
Alt for ofte bliver forsøg på ændringer af læringspraksis, undervisningsmetoder og skoleudvikling i den danske folkeskole til netop forsøg, fordi der mangler fokus på det lange seje træk.
Derfor er Kata Fondens mission om at skabe fremtidens skole, via projektbaseret og virkelighedsnær undervisning, da også designet som et 10-årigt forløb.
For det er langt fra tilstrækkeligt at tilføre ekstra ressourcer, efteruddanne lærere i særlige metoder, køre kortvarige projekter eller indrette inspirerende lokaler. Resultatet bliver ofte minimale ændringer. Og hverdagen falder hurtigt tilbage til normalen.
”Rigtig mange initiativer i forhold til skoleudvikling er relativt korte, men vi arbejder meget fokuseret over en lang periode, for skoleomstilling tager tid, og en lang tidshorisont er afgørende, hvis skolens praksis reelt skal ændres. Så vi anbefaler skoler og kommuner at køre med en model på minimum 10 år, hvor de første fem år er forandring, og de næste fem år er forankring,” fortæller Peter Skat-Rørdam, administrerende direktør i Kata Fonden.
Fonden kan i år fejre 20-års jubilæum. Siden 2016 har fonden udelukkende arbejdet med sit eget udviklede program LEAPS: der står for Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science.
LEAPS er et program, som skal skabe meningsfuld undervisning for eleverne i folkeskolen gennem en tværfaglig og projektbaseret læringsmodel. Samtidig skal programmet ruste eleverne til fremtiden, fordi eleverne lærer kompetencer som samarbejde, kommunikation, kritisk tænkning og problemløsning.
Kata Fonden
- Kan i år fejre sit 20-års jubilæum, da den i 2006 blev stiftet af Bitten & Mads Clausen Fonden under navnet Universe Fonden.
- Fondens overordnede formål er: at fremme aktiviteter, som understøtter læring og læringsprocesser, herunder aktiviteter, der samler teoretisk viden om læring og omdanner det til konkret anvendelse i samfundsrelevante undervisnings- og indlæringssituationer.
- Siden 2016 har fonden udelukkende beskæftiget sig med skoleudviklingsinitiativet LEAPS, der står for Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science.
- Fondens LEAPS programmer er siden starten finansieret med cirka 2/3 af seks forskellige fonde og med 1/3 af de deltagende kommuner
Rødder i Danfoss-familien
Kata Fonden har hovedkontor i Sønderborg, og fonden har rødder i familien Clausen fra Danfoss. Med åbningen af oplevelsesparken Danfoss Universe i 2005, som har fokus på naturfag og naturvidenskab, fulgte også en lyst til at vide mere om læring. For at undersøge nærmere hvordan engagement og nysgerrighed kan skabes og fastholdes blandt børn og unge, blev der indledt et samarbejde med psykolog Howard Gardner fra Harvard University, og hermed var kimen til fonden lagt.
De første år hed den Universe Fonden, men fonden har altid formelt været adskilt fra Universe-parken. Og siden 2015 har navnet været Kata Fonden med undertitlen ‘Katalysator for Læring’.
”Vores formål dengang og nu er at bidrage med ny viden om, hvordan børn og unge lærer bedst – og ikke mindst implementere den viden i praksis,” fortæller Peter Skat-Rørdam.
Fra dag ét har fonden været en almennyttig projektfond, hvor andre fonde støtter op om fondens arbejde. Kata Fonden har et særligt fokus på at udvikle den danske folkeskole.
Blandt de faste støtter er Bitten & Mads Clausens Fond, Købmand Herman Sallings Fond, Villum Fonden, Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden. Derudover har foreningen Fremstillingsindustrien været en mangeårig partner.
Fondens årlige budget har gennem årene ligget på 10-11 millioner kroner, som primært er brugt til at aflønne Kata Fondens 10-11 ansatte, der for størstedelens vedkommende arbejder som sparringspartnere til de skoler og kommuner, som arbejder med LEAPS.
De kommunale samarbejdspartnere betaler også et beløb til Kata Fonden, og LEAPS er siden begyndelsen finansieret med cirka en tredjedel fra de deltagende kommuner og resten fra primært fonde, fortæller Peter Skat-Rørdam.
Såvel fonde som kommuner binder sig typisk for fem år ad gangen.
Danmarks største erfaringsbase
I de første fire år af fondens levetid var fokus primært forskning og udvikling af ny viden sammen med både udenlandske og danske forskere. Derefter fulgte en årrække, hvor den nye viden blev implementeret – blandt andet via efteruddannelse af naturfagslærere og udvikling af undervisningsmateriale til naturfag.
I 2015 blev fonden inspireret af en projektbaseret læringstilgang i USA, som Kata Fonden sammen med en række folkeskoler udviklede og tilpassede til et dansk skolesystem under navnet LEAPS – med følgeforskning fra Aalborg Universitet og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Vores formål dengang og nu er at bidrage med ny viden om, hvordan børn og unge lærer bedst – og ikke mindst implementere den viden i praksis,
Peter Skat-Rørdam – Direktør, Kata Fonden
”Siden har vi udviklet på LEAPS, så vi i dag står med Danmarks største erfaringsbase i projektbaseret, virkelighedsnær og engagerende læring, hvor vi som fond har brugt mere end 50.000 timer på at samarbejde om skoleomstilling med ledere, lærere og pædagoger,” siger Peter Skat-Rørdam.
Og det er netop med den erfaring, at han understreger, at skoleudvikling som filantropi kræver det lange seje træk, hvis der skal sikres impact.
