Lokale og Anlægsfonden lancerer nu et nyt initiativ, der skal gøre rådgivning let tilgængelig for potentielle bevillingsmodtagere.
’Book en konsulent ’ hedder initiativet. Og fra uge 43 bliver det muligt at bestille tid til en onlinesamtale med en af fondens rådgivere via hjemmesiden.
Det oplyser Lokale og Anlægsfonden i en pressemeddelelse.
Den nye rådgivningsservice er målrettet foreninger, kommuner og organisationer, der skal i gang med et projekt inden for fondens arbejdsområde: Nemlig udvikling af faciliteter til kultur, idræt og udeliv.
”Det skal være nemt at komme i kontakt med os. Vi har valgt at gøre det på en måde, så det matcher vores modtageres behov og travle hverdag i øvrigt. Derfor har vi skabt ’Book en konsulent,’ hvor man nemt kan booke et møde og få professionel rådgivning til sit puljeprojekt hos vores erfarne konsulenter - når det passer ansøger bedst," siger Jon Gerner, direktør for Lokale og Anlægsfonden.
En hjælpende hånd
På hjemmesiden guides man først igennem støtteområder, krav og kriterier for puljen. Derefter kan man booke en 15-minutters samtale.
Her kan eksempelvis en frivillig i en forening fortælle om en ide, foreningen barsler med.
”For langt de fleste vil det være første gang, at de skal udvikle en fritidsfacilitet. Vi skal give en hjælpende hånd og gøre det nemt at komme i gang. Første skridt er at afsøge, om Lokale og Anlægsfonden er det rette sted at søge støtte. Og selvom det viser sig ikke at være tilfældet, så deler vi gerne viden og erfaringer fra eventuelle tilsvarende projekter,” siger Jon Gerner.
Til sidst i samtalen vil udviklingskonsulenterne fra Lokale og Anlægsfonden pege på yderligere overvejelser i projektet for eventuelt at kunne søge fondens pulje, som omfatter projekter med en økonomi på under 2,5 millioner kroner.
Hvis der er tale om større projekter, går en anden proces i gang, som fondens rådgiver også guider videre i.
Puljeprojekterne skal indsendes som færdige ansøgninger.
Book en konsulent er lanceret den 10. oktober 2024, og de første tider kan bookes i uge 43.
Lokale og Anlægsfonden er en fond under Kulturministeriets ressortområde, der udvikler fremtidens bæredygtige mødesteder inden for kultur, idræt og aktivt udeliv i Danmark, i Grønland og på Færøerne. Det sker ved at rådgive, støtte projekter og formidle viden.
Du kan læse mere om, hvad Lokale og Anlægsfonden støtter her.