
Nu kan sønderjyder og besøgende i Sønderjylland lytte til litteratur, der udspiller sig netop dér, hvor de sætter fødderne.
Biblioteket Sønderborg har netop lanceret Spor - otte litterære lydvandringer, der følger forskellige ruter i Sønderborg Kommune.
Projektet er støttet med 500.000 kroner fra Villum Fonden.
"Vi håber at kunne nå nogle målgrupper, som normalt ikke opsøger kultur og litteratur, men mere orienterer sig mod naturen gennem det her projekt," fortæller projektleder Line Kveiborg.
Bevillingen var en del af Villum Fondens pulje 'Dagslys og frisk luft', og bringer en traditionelt stillesiddende indendørsaktivitet som læsning ud i naturen.
Hver af de otte vandreruter har fået en lydfortælling, der er tilpasset til det landskab, man bevæger sig igennem.
Fortællingerne er skrevet af lokale forfattere fra forfattergruppen Alssund, og der har også været en lyddesigner tilknyttet. Man kan både lytte til digte, historisk drama, thriller og gamle sagn.
Man kan i princippet lytte til fortællingerne hvor man vil - også hjemme i sofaen.
"Men samtidig med at man lytter til litteratur, vil fortællingen også guide dig igennem ruten og henvise til ting, du ser eller oplever undervejs. Alle sanser kommer i brug, så det vil give mest mening at lytte undervejs på ruterne," fortæller Line Kveiborg.
Fortællingerne er indlæst af Dan Schlosser og Helene Egelund og er tilgængelige for alle via en app.

