
Vi begynder denne uges uddelingsoverblik i København, nærmere bestemt Københavns Universitet, hvor Novo Nordisk Fonden har bevilget 700 millioner kroner til et nyt Center for Protein Design (CPD).
Gennem forskning og tværfagligt samarbejde langt ud over Danmarks grænser skal centeret sætte sig i spidsen for udviklingen af proteindesign og områdets anvendelsesmuligheder fra behandling af sygdomme til håndtering af miljøproblemer. Det skal ske under ledelse af den internationalt anerkendte engelske professor Dek Woolfson, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Med proteindesign fremstiller forskere helt nye kunstige proteiner – også dem, som naturen ikke selv har udnyttet – og skræddersyr dem til konkrete udfordringer. Det kan for eksempel være kunstige proteiner, der kan opdage sygdomme, og helbrede dem direkte i kroppen. Eller proteiner, som kan anvendes i industrien til for eksempel en mere miljøvenlig produktion af lægemidler, eller nedbryde plast og andre forurenende stoffer.
Proteindesign er et voksende område. I 2024 gik nobelprisen til to forskere inden for kunstig intelligens og en biokemiker, som havde påvist, at man kan designe proteiner fra bunden ved hjælp af computere. Det er dette arbejde, som direktør Dek Woolfson og det nye center skal bygge videre på:
"De nye, store fremskridt, der er sket med hensyn til at forstå proteiner og computerdesign, herunder kunstig intelligens, giver os redskaber til at påbegynde design af kunstige proteiner, og de afledte muligheder synes næsten uendelige. Der er dog stadig meget arbejde, inden det fulde potentiale for proteindesign er indfriet. CPD-centret får en nøglerolle heri, blandt andet ved at bedrive grundforskning og omsætte den til konkret brug. Jeg er meget begejstret for denne mulighed, og jeg glæder mig til at få centret i gang og lede det," siger Dek Woolfson.
De nye, store fremskridt, der er sket med hensyn til at forstå proteiner og computerdesign, herunder kunstig intelligens, giver os redskaber til at påbegynde design af kunstige proteiner, og de afledte muligheder synes næsten uendelige
Dek Woolfson – Direktør, Center for Protein Design
Novo Nordisk Fonden har længe været klar over det store potentiale ved proteindesign og ambitionen er, at det nye center skal være en international drivkraft i at realisere dette potentiale:
"På det seneste er der sket store fremskridt på området, og Danmark har et stærkt udgangspunkt med sin lange tradition for proteinforskning. Med denne bevilling kan vi være med til at omsætte banebrydende grundforskning til konkrete løsninger, uddanne den næste generation af forskere inden for dette nøgleområde og i sidste ende etablere et kraftcenter for proteindesign i Europa," siger Lene Oddershede, Chief Scientific Officer, Novo Nordisk Fonden.
Ansigtsløft af verdens første højskole
Vi drager sydpå til Rødding i Sønderjylland. Her ligger Rødding Højskole, Danmarks ældste folkehøjskole og den allerførste af sin art i verden.
Med en bevilling på 34 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, kan højskolen nu begynde første etape af et omfattende restaureringsprojekt med at forny og udvide højskolens spisesal og køkken, der er hjertet i højskolens fællesskab og daglige liv, skriver A.P. Møller Fonden i en nyhed på sin hjemmeside. Derudover skal midlerne bruges til at fjerne den gamle vandrehal og opføre nye glasgange, der skal forbinde spisesalen med højskolens hovedbygning, som blev opført i 1920.
På den måde skal renoveringen bevare de fysiske rammer og styrke kulturarven, skriver A.P. Møller Fonden:
”Rødding Højskole har siden 1844 været et af fundamenterne i dansk folkeoplysning og dannelse. Det samlede projekt bevarer de fysiske rammer og ambitionen er at styrke kulturarven, som skolen hver dag formidler til elever og kursister fra hele landet.”
