
Vi begynder ugens overblik i musikkens verden. I disse dage løber Copenhagen Opera Festival af stablen, og rundt om i København kan man opleve opera på blandt andet Den Røde Plads på Nørrebro, i en bus eller på kanalrundfart.
Copenhagen Opera Festival har eksisteret siden 2009. Operafestivalen, som er blevet Danmarks største, har i mange år netop arbejdet med at få opera ud til et bredt publikum ved blandt andet at flytte operaen ud i byen.
Nu skal festivalen over de kommende to år arbejde med en række strategiske indsatser, som skal bidrage til at udvikle og synliggøre næste generation af unge danske talenter indenfor opera og musikdrama. Desuden skal de støtte publikumsudvikling og bidrage til tilblivelsen af nye værker.
Det er blevet muligt med en bevilling på to millioner kroner fra Augustinus Fonden.
En undersøgelse fra sidste år af forholdene for dans og musikdramatik, som for eksempel opera, musical, musikteater, har nemlig vist, at der er en række udfordringer for musikdramatikken.
Der er blandt andet en mangel på infrastruktur og scener - særligt for Det Frie Felt af kunstnere, det vil sige grupper, kompagnier og producenter, som arbejder uden en fast scene eller permanent spillested.
Derudover eksisterer der få muligheder for nye værker og et behov for talent-, kunstner- og publikumsudvikling, skriver Augustinus Fonden i en nyhed på deres hjemmeside.
Festivalen er blevet en udviklingsmotor i dansk musikdramatik og formår samtidig at gøre den relevant for endnu flere
Frank Rechendorff Møller – Administrende direktør, Augustinus Fonden
Ud over at adressere disse udfordringer ønsker Copenhagen Opera Festival med fondsbevillingen desuden at styrke sin position som samlingspunkt og bindeled for det frie operafelt.
”Copenhagen Opera Festival har gennem en årrække vist, hvordan opera kan forny sig uden at miste sin kunstneriske tyngde. Festivalen er blevet en udviklingsmotor i dansk musikdramatik og formår samtidig at gøre den relevant for endnu flere,” siger Frank Rechendorff Møller, administrende direktør i Augustinus Fonden.
Augustinus Fonden har siden 2012 støttet Copenhagen Opera Festival ad flere omgange.
Nyt udstyr skal løfte naturfag
Vi fortsætter med naturfag og teknologi. Nu får næsten 13.000 skoleelever fra 1. til 6. klasse nemlig nye lokaler og nyt udstyr til skolens faglokaler, og omkring 300 af deres lærere bliver klædt på med ny viden indenfor natur- og teknologifaget.
Det sker med en donation på 30 millioner kroner fra Villum Fonden. Og det er der behov for, skriver Villum Fonden i en pressemeddelelse.
Ifølge rapporten ’Kortlægning af natur/teknologi i Danmark’ fra 2025 mangler der både lokaler og udstyr på skolerne, og næsten halvdelen af underviserne har ikke de faglige kompetencer til at undervise i faget.
Pengene fra Villum Fonden skal derfor bruges til at forbedre de fysiske rammer for natur og teknologiundervisningen og styrke kompetencer og det faglige fællesskab for naturfagslærere i ni kommuner, fortæller Ole Laursen, der er uddelingschef i Villum Fonden.
”Natur-og teknologi er et vigtigt fag, der lægger grundstenen til børns naturfaglige dannelse og forståelse af verden. Faget giver eleverne viden og kompetencer, der gør dem i stand til at forstå, navigere og finde løsninger i en kompleks verden. Med bevillingen ønsker vi at styrke et fag, der mange steder er udfordret. Målet er at give lærerne bedre muligheder for at opbygge et stærkt fagligt miljø omkring undervisningen og styrke elevernes forståelse af sammenhængen mellem natur, teknologi og samfund,” siger Ole Laursen i pressemeddelelsen.
De ni kommuner som får glæde af bevillingen, er Lolland, Rødovre, Aarhus, Brønderslev, Hvidovre, Jammerbugt, Sorø, Hjørring og Faxe. De vil blandt andet etablere nye faglokaler eller opgradere de eksisterende, indkøbe nyt udstyr og materialer, udvikle særlige uderum.
Nyt studiemiljø med leg og bevægelse
På Fyn får Den Forberedende Grunduddannelse FGU Syd- og Midtfyn mulighed for at styrke studiemiljøet i skolens hovedbygning.
Med en samlet donation på 2,7 millioner kroner vil skolen i bygningen etablere en scene, amfitrapper, en café, et bibliotek og et stort saltvandsakvarium med fisk og havbundsplanter fra Svendborg Sund. Ligesom der vil blive indrettet et spilområde med både bordtennis, bordfodbold og krea-område med Lego og symaskiner.
Ambitionen er, at deltagelse, læring, kultur og bevægelse skal integreres som en del af hele skoledagen, fortæller Ene Wolfsberg, der er direktør på FGU Syd- og Midtfyn.
Fysiske rammer former både selvforståelse og ranker ryggen
Ene Wolfsberg – Direktør, FGU Syd- og Midtfyn
”Fysiske rammer former både selvforståelse og ranker ryggen, og vi vil skabe et miljø, hvor de unge oplever, at deres læring, deres valg og deres deltagelse betyder noget,” siger Ene Wolfsberg i en pressemeddelelse fra FGU Syd- og Midtfyn.
