vigtigt, at den ekstra værdi, der nu tilføres, når hele vejen gennem systemet og ud til de enkelte institutter og projekter på en sådan måde, at det skaber øget kvalitet i forskningen, og vi ser en styrket faglig udvikling frem for budgetoptimeringer. Der er vi ikke endnu,” siger Jan Egebjerg.
”Før vi kan betragte aftalen som fuldt bestået, ønsker vi at se en mærkbar forbedring af forskningsvilkårene for de forskere, der allerede er ansat. Et tegn på dette kunne eksempelvis være, at vi modtager flere kvalificerede ansøgninger om støtte til forskningsprojekter, frem for at universiteterne blot ansætter flere forskere på de nuværende vilkår,” lyder det fra forskningsdirektøren.
Det er David Dreyer Lassen for så vidt enig i.
”Pengene er der ikke i praksis endnu, og størstedelen af forskningsbevillingerne er stadig på den gamle ordning. De ting, vi vil gøre for at forbedre forholdene for forskerne, kan vi først gå i gang med, efterhånden som den nye aftale bliver implementeret,” siger han.
Ramt loftet for forskning
Selv når aftalen er implementeret, vil det stadig koste universiteterne penge at modtage penge. Hvor meget vides endnu ikke, men det kan blive op til omkring en milliard kroner årligt på tværs af universiteterne.
”Det koster penge at modtage penge, og sådan skal det også være. Men med den nye aftale vil det koste mindre, og når den er implementeret, vil det give lidt luft i økonomien,” siger David Dreyer Lassen.
I 2021 overhalende de eksterne bevillinger til Københavns Universitet statstilskuddet, ifølge Uniavisen. Københavns Universitet har altså den seneste håndfuld år modtaget flere penge fra eksterne fondsbevillinger end fra staten. Men de eksterne bevillinger udhuler samtidig økonomien på universitetet,
Der kan jo godt sidde forskere derude, som kun søger hvert femte år, og ikke lige har opdaget, at der er en ny aftale. Men om et par år burde alle være med og børnesygdommene udryddet
David Dreyer Lassen – rektor, Københavns Universitet
”På et tidspunkt når man loftet for, hvor meget forskning, man har råd til. Det loft har vi nået på Københavns Universitet. Så vi skal have en skarp strategi for, hvilke midler vi tager ind. Vi behøver ikke blive større, vi vil hellere blive bedre,” siger rektoren.
Det billede er dog forskelligt fra universitet til universitet,
”Nogle universiteter har budgetter til at skrue op for forskning, Universiteterne er lidt forskellige steder,” siger han.
Evaluering om to år
Aftalen mellem universiteterne og forskningsfondene skal evalueres om to år – fem år efter den er indgået.
”Alene det seneste år har fondene tilsammen tilført universiteterne knap en milliard kroner i indirekte projektstøtte til de åbne opslag, der er omfattet af aftalen,” skriver Lundbeckfondens Jan Egebjerg til Filantropi.
Det har givet universiteterne mulighed for at løfte kvaliteten i forskningen og sikre den forskningsmæssige bredde, lyder håbet fra forskningsdirektøren.
Om et par år vil universiteterne også have et langt bedre billede af, hvordan den nye aftale fungerer i praksis.
”Vi vil følge nøje, hvordan vi ser projekttillæggene komme ind på vores side af bordet. Så vil vi også kunne se, om principperne er implementeret på tværs af fagområderne og fakulteterne,” siger David Dreyer Lassen.
De nye tillæg og overheads er blevet en del af Københavns Universitets centrale systemer til forskningsansøgninger.
”Men der kan jo godt sidde forskere derude, som kun søger hvert femte år, og ikke lige har opdaget, at der er en ny aftale. Men om et par år burde alle være med og børnesygdommene udryddet,” siger David Dreyer Lassen.