Genbrug af ikonisk bygning
Vi fortsætter i fællesskabets ånd i det jyske.
Den tidligere Journalisthøjskole i Aarhus – kendt som Bunkeren – skal nemlig omdannes til kultur- og fællesskabshus i den nye bydel Margrethebjerg i Skejby.
Med en bevilling på 95 millioner kroner fra Nordea-fonden kan ngo’en FO-Aarhus nu påbegynde arbejdet med at transformere den gamle journalisthøjskole til et socialt samlingspunkt med socialøkonomisk café, værksteder, koncert- og mødelokaler. Derudover skal stedet huse fællesspisninger, læsegrupper og meget mere, skriver FO-Aarhus i en pressemeddelelse.
“Kulturhus Bunkeren bliver Margrethebjergs sociale samlingspunkt. Vi drømmer om at skabe et sted, der bliver ramme for kultur, fællesskaber, forenings- og fritidsliv, og som bliver en central aktør i den kommende bydel, som mødested for områdets beboere og borgere i hele Aarhus. Vi er utroligt glade og stolte over opbakningen fra Nordea-fonden. Rigtig mange mennesker har bidraget og lagt tid og kræfter i at udvikle det, der nu skal realiseres, og jeg er glad for, at de får den anerkendelse,” siger Anne Thorø Nielsen, skoleleder for FO-Aarhus.
Kulturhus Bunkeren bliver Margrethebjergs sociale samlingspunkt. Vi drømmer om at skabe et sted, der bliver ramme for kultur, fællesskaber, forenings- og fritidsliv, og som bliver en central aktør i den kommende bydel
Anne Thorø Nielsen – Skoleleder, FO-Aarhus
Det nye kulturhus skal samtidig være et forbillede for, hvordan gamle, ikoniske bygninger kan transformeres med respekt for både kulturarv og klima. Den tidligere Journalisthøjskole fra 1972 er kendt for sin brutalistiske arkitektur, og den bliver omdannet til moderne kulturhus med respekt for den oprindelige arkitektur.
I Nordea-fonden ser uddelingschef Christine Paludan-Müller frem til at følge udviklingen med transformationen af den ikoniske bygning og etableringen af det nye sociale samlingssted:
”Det ligger et stærkt lokalt engagement og en masse gode frivillige kræfter bag udviklingen af Kulturhus Bunkeren i Aarhus. Hos Nordea-fonden er vi stolte af at støtte transformationen af den tidligere journalisthøjskole til et nyt levende mødested, der kommer til at byde på et masse spændende foreningsaktiviteter og sociale arrangementer. Ambitionen med Kulturhus Bunkeren er, at vi får et centralt samlingspunkt for hverdagslivet i den nye bydel Margrethebjerg i Aarhus. Den ikoniske bygning kommer til at danne ramme for nye fællesskaber, foreningsliv og folkeoplysning – for en meget bred og mangfoldig gruppe af borgere,” siger hun.
Flere seniorer skal gribe bordtennisbattene
Bordtennis rummer et stort potentiale for seniorer - både fordi det styrker den fysiske og mentale sundhed ved at kombinere fysisk aktivitet med taktik og hurtighed, og fordi det kan være en vej ind til nye fællesskaber og mere livskvalitet.
Nu har Bordtennis Danmark indgået en partnerskabsaftale med Velux Fonden for det kommende år, der skal sikre, at flere seniorer griber battet og finder glæden ved spillet.
Velux Fonden har bevilget en beløbsramme på 500.000 kroner, som skal gøre det lettere at starte 60+ bordtennishold rundt om i landet og styrke de frivillige, som står for aktiviteterne, skriver Velux Fonden i en pressemeddelelse.