Som en del af det nye studiemiljø skal kunstneren Nigel Thomas skabe tre store vægmalerier, som er inspireret af interviews med eleverne, der har fortalt om deres ’På trods af’. Mange af dem kommer nemlig på skolen på trods af en række forskellige udfordringer, som ordblindhed, diagnoser og skilsmissehjem.
”I alle de forskellige på trods af-situationer kan man vælge at blive et offer og sidde fast i sin fortælling, eller man kan beslutte sig for at bryde et mønster eller en vane og handle myndigt. Som mennesker har vi et valg, så malerierne skal stimulere til handling,” siger Ene Wolfsberg.
Projektet bliver realiseret med donationer fra flere fonde. Den A.P. Møllerske Støttefond har støttet med to millioner kroner, Entreprenør Marius Pedersens Fond med 50.000 kroner, Den Faberske Fond med 30.000 kroner og Fonden for Fynske Bank har givet 25.000 kroner. Derudover har bestyrelsen for Svendborg-virksomheden C.C. Jensen støttet projektet med 550.000 kroner.
Unge udvælger gode ungeidéer
Vi fortsætter med demokratisk deltagelse og fællesskab blandt unge.
Honoré Fonden har nemlig doneret 250.000 kroner til en pulje, som alle unge mellem 15-30 år kan søge, hvis de har en god ide til at skabe fællesskab og demokratisk deltagelse blandt flere unge.
Det er Ungdomsbureauet som står for puljen, skriver administrerende direktør i Ungdomsbureauet Camilla Gregersen i et opslag på Linkedin.
”Det er så kanon, at Honoré Fonden har mod på at bruge mikro-seed-penge til at skabe engagement blandt unge, for så kan vi få flere ting til at spire nedefra,” skriver Camilla Gregersen.
Sidste år stod Ungdomsbureauet for at administrere en lignende pulje for Trygfondens regionale råd i Syddanmark, hvor de unges gode idéer blandt andet resulterede i lyd og lys til en skole, makeover af en rytterstue, en vandretur, et frisørskoleforløb, en ’sindssyg fed havefest’ og meget andet, skriver Camilla Gregersen.
Det bliver et ungeråd, som udvælger, hvilke ideer, der får støtte, og de unge, som modtager penge, kan nøjes med at afrapportere ved at sende for eksempel et billede eller en video fra deres event.
Ny europæisk nyreforskning
Hvilken rolle spiller vores nyrer i samspillet mellem hjerte-kar-sygdomme, nyresygdomme og stofskiftesygdomme? Det skal et nyt europæisk forskningskonsortium, KidMED-CKM, der samler forskningsmiljøer indenfor nyreforskning i Hamborg, Aarhus og Aachen, undersøge.
Det er Novo Nordisk Fonden, der har muliggjort projektet med en bevilling på 200 millioner kroner over de næste fem år.
Hjerte-kar-sygdomme, kronisk nyresygdom og stofskiftesygdomme som diabetes og svær overvægt hænger tæt sammen, men bliver stadig i høj grad undersøgt og behandlet hver for sig.
Nyrerne spiller en central rolle i samspillet mellem hjerte-kar- og stofskiftesygdomme, men den rolle har traditionelt ikke fået nok opmærksomhed
Rikke Nørregaard – Professor, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet
Nedsat nyrefunktion kan nemlig ikke kun opstå som følge af hjerte-kar-sygdomme. Forandringerne i nyrerne kan også drive udviklingen af sygdom i andre organer.
Ved at se på sygdommene i sammenhæng er ambitionen, at projektet skal bidrage til skift fra behandling af komplikationer sent i sygdomsforløbet til tidligere diagnostik og mere præcis og individuelt tilpasset behandling, forklarer professor Rikke Nørregaard fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet i en pressemeddelelse fra universitetet.
”Nyrerne spiller en central rolle i samspillet mellem hjerte-kar- og stofskiftesygdomme, men den rolle har traditionelt ikke fået nok opmærksomhed. Med KidMED-CKM kan vi undersøge sammenhængene bedre og på sigt bidrage til tidligere og mere præcis behandling,” siger Rikke Nørregaard der leder den aarhusianske del af projektet i samarbejde med professor Henrik Birn.
Vidensløft til fremtidens velfærd
Vi ender denne uges overblik med fremtidens velfærd.
Dronning Marys Center ved Københavns Universitet kan nemlig igangsætte projektet ’Vidensløft til Velfærden’ med et partnerskab og en bevilling på knap 7,5 millioner kroner fra Trygfonden.
Over de næste tre år skal projektet styrke vidensgrundlaget for fremtidens socialpolitik.
For samtidig med at socialområdet spiller en central rolle i det danske velfærdssamfund, står området overfor stigende kompleksitet, hvor voksende behov og begrænsede ressourcer stiller nye krav til beslutningstagere og praktikere.
Projektet skal blandt andet bidrage til at styrke samspillet mellem forskning, praksis og politik, samle og formidle viden om centrale socialpolitiske udforderinger, udvikle nye arenaer for, hvordan forskere, fagprofessionelle, civilsamfund og politiske beslutningstager kan indgå i dialog med hinanden.
Derudover skal projektet afprøve nye former for faglig sparring og udveksling af viden, som kunne have relevans for politikudviklingen på socialområdet, det skriver Dronning Marys Center i en nyhed på deres hjemmeside.
Projektet bygger videre på centerets eksisterende arbejde med at undersøge, hvordan forskning i højere grad kan anvendes i udvikling af politik.
Ud over Dronning Marys Center deltager en række andre partnere i projektet blandt andet Socialstyrelsen, Alliancen for Velfærdsinnovation og Viden & Demokrati-satsningen under Democracy X.

