
I mandags åbnede den udendørs fotoudstilling “For mig er du lige her” i Vejle.
Udstillingen sætter fokus på forældre, der har mistet et barn – og på hvordan kærligheden til barnet fortsætter, også efter barnets død.
Fotoudstillingen er skabt af de prisvindende fotodokumentarister Andreas Haubjerg og Nanna Navntoft for Landsforeningen Mistet Barn, og er en vandreudstilling, der også har været udstillet i en række andre byer i landet.
I lyd, billeder og tekst møder man på 19 søjler forældre, som har mistet et barn.
Udstillingen er blevet til med støtte fra en lang række virksomheder, kommuner og fonde.
Nordjyllandsfonden har støttet fotoudstillingen med omkring 300.000 kroner, Trygfonden har bidraget med 60.000 til Landsforeningen Mistet Barns 40 års jubilæum, som udstillingen også er en del af.
Derudover har Vejle Kommune støttet opsætningen på banegårdpladsen med 18.000 kroner og print af billederne er sponsoreret af virksomheden KLS Pureprint.
“Med udstillingen ønsker vi at give plads til forældrenes egne fortællinger og til de børn, de savner. Når fortællingerne står midt på Banegårdspladsen, håber vi, at både forbipasserende og besøgende vil stoppe op, blive berørt og måske tage hul på en samtale. Vi ønsker at skabe større forståelse for sorgen og for den kærlighed, der fortsat forbinder os med vores børn,” siger Julie Hildebrandt-Hæsum Bender, sekretariatschef i Landsforeningen Mistet Barn.
I forbindelse med udstillingen vil der også være mindeworkshops, hvor besøgende blandt andet kan dekorere lys og sten med tegninger eller et barns navn. Aktiviteterne giver mulighed for at mindes mennesker, vi har mistet.
Udstillingen kan ses på banegårdpladsen i Vejle indtil den 8. november.