”Hvis målet er at omstille skolens praksis, så kræver det vedholdende, målrettede indsatser, hvor man holder fast i det lange perspektiv. Samtidig er det allervigtigste, at ledere, lærere og pædagoger er positive, for du får ikke blivende skoleudvikling ved at tvinge folk. Der skal skabes en selvkørende energi,” pointerer han.
Efteruddannelse i selve læringstilgangen og anderledes lokaleindretning er selvfølgelig vigtige elementer, men ledelsens vedholdende fokus på ændring af praksis er, ifølge Peter Skat-Rørdam, endnu vigtigere. Her arbejder Kata Fonden med ugentlige tilstedeværelsesdage på skolerne for at sikre adgang til støtte og sparring for både lærere og ledelse.
”Skemalægning er en af de største barrierer for ændring af praksis. Facilitering af teamsamarbejde på tværs af faglærere en anden, og vi arbejder med konkrete sparringsmøder med lederne hver uge, hvor vi hjælper med at køre stram projektstyring, så der hele tiden kan følges op med nødvendige ændringer,” fortæller han.
Fordybelse i virkelige problemstillinger
Det oprindelige udgangspunkt for Kata Fonden handlede om mangel på unge med erhvervsrettede kompetencer – særligt inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics), men i dag er fondens fokus bredt langt mere ud.
I LEAPS er udgangspunktet projektbaseret, praksisorienteret og elevcentreret undervisning, hvor eleverne fordyber sig i rigtige problemstillinger – ofte i nærområdet – med så mange fag som muligt integreret i undervisningen.
”Ideen er, at så mange fag som muligt inddrages i projektforløbene, så LEAPS integrerer alle fag – både naturfag, de humanistiske fag og de praktisk-musiske fag,” fortæller Peter Skat-Rørdam.
Han fortæller om projektforløb, hvor elever på mellemtrinnet har haft til opgave at designe fremtidens skurvogn til håndværkere, hvor de både interviewede lokale håndværkere, skrev tekster, lærte om håndværkere i en historisk kontekst, byggede skalamodeller og endte med at indrette en fremtidens skurvogn.
Og et forløb om krig og krigens konsekvenser, hvor elever i 8. klasse samarbejdede med Varde Kaserne, hvor en tidligere udsendt soldat holdt oplæg, og der efterfølgende blev skrevet breve til udsendte soldater i Letland, skrevet digte, lavet plancher om ideologier og arbejdet med historisk udvikling i krig og udsendelser samt produceret et eget våben.
Kata Fondens ledelse
- Peter Skat-Rørdam er administrerende direktør i Kata Fonden – en post han har haft siden 2010.
- Bestyrelsen består af:
Anette Nøhr Clausen, formand og medstifter af fonden - hustru til Jørgen Mads Clausen, søn af Danfoss’ grundlægger.
Per Egebæk Have, bestyrelsesformand i Bitten & Mads Clausens Fond.
Charlotte Rønhof, tidligere underdirektør i Dansk Industri og bestyrelsesformand for Bornholms Erhvervsfond.
”Projektforløbene løber typisk over otte uger – med indlagte faglige bånd, hvor eleverne lærer nogle nødvendige færdigheder i de respektive fag,” fortæller Peter Skat-Rørdam.
Vi detailstyrer ikke
Selvom LEAPS følger den samme skabelon med et engagerende spørgsmål, et kickoff, et autentisk samarbejde, et elevskabt produkt, feedback og fremvisning, så mener Peter Skat-Nørdam ikke, at Kata Fonden trækker en skræddersyet model ned over hovedet på skolerne.
”Vi har en kæmpe database, som skolerne kan blive inspireret af, genbruge og eventuelt ændre. Forløbene og tilgangen bygger grundlæggende på de samme ideer og har den samme struktur, men det er lærerne lokalt, der udtænker de konkrete forløb, så vi prøver at vise vejen til fremtidens kompetencer, men vi detailstyrer ikke,” forklarer Peter Skat-Rørdam.
I dag sørger Rambøll for dataindsamling, og resultaterne er gode, fortæller Peter Skat-Rørdam. Både når det gælder øget engagement og motivation hos eleverne, tilegnelse af fremtidens kompetencer, stigende tilfredshed fra forældre og stor begejstring hos både lærere og ledere.
”Det er straks sværere at sige noget virkelig nagelfast om udviklingen i den enkelte elevs faglige progression, men billedet er, at eleverne præsterer minimum som forventet,” siger han.
Efterlyser flere skoler fra 2027
Lige nu arbejder i alt 16 folkeskoler i otte kommuner med LEAPS – nogle har været med fra starten – andre kom først med i 2022. Ud af de 16 skoler er ni rene LEAPS-skoler – og de syv andre arbejder med udvalgte elementer fra programmet.
Siden 2024 har Kata Fonden sammen med Varde Kommune arbejdet målrettet på at udvikle en model for effektiv spredning, så en kommunal LEAPS-skole – ud over selv at arbejde med LEAPS - også agerer ekspertcenter for engagerende projektbaseret undervisning – og hjælper med at sprede udvalgte elementer af LEAPS til andre skoler i kommunen.
”Vores strategi er at udvide LEAPS, og vi efterlyser flere skoler fra 2027. Vi vil gerne indgå samarbejder med yderligere 5-6 kommuner, der kan være interesserede i at få både en decideret LEAPS-skole plus elementer af LEAPS på andre skoler,” fortæller Peter Skat-Rørdam.
Gennem LEAPS-initiativet ser Kata Fonden sig selv som et førende ressourcecenter for projektbaseret læring og virksom skoleomstilling. Udover spredning af viden gennem de samarbejdende kommuner, forsøger fonden at dele viden gennem nyhedsbreve, årsrapport og den årlige LEAPS-konference.


