Når en billedkunstner lukker døren til atelieret og begynder at eksperimentere med nye materialer, former og ideer, sker det oftest for egen regning. For selvom fondene bruger betydelige midler på kunst og kultur, er det sjældent kunstneren selv, der modtager støtten direkte.
I Danmark går omkring 95 procent af fondsstøtten til institutioner såsom museer – og det er markant mere end i de andre nordiske lande, viser en analyse om fondenes kulturstøtte i Norden fra Nordisk Ministerråd.
Den praksis kan spænde ben for danske kunstnernes mulighed for at udvikle kunsten, lyder det fra Marie Thams, billedkunstner og forperson for Billedkunstnernes Forbund (BKF).
Hvis det sammensatte arbejdsliv skal lykkes, skal rammerne være i orden. Der skal være forståelse for, hvad den kunstneriske praksis kræver, og mulighed for at få de forskellige dele af arbejdslivet til at fungere sammen
Ulla Rønberg – programchef for kunst, kultur og kommunikation, 15. Juni Fonden
”Vi har et fondslandskab, der udvikler sig sådan, at fondene gerne vil være med til at forme kunstprojekterne og arbejde med større samarbejdsprojekter på tværs af institutioner. Men det er svært at få udviklet helt nye ideer, som ikke er testet, og hvor der er en risiko for at fejle,” siger hun.
Hun peger på et paradoks: Private fonde fremhæver ofte, at de i modsætning til offentlige bevillingssystemer har mulighed for at tage større risici. Men i praksis kan det være vanskeligt for den enkelte kunstner at få støtte til netop det arbejde, hvor risikoen er størst.
”Det er svært at få udviklet på helt nye ideer, som ikke er testet, og hvor der er risiko for at fejle. Det kunne vi savne større villighed fra fondene til at understøtte kunstens udvikling ved at støtte kunstnerne og deres arbejde direkte,” siger Marie Thams.
Konsekvensen kan ifølge Thams blive, at de allerede etablerede navne, kendte udtryk og afprøvede formater får de bedste muligheder.
”Det er de sikre kort, der vælger de sikre kort. Vi savner en større tillid til kunstnerne fra fondene og til, at der også skal være plads til det, der endnu ikke er afprøvet og endnu ikke har en visningsaftale,” siger hun.
Ny viden om det sammensatte arbejdsliv
En af de få større fonde, der bevilger direkte støtte til kunstnere, er 15. Juni Fonden.
”Det er lige vigtigt for os at støtte institutionslaget og kunstnerne direkte. Vi støtter op om alle aspekter af den kunstneriske praksis og særligt de unge kunstnere, så det er helt essentielt at forholde sig til det bæredygtige kunstnerliv,” siger programchef for kunst, kultur og kommunikation i 15. Juni Fonden Ulla Rønberg.
Fonden har i samarbejder med Billedkunstnernes Forbund netop undersøgt, hvordan billedkunstnernes sammensatte arbejdsliv og økonomi hænger sammen i rapporten ’Kompetencer der krydser grænser - Analyse af billedkunstnerisk praksis i samspil med øvrigt erhvervsarbejde.’
Tre ud af fire billedkunstnere i den erhvervsaktive alder har et andet arbejde ved siden af kunsten. Det kan være som billedkunstlærer eller grafiker, men også arbejde i en café, handicaphjælper, tømrer eller receptionist. Kort sagt et bredt udsnit af fagligheder og jobs.
De fleste kunstnere angiver i undersøgelsen, at økonomisk sikkerhed og rettigheder er den største fordel ved erhvervsarbejde. Og den største ulempe er den manglende tid og det manglende overskud til kunsten.
Fondene spiller en afgørende rolle for produktionen af ny kunst, men vil ofte helst arbejde i store programmer i stedet for at sidde og administrere mindre ansøgninger fra individuelle kunstnere
Marie Thams – Forperson, Billedkunstnernes Forbund
”Det kommer nok ikke som den store overraskelse for det kunstneriske felt. Men vi har brug for mere viden om det bæredygtige kunstnerliv, og rapporten kommer med data på ting, som vi måske nok har en fornemmelse af, men ikke haft data på,” siger Ulla Rønberg.
15. Juni Fonden besluttede sig for at dykke ned i kunstnernes sammensatte arbejdsliv efter input fra fonden Ung Kunsts advisory board, som blandt andet drøfter unge kunstneres rammevilkår og særlige udfordringer.
