
Ansøgninger inden for sociale formål og videnskab vil fremover have bedre odds for at komme gennem nåleøjet i den erhvervsdrivende fond Knud Højgaards Fond. Det fortæller fondens bestyrelsesformand Sten Scheibye.
I forbindelse med, at Knud Højgaards Fond i sidste uge offentliggjorde, at Lise Røtting Dornan afløser Ditlev Fløistrup som direktør, blev det samtidig meldt ud, at en af den nye civilingeniøruddannede direktørs vigtigste opgaver bliver at eksekvere på en opdateret strategi, som gradvist skal løfte fondens årlige uddelinger fra cirka 70 til 110 millioner kroner årligt.
I et interview med Filantropi beskriver Sten Scheibye den opdaterede strategi, der i udgangspunktet er gældende frem til 2028, som ”en forlængelse med brædder af den nuværende strategi”.
Når vi nu har musklen til at gøre lidt mere økonomisk, vil vi gerne skrue op for de to områder
Sten Scheibye – Bestyrelsesformand, Knud Højgaards Fond
”Vi har fire uddelingsområder: Uddannelse, kunst/kultur, social og videnskab, og det er uddannelse og kunst/kultur, som hidtil har fyldt det meste. Kigger man for eksempel på 2024, fyldte uddelingerne inden for de to områder godt 80 procent af volumen og udgjorde 90 procent af antallet af modtagne ansøgninger.”
Uddannelse skal stadig fylde mest hos Knud Højgaards Fond:
”Det, vi nu siger, er, at vi vil fastholde, at uddannelse er det vigtigste område for os at støtte, men derudover vil vi gerne skrue lidt op for de små områder, altså det sociale og det videnskabelige. Når vi nu har musklen til at gøre lidt mere økonomisk, vil vi gerne skrue op for de to områder,” siger Sten Scheibye.
Danske sociale projekter og bæredygtigt byggeri
Støtten på socialområdet bliver med udgangspunkt i projekter i Danmark, oplyser formanden.
”På det videnskabelige område ønsker vi primært at støtte udviklingen af bæredygtigt byggeri, hvilket jo kan gøres på flere forskellige måder. Det har vi allerede gjort en lille smule med en bevilling til en organisation, der arbejder sammen med byggebranchen om at lave bæredygtige byggepladser og anvende bæredygtige materialer, og sådan nogle initiativer kan vi godt finde på at støtte flere af,” siger Sten Scheibye.
Indenfor uddannelsesområdet, der altså også fremover har fondens primære fokus, gik den altovervejende del af bevillingerne i 2024 til Ph.d.- og kandidatstuderendes studierejser til udenlandske universiteter. Også fremover er intentionen, at der inden for dette uddelingsområde især skal uddeles rejselegater til studerende.
Vi kan godt finde på at prikke nogen på skuldrene
Selvom det er meldt ud, at de årlige uddelinger fra Knud Højgaards Fond vil vokse fra de senere års niveau i størrelsesordenen 70 millioner kroner årligt til 110 millioner kroner, tør Sten Scheibye ikke gisne om, hvor hurtigt stigningen kommer til at ske, og hvor meget fonden kommer til at uddele i år og det næste par år.
Knud Højgaards Fond
- Almennyttig og erhvervsdrivende fond.
- Fonden støtter inden for fire hovedkategorier: Uddannelse, kultur, videnskab og sociale formål.
- Fonden uddelte 64,1 mio. kr. i 2023 og 73,9 mio. kr. i 2024.
- Formand for den seks personer store bestyrelse er Sten Scheibye.
- Med 37 procent af aktierne er fonden den største aktionær i det børsnoterede MT Højgaard Holding A/S. Fonden ejer desuden virksomheden Højgaard Industri.
”Vi er primært en ansøgningsdreven fond, så det kommer an på, hvad der kommer af gode ansøgninger. Vi er ikke en fond med meget store projekter af strategisk art, som vi selv initierer og gennemfører,” pointerer Sten Scheibye.
- Siger du dermed også, at det ikke er givet, at I kommer op på 110 millioner kroner, fordi det er et spørgsmål om, hvad der kommer af ansøgninger?
