To ud af tre danskere, helt præcis 67,2 procent, tog turen ned til det lokale afstemningssted og deltog i valghandlingen, da der i 2021 var kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark.
Men som det er set mange gange før, var der kæmpestore forskelle på fødselsåret blandt valgdeltagerne. I aldersgruppen 21-29 år var det kun godt halvdelen, 53 procent, som stemte, mens næsten 80 procent af de 70-79-årige udnyttede den demokratiske ret til at være med til at bestemme sammensætningen af by- og regionsrådene.
Ifølge en rapport om deltagelsen i 2021-valget skrevet af valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet var det ikke kun i forhold til alder, at der var stor ulighed i valgdeltagelsen. Eksempelvis stemte de længst uddannede i langt højere grad end danskere kun med grundskole på uddannelses-cv’et, og sammenlignet med tidligere steg forskellen i 2021 mellem etniske danskeres og indvandreres/efterkommeres valgdeltagelse.
I både Tuborgfondet og Trygfonden er der et ønske om at flere danskere engagerer sig i lokalpolitik og stemmer, når der tirsdag den 18. november afholdes kommunal- og regionsrådsvalg.
Med en pulje på fire millioner kroner ønsker Tuborgfondet at animere flere unge danskere i alderen 16 til 30 år til at engagere sig i lokalpolitik og, for de stemmeberettigedes vedkommende, gå ned og sætte kryds den 18. november.
Trygfondens fokus i en netop lanceret fem millioner kroner stor særpulje kaldet ’Alle stemmer tæller!’ er at få flere fra de ’underrepræsenterede grupper i demokratiet’ til at bruge deres stemmeret.
Spontane debatter og kørsel til afstemningssteder
I Tuborgfondets valgpulje kan man frem til torsdag den 15. maj 2025 søge om op til 300.000 kroner til aktiviteter, som for eksempel sætter lokalpolitiske temaer på de unges dagsorden og skaber møder mellem unge kandidater og vælgere. Der er et særligt fokus på at engagere unge, der ikke i forvejen føler sig som en del af den lokalpolitiske samtale.
”Vi forventer at støtte en række aktiviteter, hvor unge engagerer sig i og skaber begejstring omkring kommunalvalget. Det kan være alt fra spontane debatmøder på cykelstien over manifester om unges lokale ønsker i deres kommuner til arrangementer, hvor unge motiveres hen til afstemningsstederne,” siger Mathias Findalen, der er programansvarlig for området Demokrati og kreative erhverv i Tuborgfondet.
Tuborgfondets pulje:
- Valgpuljen er på fire millioner kroner. Der kan ansøges om op til 300.000 kroner.
- Målet er at engagere flere unge mellem 16 og 30 år i politik. Samtidig er det et mål at styrke valgdeltagelsen ved kommunal- og regionsrådsvalget blandt unge i hele landet.
- Ansøgningsfrist: 15. maj 2025.
- Læs mere her.
Selvom det er Tuborgfondets overordnede mål med valgpuljen at få flere unge over hele landet til stemmeurnerne, er fonden ifølge Mathias Findalen bevidst om, at det, som han siger, er ”meget svært” at måle den direkte effekt af de udvalgte, støttede aktiviteter.
”Så det er nærmere et fortællermæssigt greb, som handler om, at vi ønsker at skabe øget demokratisk engagement blandt unge. Valget skal komme på unges læber. Og vores tilgang er, at hvis der er mere ungeengagement og opmærksomhed om valget, er der også større chancer for, at de unge går ned og stemmer. Kan nogle af de projekter, vi støtter, medvirke til det, vil det være rigtig godt,” siger Mathias Findalen.
Hvis man efter kommunalvalget om et halvt år kan konstatere, at der har været en stigning blandt unge, som har stemt – især 2. og 3. gangs vælgere – kan det ifølge Mathias Findalen være et tegn på, at det var godt, Tuborgfondet etablerede valgpuljen.
”Vi ved fra forskningen på området, at fællesskaber er det absolut afgørende parameter for at stemme. Derfor skal man være en del af et ungefællesskab for overhovedet at søge puljen,” understreger Mathias Findalen.
Det er, tilføjer han, vigtigt for Tuborgfondet, at de 16- til 30-åriges engagement i lokalpolitik op til valget sker på deres egne præmisser.
”Vi vil gerne se mange aktiviteter, der er drevet af de unge selv,” siger Mathias Findalen.
Styrker deltagelse i både formelt og uformelt demokrati
Når Trygfonden i sin særpulje ’Alle stemmer tæller!’ særligt ønsker at appellere til initiativer, der kan få de underrepræsenterede grupper i demokratiet til at bruge deres stemmeret, handler det ikke kun om alder.