”Kunstnere fortæller, at de gerne ville have været bedre forberedt på livet efter akademiet. De unge kunstnere kan opleve at stå helt på bar bund, når de er færdiguddannede og skal i gang med en kunstnerisk praksis, samtidig med at der måske skal lånes penge til en bolig, tænkes på pensionsordning og så videre,” lyder det fra Ulla Rønberg.
Rapporten bygger på 755 spørgeskemabesvarelser fra billedkunstnere samt seks caseinterviews.
”Da jeg blev færdig på kunstakademiet, havde jeg en lidt sort-hvid forestilling om fremtiden. Enten var det: ”you make it big”, og du laver ikke andet end at lave din kunst, eller også kan du få et arbejde nede i Netto,” fortæller Nadia - en af de caseinterviewede kunstnere i rapporten.
Kunsten smitter af på arbejde og omvendt
Rapporten peger dog også på positive aspekter – for både kunstneren, arbejdspladsen og kunsten.
En tredjedel af kunstnerne i undersøgelsen mener i høj eller meget høj grad, at det øvrige erhvervsarbejde bidrager positivt til deres billedkunstneriske praksis. Altså at inspiration eller oplevelser fra arbejdslivet bliver en del af den kunstneriske proces. Der er også afsmitning den anden vej - at kunstneren kan bruge sin kunstneriske faglighed og kreativitet i erhvervsarbejdet.
”For mange er valget om at påtage sig øvrigt erhvervsarbejde derfor dels drevet af økonomisk nødvendighed, men som rapporten her viser, også af faglige ønsker, som når erhvervsarbejde og kunstnerisk praksis sker i samspil,” siger Marie Thams.
En anden case Peter, som arbejder på en skole, citeres i rapporten for at sige:
”Det er helt klart positivt, at billedkunstnere ikke bliver satellitter uden for samfundet, men at vi er en del af samfundet. Der findes stadig en forestilling om, at man lever i sin egen verden. At man er lidt æterisk, flyvsk og ustruktureret. Men i virkeligheden er der rigtig mange billedkunstnere, der er meget jordnære, strukturerede og politisk engagerede. Jeg tror, det er godt for samfundet, at vi er med i samtalerne.”
Hos 15. Juni Fonden vil rapporten ikke betyde ændringer i strategien:
”Vi arbejder med at bringe ny viden ud til kunstsektoren, og det, vi har fundet ud af i rapporten, skal længere ud end bare i vores fond. Det skal med ind i dialogen med institutionerne og andre i kunstverdenen og bruges til at skabe mere opmærksomhed om det bæredygtige kunstnerliv,” siger Ulla Rønberg.
Økonomi eftersøges
80 procent af kunstnerne peger på større økonomisk sikkerhed i selve kunsten som noget, der ville gøre det lettere at få arbejdslivet til at hænge sammen.
Det er svært at få udviklet på helt nye ideer, som ikke er testet, og hvor der er risiko for at fejle. Det kunne vi savne større villighed fra fondene til at understøtte kunstens udvikling ved at støtte kunstnerne og deres arbejde direkte
Marie Thams – forperson, Billedkunstnernes Forbund
Så selv om rapporten også viser positive sider af kunstneres øvrige erhvervsarbejde, er der brug for mere opmærksomhed på kunstnernes sammensatte og sårbare økonomi.
“Hvis det sammensatte arbejdsliv skal lykkes, skal rammerne være i orden. Der skal være forståelse for, hvad den kunstneriske praksis kræver, og mulighed for at få de forskellige dele af arbejdslivet til at fungere sammen,” siger Ulla Rønberg.
Hos Billedkunstnernes Forbund så man gerne, at flere kunstfonde fik øje på potentialet i at give kunststøtte direkte til den enkelte kunstner. Men der er ikke den store tiltro til, at det ligger lige for:
”Fondene spiller en afgørende rolle for produktionen af ny kunst, men vil ofte helst arbejde i store programmer i stedet for at sidde og administrere mindre ansøgninger fra individuelle kunstnere. Ovenikøbet er vi kunstnere enkeltmandsvirksomheder, som ikke kan honorere store ansøgningskrav ligesom museerne, der har ansatte til det,” siger Marie Thams.
”Der er brug for mere direkte støtte til kunstnerne. Vi ved hvor vigtige frie arbejdslegater er, og her kan de private fonde også gøre en forskel ved at sikre, at individuelle kunstnere kan søge uafhængigt af institutionerne,” afslutter hun.
