
foto: Hempel Fonden/Frederik Josefsen.
Hempel Fonden har købt naturområderne Molslaboratoriet på Mols, Nørholm Gods ved Varde og den yderste del af Asnæs-halvøen syd for Kalundborg.
I forvejen ejer og driver fonden Saksfjed Vildmark på Lolland. Hempel Fondens samlede vildmarksareal kommer dermed op på 2500 hektarer eller 25 kvadratkilometer.
De fire arealer får det samlede navn Vildmarken.
”Med Vildmarken vil vi samle forskere fra ind- og udland, studerende, praktikere og naturinteresserede i arbejdet med at finde de løsninger, der giver mest biodiversitet for pengene, når vi i Danmark skal omlægge store dele af vores areal til natur. Samtidig vil vi gentænke naturformidlingen og bidrage til en større forståelse for naturen – alt imens vi i praksis omlægger til biodiversitetsrig natur fire meget markante steder i Danmark,” siger Anders Holm administrerende direktør i Hempel Fonden i en pressemeddelelse.
Udover at sikre og genoprette natur, skal arealerne bruges til undervisning og forskning.
Hempel Fonden har indgået samarbejdsaftaler med både Aarhus Universitet og Københavns Universitet, som skal sikre, at Vildmarken udvikles på baggrund af nyeste forskning og også bidrager til ny viden. Desuden skal Vildmarksarealerne inddrages i undervisningen af kommende biologer og styrke den feltbaserede undervisning.

foto: Hempel Fonden
Samtidig får alle landets skoler mulighed for at komme på besøg i vildmarkerne og lære om natur og naturgenopretning med gratis undervisningsmaterialer og læringsforløb.
Mange om naturen
Hempel Fonden er ikke den eneste fond, der satser på vild natur.
Sofie Kirks Kristiansens nystiftede Earthkeeper Fond har købt Klelund Dyrehave mellem Vejen og Varde på 1415 hektarer og flere stykker jord rundt om dyrehaven. Læs mere her.
”Her er juletræer, pyntegrønt, sprøjtemidler, gødskning og jagtkonsortier skiftet ud med urørt skov, plantning af hjemmehørende træer samt genopretning af åer og vandløb. Derudover er der kronvildt, vildsvin, ulve og havørne,” skriver Earthkeeper selv om projektet.
Den Danske Naturfond har i 2024 og 2025 opkøbt i alt 136 hektarer omkring Vejle Ådal for at genoprette naturen og skabe sammenhængende naturområder.
Aage V. Jensen Naturfond er stadig Danmarks mest jordbesiddende fond med ejerskab af 19.300 hektarer natur. I et samarbejde med 15. juni fonden, Klimaskovfonden og Den danske Naturfond samt to kommuner og Nationalpark Thy gik fonden i sommer i gang med at skabe et sammenhængende naturområde i Vestjylland, som skal strække sig over 100 kilometer.
Bestseller-milliadæren Anders Holch Povlsen har ifølge Jyllands-Posten alene i 2015 opkøbt 2600 hektarer jord i Danmark med det formål at sikre den vilde natur og ejer nu i alt 6600 hektarer.
Også milliardæren Jacob Jelsing opkøber jord til vild natur gennem sit projekt Earthbreak. I 2025 blev det blandt andet til opkøb af 215 hektar landbrugsjord, som skal omlægges til natur.


