
Gliomer er tumorer, der opstår i hjernen og er yderst vanskelige at behandle. De udgør den primære årsag til hjernetumorrelaterede dødsfald hos både børn og voksne.
Neuroforskerne Michelle Monje og Frank Winkler har gjort bemærkelsesværdige opdagelser ved at vise, at hjernecellers aktivitet kan fremme udviklingen af hjernetumorer, og det er baggrunden for, at de to professorer netop af Lundbeckfonden er blevet tildelt The Brain Prize 2025.
På vegne af Lundbeckfonden sender administrerende direktør Lene Skole i en pressemeddelelse de to vindere lykønskninger.
"Prismodtagernes banebrydende arbejde inden for hjernetumorer er et lysende eksempel på, hvordan dét at anlægge et nyt perspektiv og en ny videnskabelig tilgang kan åbne op for en helt ny forståelse af hjernen og dens sygdomme. Professorerne Michelle Monje og Frank Winkler har leveret afgørende neurovidenskabelige indsigter i hjernetumorer, hvilket også åbner et enormt potentiale for udvikling af nye og længe ventede behandlingsmetoder. Cancer Neuroscience er et nyt forskningsfelt, og forhåbentlig vil prisen inspirere flere forskere, både yngre og erfarne, til at gå ind i dette spændende felt,” siger Lene Skole.
The Brain Prize er blevet uddelt siden 2011 til i alt 47 forskere fra 11 forskellige lande. Hjerneforskningsprisen er på 10 millioner kroner.
Kreativt rum for unge kulturentreprenører kan fortsætte
Filantropis ugentlige oversigt over udvalgte nye fondsuddelinger fortsætter til kulturens verden, nærmere bestemt til et musikfællesskab kaldet JazzHaus. Takket være en bevilling på 300.000 kroner fra Spar Nord Fonden kan JazzHaus nu fortsætte sine aktiviteter i Trekantområdet i 2025.
Konceptet startede i Kolding i 2016 og er sidenhen vokset til også at omfatte Vejle, Haderslev, Grindsted og senest Fredericia. Dér bliver der holdt cirka 40 koncerter om året og afviklet workshops og studieture af unge frivillige.
Ifølge en nyhed på Spar Nord Fondens hjemmeside har JazzHaus gennem årene skabt et kreativt rum og et stærkt fællesskab blandt de unge kulturentreprenører.
“De får lov til at stå for alt fra booking til gennemførelse af koncerter og workshops og kan på den måde styrke deres kompetencer indenfor musik- og eventplanlægning til glæde for dem selv og for kulturlivet,” siger Bo Uggerhøj, der er fondsdirektør i Spar Nord Fonden.
Det er spillestedet Trio, som står bag JazzHaus-projektet.
Støtte til transformation af Danmarkshuset i Paris
I Paris skal Danmarkshuset på Champs-Élysées gennemgå en større transformation, og det projekt støttes økonomisk af den filantropiske forening Realdania med 20 millioner kroner.
Danmarkshuset har fået udfærdiget et ambitiøst renoveringsprojekt, der skal gøre bygningen til et levende eksempel på, hvordan vi i Danmark arbejder med klimamæssig bæredygtighed inden for bygningskulturen. Projektet bliver skudt i gang næste år.
Danmarkshuset har siden 1955 arbejdet med at synliggøre det bedste, Danmark har inden for kultur, kunst, erhvervsliv og andre samfundsforhold – både over for franskmænd og besøgende i Paris.
”Støtten fra Realdania muliggør, at La Maison du Danemark kan sikre sin fremtid som et samlingscenter for dansk byggekultur samt fortsætte med at repræsentere Danmark i Paris igennem en moderne, ansvarlig og kulturel platform,” siger Helene Hanum Lanza, Danmarkshusets direktør, i pressemeddelelse fra Realdania.
Ifølge administrerende direktør i Realdania Jesper Nygård spiller Danmarkshuset en helt særlig rolle som repræsentant for Danmark – både i det dansk-franske samarbejde, men også over for de mange mennesker fra hele verden, som passerer huset på Champs-Élysées.
”Derfor er omdannelsen af Danmarkshuset en unik mulighed for at vise, hvordan vi i Danmark arbejder med at passe på historiske huse på en måde, hvor vi forener høj arkitektonisk kvalitet med et lavt klimaaftryk og ressourceforbrug,” siger Jesper Nygård.
Støtte til nyt projekt om trivsel i de første leveår
Med 14,97 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden vil psykologer på Københavns Universitet forsøge at styrke de ét- til toåriges sociale og følelsesmæssige udvikling. Det skal ske gennem et forsknings- og interventionsprojekt ved navn ’Forstå din tumling’.
Projektet har særligt fokus på børnenes omsorgspersoner, det vil sige forældre og pædagogisk personale i vuggestuer og dagpleje, der er centrale for børnenes udvikling, skriver Nordea-fonden i en nyhed på fondens hjemmeside.
Forældre og pædagogisk personale har en afgørende rolle i at hjælpe børnene med at regulere de svære følelser, der naturligt opstår i tumlingealderen
Mette Skovgaard Væver – leder af Nationalt Videnscenter for Familieforskning
”Forældre og pædagogisk personale har en afgørende rolle i at hjælpe børnene med at regulere de svære følelser, der naturligt opstår i tumlingealderen. Samtidig har børnene brug for, at de voksne kan stille krav på en tydelig og sensitiv måde, men også støtte barnets lyst til at lege og udforske verden,” forklarer Mette Skovgaard Væver, der er professor og leder af Nationalt Videnscenter for Tidlig Indsats og Familieforskning.
Nordea-fonden fremhæver, at projektet vil give det pædagogiske personale i dagtilbud endnu bedre muligheder for at understøtte børnenes udvikling.
