
Naturen har fået vind i sejlene.
Det gælder også for de civilsamfundsorganisationer, der arbejder med natur, dyrevelfærd og miljø.
Den årlige indsamlingsundersøgelse fra Isobro, som netop er udkommet, viser en vækst i egenfinansieringen på mere end 50 procent for natur-, miljø- og dyreværnsorganisationer siden 2021.
Det er markant mere, end hvad organisationer, der arbejder med nødhjælp, kirkelige formål eller sygdomsbekæmpelse, oplever. Den gennemsnitlige vækst for samtlige organisationer på tværs af alle kategorier har i samme periode været på omkring 20 procent.
I alt har 209 organisationer bidraget til Isobros indsamlingsundersøgelse, og Isobro vurderer selv, at det dermed er op mod 90 procent af det danske indsamlingsmarked, der er repræsenteret i undersøgelsen. 19 af de deltagende organisationer repræsenterer natur, miljø og dyreområdet.
Det er mit klare indtryk, at flere fonde har interesse for den danske natur, og at den nære natur er nemmere at fundraise til
Nanna Jochumsen – Co-generalsekretær, verdens Skove
Det er for eksempel organisationer som Den Danske Naturfond, Dyrenes Beskyttelse og miljøorganisationen Noah.
Danmarks Naturfredningsforening er med en årlig omsætning på 134 millioner kroner en af de helt tunge organisationer i kategorien. Og foreningen nikker da også genkendende til det generelle billede:
”Vi oplever en solid og stabil medlemsvækst, og fondene har også fået øjnene op for, at der er en krise i naturen, som de kan spille en rolle i,” siger engagementschef i Danmarks Naturfredningsforening Mikkel Havelund.
Femdobling i fondsbidrag
Ifølge indsamlingsundersøgelsen er fondenes bidrag til det samlede bæredygtighedsområde da også mere end femdoblet siden 2021.
Der er meget store bidrag, som for eksempel 400 millioner fra Novo Nordisk Fonden til Den Danske Naturfond, som hiver det samlede billede op.
Men det er også en generel tendens, at flere fonde arbejder med natur.
”Mange fonde er skabt i en tid, hvor der ikke var et socialt sikkerhedsnet, og det var de kriser, man gerne ville løse. Men nu er der opstået andre former for kriser, som også får store konsekvenser, og det har lige taget et stykke tid for fondene at få øje på det – men de er heldigvis ved at være godt med,” lyder det fra Mikkel Havelund.
I organisationen Verdens Skove oplever man også større interesse fra fondene. Men ikke til alt slags natur:
”Det er primært til vores arbejde i Danmark. Størstedelen af vores aktiviteter ligger i regnskovsområder ude i verden, og det er stadig svært at få støtte til fra de danske fonde. Det er mit klare indtryk, at flere fonde har interesse for den danske natur, og at den nære natur er nemmere at fundraise til,” lyder det fra co-generalsekretær i Verdens Skove, Nanna Jochumsen.
Til gengæld oplever hun også et skifte i, hvilke slags aktiviteter fondene gerne vil støtte.
”Tidligere var det mest opkøb af jord og naturforvaltning, der var i fokus, men der er flere fonde, der åbner op for at støtte advocacy og engagement omkring naturen. Samtidig er der flere, som støtter bredere programmer og indsatser, i stedet for bare enkelte projekter, og det giver et mere sikkert fundament for det organisatoriske arbejde,” siger Nanna Jochumsen.
Hun understreger, at der er store væsensforskelle blandt de 19 organisationer, som sammen tegner en samlet kategori i Isobros indsamlingsundersøgelse. Det bakkes op af at miljøorganisationen Noah, som også har deltaget, og ikke kan kende sig selv i de generelle konklusioner, men tværtimod oplyser til Filantropi, at de oplever, at det er sværere og sværere at få midler og støtte.
Medlemsvækst
Både Verdens Skove og Danmarks Naturfredningsforening har samtidig oplevet stabil vækst i antallet af medlemmer og indtægter fra indsamling.
”Vi har også en fastholdelse af medlemmer, der er bedre end mange andre steder i ngo-landskabet,” siger Nanna Jochumsen.
Der er en kæmpe opgave for os i at finde ud af, hvordan den frivillige deltagelse skal ske. Hvordan kan vi inddrage danskerne i det her?
Mikkel Havelund – Engagementschef, Danmarks Naturfredningsforening
Også hos Danmarks Naturfredningsforening bliver medlemmerne hængende.