”Vi oplever en stor lyst blandt seniorerne til både at spille og engagere sig som frivillige. Igennem partnerskabet med Velux Fonden får vi nu mulighed for at bygge videre på den store interesse og udbrede bordtennissporten til endnu flere lokalsamfund. Det betyder meget for både sundheden, fællesskabet og det gode seniorliv,” siger Puk Kirkeskov Hvistendal, direktør i Bordtennis Danmark, der er et idrætsforbund under Danmarks Idrætsforbund med ca. 4000 medlemmer i aldersgruppen 60+.
Vi ønsker at bidrage til fællesskaber, der understøtter et aktivt og meningsfuldt liv – også efter de 60. Bordtennis er en fantastisk sport, der både træner kroppen og hjernen, og som samtidig skaber stærke fællesskaber og handlekraft.
Trine Heidemann – Vicedirektør, Velux Fonden
I Velux Fonden glæder de sig over partnerskabet og målet om at skabe flere lokale tilbud for seniorer, der gerne vil være aktive i fællesskabet om bordtennis med andre, og sikre, at det bæres af stærke frivilligmiljøer:
”Vi ønsker at bidrage til fællesskaber, der understøtter et aktivt og meningsfuldt liv – også efter de 60. Bordtennis er en fantastisk sport, der både træner kroppen og hjernen, og som samtidig skaber stærke fællesskaber og handlekraft. Derfor er vi glade for at kunne bakke op om Bordtennis Danmarks indsats for at engagere endnu flere borgere,” siger Trine Heidemann, vicedirektør i Velux Fonden.
Gallaarrangement for Børnetelefonen
I den forgangne uge har The Agger Foundation afholdt Golf & Galla for Charity til fordel for Børnetelefonen og Børns Vilkår med golfturnering i Helsingør Golf Club og efterfølgende gallaarrangement på Marienlyst Strandhotel ved Helsingør Havn.
På golfbanen dystede tidligere og nuværende sportsstjerner, musikere, skuespillere og kunstnere fra ind- og udland. Og til aftenens gallaarrangement spiste og festede gæsterne til livemusik fra Katinka, Infernal, Malte Ebert og Østkyst Hustlers, og med Mette Bluhme Rieck og Melvin Kakooza som konferenciers, skriver The Agger Foundation på LinkedIn og deres hjemmeside.
2,25 millioner kroner blev der i alt indsamlet gennem blandt andet køb af golfhold eller galleborde og ved aftenens auktioner.
Pengene går ubeskåret til Børnetelefonen, og hos Børns Vilkår er de meget taknemmelige over støtten:
”Stor tak til The Agger Foundation og alle jer, der bidrog på aftenen! Jeres støtte gør det muligt for os at være der, når børn har allermest brug for det,” skriver Børns Vilkår på LinkedIn.
Mødrehjælpens hus sikret
Vi ender denne uges uddelingsoverblik tilbage i København i Abel Cathrines Gade på Vesterbro.
Her ligger Mødrehjælpens hus, hvor taget nu står foran en gennemgribende renovering efter en samlet donation på 10 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Donationen er med til at sikre fremtiden for Mødrehjælpens hus og for organisationens arbejde, skriver Mødrehjælpen på LinkedIn.
Bygningen i Abel Cathrines Gade blev opført i 1885-86 som et herberg for hjemløse kvinder under Abel Cathrines Stiftelse, og den er et vidnesbyrd om 138 års socialt engagement på Indre Vesterbro. Det fredede hus er den del af Københavns arkitektoniske og kulturelle arv, og har siden 2016 dannet rammen om Mødrehjælpens arbejde for gravide og børnefamilier i sårbare situationer.
”Mødrehjælpens hus i hjertet af København er derfor ikke blot et kontor, men et levende værksted, hvor socialt engagement og kulturarv mødes. Derfor er vi også dybt taknemmelige for fondenes opbakning, så vi kan sikre, at huset bevares – og fortsat kan være et sted, hvor familier mødes af støtte, fællesskab og håb,” skriver Mødrehjælpen på LinkedIn.