”Mange ’tumlinger’ bliver en del af et børnefællesskab, når de starter i institution. Her er de dybt afhængige af de voksne og pædagoger, som hver dag passer på dem, leger med dem og bidrager til deres udvikling. Med projektet får det pædagogiske personale tilbudt en lettilgængelig opkvalificering, som skal hjælpe dem med at støtte børnene i deres sociale udvikling i endnu højere grad – alt sammen for at give dem de bedste forudsætninger for et godt liv,” siger Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.
Projektet løber fra 2025 til 2029.
Vil have flere kvinder ind på ledelsesgangene
Female Leadership Academy er navnet på et ledelsesprogram, der blev skabt for fem år siden for at sikre bedre fremdrift i ligestillingen på ledelsesgangene i dansk erhvervsliv. Siden har flere end 10.000 unge kvinder deltaget i ledelsesakademier, workshops og events i København, og det arbejde skal nu udbredes til resten af landet.
Det er baggrunden for en samlet bevilling på 4,4 millioner kroner fra Industriens Fond og Tietgenfonden til Female Leardership Academy, skriver Industriens Fond i en pressemeddelelse.
Udviklingsdirektør i Industriens Fond Charlotte Kjeldsen Krarup understreger, at en god kønsbalance i ledelseslagene skaber bedre resultater og mere innovation – og dermed styrket konkurrenceevne.
”Men udviklingen går fortsat trægt, og i modsætning til mange andre ledelsesprogrammer fokuserer Female Leadership Academy blandt andet på helt unge kvinder, der stadig studerer. Det er med til at motivere, inspirere og skabe et ledelsesmindset hos kvinderne, allerede inden karrieren for alvor indledes, og det arbejde vil vi gerne udbrede til resten af landet," siger Charlotte Kjeldsen Krarup.
Støtter rådgivning af pårørende til psykisk syge</h3<
Psykiatrifonden oplever en stigning i antallet af henvendelser fra mennesker, der har psykisk sygdom tæt inde på livet. For at imødekomme det voksende rådgivningsbehov har Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld valgt at støtte organisationens rådgivning med en donation på 150.000 kroner.
Det skriver Fonden Sol og Strand i en nyhed på hjemmesiden.
Udover at forlænge åbningstiden på Psykiatrifondens telefonrådgivning skal midlerne bruges til at rekruttere og uddanne flere frivillige rådgivere, som er rådgivningens vigtigste ressource. I dag er der omkring 160 fagligt funderede rådgivere tilknyttet, heriblandt læger, psykologer, skolelærere og sygeplejersker.
Psykisk sygdom kan ramme os alle, og det er afgørende, at der er en håndsrækning til dem, der har brug for det.
Margit Andersen – Medstifter, Fonden Sol og Strand
”Psykisk sygdom kan ramme os alle, og det er afgørende, at der er en håndsrækning til dem, der har brug for det. Vi er derfor glade for, at vi kan støtte Psykiatrifondens vigtige arbejde,” siger Fonden Sol og Strands medstifter Margit Andersen.
Støtte til arbejde med at forebygge senaborter
Fonden Sol og Strand er hjemmehørende i Blokhus, og ugens sidste to udvalgte uddelinger er også fra det nordjyske.
Hvert år oplever én ud af 100 kvinder at miste deres barn mellem graviditetsuge 14 og 28 uden en forklaring. Derfor har Region Nordjylland igangsat et nyt forskningsprojekt, som skal undersøge årsagen til disse senaborter og forbedre behandlingsmulighederne.
Projektet er blevet muliggjort gennem en donation på 248.000 kroner fra den nordjyske fond Melsen Fonden, som blandt andet skal gå til at dække udgifterne til blodprøveanalyser, hvilket er en afgørende del af forskningsprojektet.
”I dag bliver kvinder med uforklarlige senaborter først udredt, hvis de oplever endnu en senabort eller flere tidlige aborter. Det betyder, at de står alene med mange ubesvarede spørgsmål og stor psykisk belastning. Med denne forskning håber vi at kunne udvikle en metode, der kan identificere kvinder i risikogruppen tidligere og muligvis forebygge flere tab,” forklarer Ole Bjarne Christiansen, professor og overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, i en nyhed på Melsen Fondens hjemmeside.
Forskningsprojektet forventes at være afsluttet i 2026 og rekrutterer deltagere fra Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup.
Kajakklub får penge til at udvide motionsrum
Vi slutter i sportens verden. På sin hjemmeside skriver den nye filantropiske aktør AN-TV, at der netop er blevet givet et tilsagn om en halv million kroner i støtte til Kano- og Kajakklubben Limfjorden (KKL).
Pengene skal bruges til en udvidelse og forbedring af kano- og kajakklubbens motionsrum – et ønske, der længe har stået højt på ønskelisten, idet det er vigtigt for klubben, at dens medlemmer kan vedligeholde formen og passe deres træning i vinterhalvåret, hvor aktiviteterne på vandet ofte er svært tilgængelige.
KKL har godt 250 medlemmer, der spænder bredt aldersmæssigt fra 10 år og helt op til 75+. Klubben lægger stor vægt på at skabe gode rammer for kajaksporten på konkurrenceplan og har gennem sin levetid vundet flere danske og nordiske mesterskaber samt haft deltagere med til EM, VM og OL.
”Kano og Kajakklubben Limfjorden er et godt eksempel på en forening, der skaber værdi langt ud over deres egne rammer. Klubben samler mennesker på tværs af alder og niveau og formår at kombinere sportslige ambitioner med et inkluderende fællesskab. AN-TV vil gerne støtte projekter, der giver varige forbedringer, og udvidelsen af motionsrummet i klubben er netop en sådan investering,” siger Jakob K. Svendsen, der er formand for AN-TV.