”Den private fundraising kræver en masse håndværk og hårdt arbejde. Man skal jo spørge folk, før de kan sige ja, så der skal en systematisk indsats til, hvor man ringer rundt, opsøger folk eller når dem med en kampagne. Man skal gøre en indsats for at få dem ind,” siger Mikkel Havelund.
Den indsats er nemmere, når den offentlige dagsorden og debat er præget af svinevalg, fedtemøg, drikkevand og grøn trepart.
”Danskere synes, at det her er vigtigt. Et kæmpe flertal synes, at der skal gøres noget mere for naturen, og det mærker vi selvfølgelig også, når vi kontakter danskerne for at spørge, om de vil være medlemmer,” fortæller Mikkel Havelund.
Samme pointe lyder fra Verdens Skove:
”Vi er selvfølgelig dygtige til vores arbejde, men det er ikke kun derfor, at så mange gerne vil støtte sagen. Det sker på et bagtæppe af, at biodiversitet som dagsorden er blevet allemandseje, og kendskabsgraden til udfordringerne er steget,” siger Nanna Jochumsen.
At naturen skulle blive en fælles samfundsdagsorden er ikke opstået ud af det blå.
”Vi kan ikke tage æren for det, for det er en global tendens, og herhjemme har der været politikere, medier og en masse andre aktører, der løbende har trukket i samme retning. Men vi civilsamfundsorganisationer har også været med til at skubbe på de her dagsordener i årevis,” siger Mikkel Havelund.
Han nævner som eksempler billeder fra en stendød Vejle Fjord, som gik land og rige rundt, eller debatten om grisevelfærd, som udvalgte politikere, borgergrupper og Dyrenes Beskyttelse var med til at bære frem.
Frivilligt potentiale
Danskernes engagement i naturen afspejles ikke kun i, at pengene sidder løsere. Der er også flere, der gerne vil arbejde frivilligt for naturen.
Danmarks Naturfredningsforenings egne undersøgelser viser, at mere end halvdelen af deres omkring 140.000 medlemmer gerne vil lægge frivillige timer i naturen.
”Der er opgaver nok at tage fat på. Der skal samles affald, sættes hegn op og registreres arter. Der er masser af opgaver, der kunne give mening, og masser af frivillige, der er klar. Potentialet er kæmpestort,” siger Mikkel Havelund.
I dag sker det dog kun i meget lille grad. I Danmarks Naturfredningsforening har man under 3000 frivillige.
”Vi har ligesom de øvrige grønne organisationer ikke haft tradition for at arbejde bredt med frivillighed, men snarere været en nicheorganisation for naturnørder. Der er en kæmpe opgave for os i at finde ud af, hvordan den frivillige deltagelse skal ske. Hvordan kan vi inddrage danskerne i det her?” fortæller engagementschefen.
Mikkel Havelund regner med, at der vil være mange flere frivillige i Danmarks Naturfredningsforening og de andre grønne organisationer, når vi ser fem år ud i fremtiden.
”Det er en opgearing, der ligger forude. Men det er svært, og et stort apparat der skal vendes. Vi har ikke haft tradition for at investere meget i frivillighed, så det skal vi i gang med at kigge på nu,” siger han.
Hvis Danmarks Naturfredningsforening skal kunne massemobilisere frivillige og grøn deltagelse, vil det kræve en stor organisatorisk forandring. Så engagementschefen har en opfordring til staten og fondene:
”Måske skulle vi ikke bruge alle pengene på store tekniske anlæg til at indfange Co2 eller indfange brint, men nogle af dem på at få aktiveret civilsamfundet og styrke den grønne deltagelse. Det vil klare en masse opgaver, og samtidig løfte folks livskvalitet, fordi de bliver engagerede i en sag, der betyder noget for dem,” lyder det.
Et andet spor kan være at indgå i partnerskaber og samarbejder med andre frivillige organisationer.
”Danskerne er jo i høj grad frivillige inden for idræt og det sociale område- så man kunne også kigge på at arbejde ud over de grønne organisationer, og indgå i partnerskaber med andre, så man sammen kunne løfte den grønne dagsorden. Hvis fodboldklubberne samler affald eller genbruger, eller genbrugsbutikkerne sparer systematisk på forbrug, batter det også,” siger han.
Lige nu er mange fonde i gang med at opkøbe jord, som omlægges til vild natur.
”Det er nødvendigt og dejligt konkret at opkøbe jord, og det er der også behov for. Men der er også et enormt potentiale i, at danskerne gerne vil være med og gøre naturen til en folkesag i endnu højere grad,” siger Mikkel Havelund fra Danmarks Naturfredningsforening.

