
Kulturarven – i form af historiske bygninger, monumenter, museer m.m. – i Ukraine har siden krigens start i februar 2022 været et interessant mål for den russiske krigsmaskine.
Til og med september i år er der ødelagt 509 kultursteder i alt: 152 religiøse steder, 268 bygninger af historisk og/eller kunstnerisk interesse, 34 museer, 33 monumenter, 18 biblioteker, 3 arkæologiske steder og 1 arkiv. Det viser tal fra en opgørelse foretaget af FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab (UNESCO).
Det er en helt central opgave at beskytte kulturarv – særligt i Ukraine, hvor den netop er særligt udsat på grund af krigen, mener Søren la Cour Jensen, museumsinspektør på Industrimuseet Frederiks Værk og Knud Rasmussens Hus samt bestyrelsesformand i NGO’en Blue Shield Denmark.
At ødelægge et lands kulturelle arv er den hurtigste måde at slette den nationale identitet. Selvom det kan lyde som en floskel, er kulturarven det, der binder os sammen som nation og giver os et fælles ståsted.
Søren la Cour Jensen – Bestyrelsesformand, Blue Shield Denmark
”At ødelægge et lands kulturelle arv er den hurtigste måde at slette den nationale identitet. Selvom det kan lyde som en floskel, er kulturarven det, der binder os sammen som nation og giver os et fælles ståsted. Jeg tænker for eksempel på dengang Børsen i København brændte ned – du kunne se folk på gaden med tårer i øjnene, fordi det føltes som at miste noget, der altid har været der. En del af vores kulturarv,” siger han.
Et kulturelt folkemord
Krigen i Ukraine har konkretiseret og tydeliggjort, hvor voldsom en trussel krig kan være mod et lands fælles kulturelle ståsted:
”Det, vi ser i Ukraine, er ikke bare, at kulturelle bygninger og monumenter bliver utilsigtet ødelagt – men at russerne målrettet går efter at udslette det, som er specifikt ukrainsk kultur. Det gør det endnu mere ondskabsfuldt, fordi det nærmest er et kulturelt folkemord at forsøge at slette noget, som er særligt og unikt ukrainsk. Jeg har blandt andet besøgt et museum i Ukraine, som var blevet beskudt af artilleri, og hvor næsten hele samlingen var ødelagt,” siger Søren la Cour Jensen.
Fakta om Blue Shield Denmark
- Dansk national komité for Blue Shield International, der arbejder med beskyttelse af kulturarv i kriser.
- Formål:
- At sikre kulturgenstande, kulturmiljøer og immateriel kultur – før, under og efter krisesituationer (f.eks. væbnet konflikt eller naturkatastrofer).
- Opmærksomhed på og implementering af Haager‑konventionen af 1954 om beskyttelse af kulturarv i væbnet konflikt.
- Blue Shield organisationen er grundlagt gennem et samarbejde mellem International Council of Museums (ICOM), International Council on Monuments and Sites (ICOMOS), International Council on Archives (ICA), International Federation of Library Associations and Institutions (IFLA).
Kilde: Blue Shield Denmark
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har heller ikke lagt skjul på, at han anser Ukraine for at være udsprunget af Rusland – og dermed, at Ukraines kulturarv i virkeligheden er russisk, påpeger Søren la Cour Jensen.
”Men det forholder sig jo helt omvendt. Rusland udspringer af noget, der hed Kiev-riget, som sjovt nok lå i Ukraine. Dertil deler vi danskere den kulturarv, fordi Kiev-riget blev grundlagt af danske og andre skandinaviske vikinger,” fortæller han.
Blue Shield er en international organisation med forskellige nationale komitéer. Den er stiftet af en sammenslutning af internationale kulturforbund, blandt andet Icom (International Council of Museums), med det formål at oplyse om og opfordre til flere kulturarvsbevarende indsatser. Derudover har Blue Shield også arbejdet med en konkret indsats i Ukraine, som for eksempel at sende materialer til håndtering og nedpakning af kunstgenstande.
Fondsbevillinger er afgørende
Søren la Cour Jensen peger på, at Blue Shield Denmark har bevist, at en NGO som deres kan handle både agilt og effektivt i en konkret kulturarvsindsats under en krigssituation – forudsat at de har midlerne.
Det kom for eksempel til udtryk i 2022, i starten af krigen i Ukraine, hvor Blue Shield Denmark stod i spidsen for et samarbejde, der sendte materialer med lastbiler til hovedstaden Kiev, som kunne bruges til at beskytte den materielle kulturarv.
”Vi fik hurtigt direkte kontakt til nationalmuseumsdirektøren i Kiev gennem vores eksisterende netværk for at finde ud af, hvad de konkret havde brug for. Derefter kunne vi koordinere med Museumstjenesten om at få fragtet de nødvendige redskaber, som museerne havde brug for i Ukraine. Samtidig kunne vi være omstillingsparate, når der opstod nye behov,” siger Søren la Cour Jensen.
Materialerne, der blev sendt afsted, var helt lavpraktiske.
Nedpakningsmateriale som bobbelplast og kasser samt udstyr, der kunne bruges til at rense museumsgenstande, så de kunne flyttes og blive opmagasineret mere sikkert væk fra krigszonerne. Det var den første umiddelbare efterspørgsel fra Nationalmuseet i Kiev, uddyber han.
”Men som krigen skred frem, opstod der nye behov af mere beredskabsmæssig karakter – for eksempel generatorer til museerne, sikkerhedsudstyr til de ansatte og backup-batterier til alarmsystemer,” siger Søren la Cour Jensen.
Finansiering fra private fonde til sådanne ekstraordinære indsatser betyder alt.
Søren la Cour Jensen – Bestyrelsesformand, Blue Shield Denmark
Han understreger samtidig, at intet af dette havde kunne lade sig gøre uden en bevilling fra Velux Fonden på fem millioner kroner.
”Finansiering fra private fonde til sådanne ekstraordinære indsatser betyder alt. Vi har ikke økonomi til det selv i Blue Shield, så derfor er fondsbevillinger selvsagt altafgørende,” siger han.
Kulturberedskab
Blue Shield Denmark arbejder også for, at der kommer større beredskabsparathed på danske museer og kulturarvsbevarende institutioner. Kulturarven herhjemme er måske ikke truet af krig, men kan stadig være udsat for klimaforandringer og naturkatastrofer.
”Det er langt hen ad vejen den samme tilgang, der skal til. Om en bygning bliver angrebet fysisk, eller om der opstår brand eller vandskade, så er handlingsmønstrene stort set de samme. Vi vil rigtig gerne understøtte og klæde institutionerne bedre på til at håndtere situationen, hvis den skulle opstå.”
”Derudover er der en endnu større udfordring – og det er ikke den enkelte institution, men mere, hvis et helt område bliver ramt. Hvad sker der, hvis alle landets museer skal evakuere deres genstande, fordi man ser en trussel udefra? Hvordan håndterer vi det? Hvor skal de hen? Hvem skal transportere dem? Og hvordan får man dem pakket forsvarligt ned?” siger Søren la Cour Jensen.
Blue Shield Danmark har fortsat løbende kontakt med organisationens ukrainske kollegaer. Udfordringen er, ifølge bestyrelsesformanden, at NGO’ens formål sjældent passer ind i danske fondes uddelingspolitik.
”Dengang med Velux Fonden, var det jo fordi fonden besluttede at lave en ekstraordinær uddeling, som passede til vores kompetencer,” siger Søren la Cour Jensen.