Trygfondens pulje:
- Særpuljen ’Alle stemmer tæller!’ er på fem millioner kroner.
- Fonden ønsker at støtte projekter i hele Danmark, der kan øge valgdeltagelsen ved kommunal- og regionsrådsvalget blandt de befolkningsgrupper, der sjældent får stemt.
- Ansøgningsfrist: 16. juni 2025 kl. 12.
- Læs mere her.
Ifølge Natasha Al-Hariri, der er projektchef i Trygfonden, er fondens strategiske vinkel på arbejdet med at styrke demokratiet, at et demokrati er stærkere, jo flere stemmer der er repræsenteret i det.
”Derfor arbejder vi med et fokus på at øge valgdeltagelsen blandt de underrepræsenterede grupper i vores demokrati. Her definerer vi de underrepræsenterede borgere som dem, der sjældnere finder vej til stemmeurnerne end andre borgere. Det er eksempelvis borgere med anden etnisk baggrund, herunder særligt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, samt socialt udsatte, borgere på overførselsindkomst og borgere med kortere uddannelser,” siger Natasha Al-Hariri.
Ifølge Trygfondens projektchef er valgene en ”oplagt arena at arbejde i”.
”Vores arbejde med at styrke engagementet i demokratiet foregår dog i høj grad også mellem valgene, blandt andet gennem vores uddelinger til organisationer, der arbejder med netop dette felt. Vi ønsker at styrke deltagelsen i både det uformelle demokrati, såsom frivillighed over en bred kam, og den mere formelle deltagelse i samfundet, for eksempel at stemme til et valg. Vi arbejder løbende med begge områder og oplever, at de ofte overlapper og beriger hinanden. For eksempel ser vi, at dét at engagere sig i et fællesskab, at øve sig i et lille demokrati og at tilegne sig modet og selvtilliden til at gøre sin stemme tydelig kan være de nødvendige skub til at deltage i det formelle demokrati. Såvel som dét at sætte sit kryds den første gang kan motivere til at engagere sig i hverdagsdemokratiet,” siger Natasha Al-Hariri.
Et effektivt filantropisk værktøj
Både for Tuborgfondet og Trygfonden er det tilbagevendende, at der etableres særlige puljer op til valg – både folketings-, europaparlaments- og kommunalvalg. Eksempelvis støttede Tuborgfondet op til det seneste kommunal- og regionsrådsvalg 28 projekter, og også dengang var det med en overordnet målsætning om at få flere unge til at stemme.
”Det, vi har kunnet se, er, at en pulje er et ret effektivt filantropisk værktøj til at skabe Sense of urgency. Man kan jo altid søge penge hos Tuborgfondet, i og med vi er ansøgerdrevne, men med puljer som vores valgpuljer skaber vi aktivitet og engagement omkring valgene – det er en bølge, der bliver sat i gang. Når det er sagt, er det jo ikke kæmpestore arrangementer, man får støtte til – hverken ved de tidligere valg eller i den nye pulje frem til dette års kommunalvalg. Man kan højest søge om 300.000 kroner, og det sætter jo en begrænsning for størrelsen på projekterne. Men vi tror på, at også mindre indsatser kan gøre en stor forskel op til valg,” siger Mathias Findalen.
Ifølge den programansvarlige for demokratiområdet er der flere grunde til, hvorfor Tuborgfondet ser det som fondens opgave at fremme unges valgdeltagelse og engagement i politik.
”Først og fremmest er det fordi, vi har demokrati som indsatsområde – hvis vi ikke havde det, er jeg ikke sikker på, vi ville lave en indsats som denne. Et af målparametrene i vores indsatsområde er at få flere unge til at få indflydelse – ind i de rum, hvor der bliver bestemt og handlet fra – og her er kommunalvalg jo en meget oplagt mulighed for at skabe lokalpolitisk engagement,” pointerer Mathias Findalen.
”Derudover har vi de 16- til 30-årige som målgruppe, og vores tilgang er, at samfundet kommer ikke længere, end hvad unge i denne aldersklasse drømmer om og tør handle på. Derfor er det fuldstændig afgørende, at når vi afholder valg og vælger beslutningstagere, skal de unge engageres til at bidrage – ikke kun den 18. november, men også før og i princippet også efter selve valgdagen,” siger han.
Mathias Findalen understreger, at Tuborgfondet ikke støtter partipolitiske aktiviteter.
”Det handler for os som fond om at skabe engagement og deltagelse i demokratiet uanset partipolitiske præferencer,” siger han.