
Dansk beredskab opruster på mange fronter. Senest afsatte regeringen fredag 1,2 milliarder kroner til en akutpakke, der skal ruste kommuner, stat og regioner til kriser, katastrofer og krig.
Og fondene har også en vigtig rolle at spille, lyder det fra Frederik Kortbæk, der er formand for brancheforeningen Danske Fonde, som repræsenterer 25 små og mellemstore filantropiske fonde.
”Fondene er lidt tilbageholdende i forhold til det her nye område. Men der er brug for at komme i gang, og ikke mindst at vi koordinerer med hinanden fondene imellem,” siger Frederik Kortbæk, som også er bestyrelsesformand i Niels Brock Fonden.
Under corona-epidemien var fondene gode til at åbne for pengekasserne.
”Men det skete også i hast og lidt for hovedkulds. Det kan vi lære af, og nu har vi muligheden for at være forberedte,” siger brancheforeningsformanden.
Vi skal alle sammen bidrage, og i fondene har vi unikke muligheder for at handle, uanset om vi arbejder med sociale formål, forskning eller uddannelse,
Frederik Kortbæk – formand, Danske Fonde
”Vi skal alle sammen bidrage, og i fondene har vi unikke muligheder for at handle, uanset om vi arbejder med sociale formål, forskning eller uddannelse,” lyder det fra Frederik Kortbæk.
Går selv forrest
Som formand for Niels Brock Fonden, der støtter og belønner studerende på Niels Brock uddannelserne med legater og priser, er han selv godt i gang.
Niels Brock Fonden har i samarbejde med uddannelsesinstitutionen igangsat et undervisningsforløb i beredskab og samfundsansvar.
Uddannelsesinstitutionen står for undervisningsforløbet, hvor eleverne skal arbejde tværfagligt med en udfordring inden for beredskab og sikkerhed. Og Niels Brock Fonden vil belønne den bedste elevgruppe med en pris - Civilprisen.
”Vi tager teten her, fordi det er en oplagt mulighed. Vi kan bidrage til, at de unge får øget bevidsthed om beredskab og sikkerhed ved at arbejde rundt om konkrete problemstillinger fra civilsamfundet. Hvordan kan man for eksempel sikre krisekommunikation til handicappede og udsatte, hvis vores internet og elektricitet bliver ramt? Det er sådanne spørgsmål, som de unge kan arbejde ud fra,” fortæller Frederik Kortbæk.
Civilprisen og beredskabsundervisningen begynder som pilotprojekt i en enkelt klasse på innovationsgymnasiet i år og skaleres fra næste skoleår til flere klasser. De unge får gennem projektet mulighed for at være aktive medskabere af samfundssikkerheden.
“Vi føler alle et moralsk ansvar for at sikre beredskabet i Danmark, men det er vigtigt, at vi forventningsafstemmer, for der er tale om en stor samfundsopgave. Det har ligget lige for, at uddannelsesinstitutionerne inddrages så hurtigt som muligt,” siger Frederik Kortbæk.
Håbet er også, at projektet kan være til inspiration for andre. Både inden for uddannelsesområdet, men også på andre områder.
”Vi har igangsat det her projekt, fordi det ligger inden for vores fokusområde og fundats. Men andre fonde kan jo sætte ind på deres egne arbejdsområder. Det er bare om at komme i gang,” siger Frederik Kortbæk.
Beredskabspartnerskab
Ideen til Civilprisen opstod, da Frederik Kortbæk kort før jul deltog i opstartsmødet i Beredskabspartnerskabet – et partnerskab mellem ministeriet for samfundssikkerhed og beredskab, omkring 50 civilsamfundsorganisationer og omtrent 20 fonde og uddelende foreninger, som skal styrke samarbejdet mellem civilsamfund og myndigheder om Danmarks beredskab før, under og efter kriser.
Den koordineringsopgave vil vi gerne påtage os i Danske Fonde som den eneste brancheforening for fondssektoren i Danmark,
Frederik Kortbæk – formand, Danske Fonde
I forbindelse med opstartsmødet i partnerskabet fortalte minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) til Altinget, at flere fonde havde rakt ud og udtrykt interesse for at støtte op om samfundssikkerhed.
”Det glæder mig, at der er en klar fælles ambition, og at også fonde vil understøtte den,” sagde han dengang til Altinget.
Frederik Kortbæk nikker genkendende til, at der er interesse fra fondene for at gå ind i beredskabsområdet.
”Men det kan også være lidt uhåndgribeligt, hvordan man kommer i gang, og hvad fondenes rolle præcist er. Dog skal vi ikke læne os afventende tilbage, men bare se at komme i gang indenfor hver vores respektive område,” siger han.
Formanden for brancheforeningen pointerer i den forbindelse, at der er behov for at fondene koordinerer, forventningsafstemmer og videndeler med hinanden omkring indsatser og evalueringer.
"Og den koordineringsopgave vil vi da gerne påtage os i Danske Fonde som den eneste brancheforening for fondssektoren i Danmark," lyder opfordringen fra Frederik Kortbæk.