”På områderne social og videnskab kan det godt være, vi bliver nødt til at gøre noget mere og prøve at afdække, hvad der er af initiativer i de markeder og så prikke nogen på skulderen og spørge, om de ikke vil sende os en ansøgning. Vi har tidligere selv initieret projekter i meget begrænset omfang, og hvis vi gør det igen, vil det fortsat være i begrænset omfang, for så mange penge drejer det sig jo heller ikke om. Hvis vi siger, at vi har cirka 35 millioner kroner mere om året at gøre godt med om tre-fire år, så skal vi bare finde nogle projekter i størrelsesordenen nogle få millioner kroner,” siger Sten Scheibye.
Mere synlighed – men ikke på sociale medier
Den forventede vækst i fondens uddelinger og det øgede fokus på det sociale og videnskabelige område kommer muligvis til at betyde, at fondens sekretariat i Gentofte skal udvides.
”Vi har for nylig styrket sekretariatet, så vi nu har tre medarbejdere, der hjælper bestyrelsen med at foretage uddelingerne – med størst vægt på uddannelsesområdet. Det kan ikke udelukkes, vi får brug for at få yderligere en person, eller måske flere, i sekretariatet til at hjælpe bestyrelsen med social- og videnskabsområdet. I dag behandler tre personer i sekretariatet 4.000 ansøgninger årligt, så det er formentlig meget lidt, vi skal skrue på for at håndtere situationen i de kommende år,” siger bestyrelsesformanden.
Da Knud Højgaards fond i sidste uge offentliggjorde udnævnelsen af den nye direktør, var det et eksternt kommunikationsbureau, der stod for udsendelsen af pressemeddelelsen. Som svar på, om fonden som led i den opdaterede strategi ønsker at være mere offensiv og synlig udadtil, understreger Sten Scheibye, at sidste uges uddelegering ikke er det første eksempel på, at fonden har fået kommunikationsfaglig bistand udefra.
Jeg tror, at vores målgrupper godt allerede er klar over, hvor de kan ansøge om penge til deres projekter – det viser det høje antal ansøgninger, vi modtager hvert år
Sten Scheibye – Bestyrelsesformand, Knud Højgaards Fond
”Men ja, det tror jeg godt, man kan forudsige, selvom der stadig vil være kommunikationsopgaver, vi håndterer selv. Når jeg ser på den ret store interesse, der har været mediemæssigt for en relativt begrænset nyhed om ny direktør, må jeg da sige, at det er et eksempel på noget, hvor jeg er glad for, vi fik professionel hjælp," siger Sten Scheibye.
Potentielle ansøgere og andre interesserede kommer dog ikke til at kunne følge med i nyheder fra fonden på Facebook, Instagram eller Tiktok.
”Til gengæld har vi ikke noget specielt ønske om, at fonden skal til at være aktiv på sociale medier. Jeg tror, at vores målgrupper godt allerede er klar over, hvor de kan ansøge om penge til deres projekter – det viser det høje antal ansøgninger, vi modtager hvert år,” siger Sten Scheibye.
Formandsskifte på vej
Med beslutningen om, at den opdaterede strategi for Knud Højgaards Fond som udgangspunkt er gældende frem til 2028, ligger det samtidig også fast, at det bliver den sidste strategiperiode med Sten Scheibye for bordenden ved bestyrelsens minimum fire årlige ordinære møder. Hans afløser skal således findes, inden strategiperioden er udløbet.
Sten Scheibye blev valgt ind i fondens bestyrelse i 2011 og har været formand siden 2014. På årsmødet i 2024 blev han genvalgt for en ny treårig periode.
Om en måned, den 3. oktober, fylder han 74 år, og dermed bliver det farvel til fonden senest i foråret 2027, idet den har en bestemmelse om, at alle bestyrelsesmedlemmer skal træde ud af bestyrelsen på årsmødet umiddelbart efter, at vedkommende er fyldt 75 år.
- Er der lagt en plan for din udtræden af bestyrelsen, og hvem der skal efterfølge dig som formand?
”Der er ikke lagt nogen plan for det, men bestyrelsen har drøftet det. Og du kan jo regne ud, hvornår jeg senest udtræder – andre kommentarer har jeg ikke til det,” siger Sten Scheibye, som tidligere blandt andet har været direktør gennem 13 år i Coloplast og bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, Novo Holdings og Industriens Fond.

