
Samtidig med, at det kulturhistoriske museum Moesgaard de senere år har arbejdet målrettet for at mindske afhængigheden af fondsstøtte til enkeltstående projekter, intensiverer museet i Højbjerg ved Aarhus det strategiske samarbejde med to af Danmarks store kulturfonde.
Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har således netop bevilget 24 millioner kroner, 12 millioner kroner hver, til at støtte udviklingen af Moesgaards indhold gennem den kommende treårige strategiperiode. Programmet frem til 2028 har overskriften ’De store sammenhænge’.
Bevillingerne fra de to fonde dækker både Moesgaards næste tre særudstillinger, der omhandler hver sit verdenshistoriske tema, og en strategisk satsning på at løfte museets videnskommunikation. Det vil blandt andet ske med afsæt i en række nye digitale produktioner, som skal bringe brugerne tættere på Moesgaards forskningsmiljø og give en dybere forståelse for verdenshistorien igennem nye formater.
Direktør Mads Kähler Holst fra Moesgaard Museum lægger ikke skjul på, at han er særdeles glad for, at det ligesom i den forrige strategiperiode, netop er de to kulturfonde, der er hovedbidragsydere til museets strategiske satsninger frem mod 2028. Sammenlignet med den netop afsluttede strategiperiode er det samlede beløb fra de to fonde vokset med to millioner kroner de næste tre år.
”En vis andel af museets aktiviteter er baseret på støtte fra fonde. Så virkeligheden for os ville være noget anderledes, hvis vi dels ikke havde fået 24 millioner fra de to fonde, dels hvis vi ikke havde fortsat vores samarbejde med netop de to fonde, som støtter vores strategiske satsning. Mange af vores øvrige fondssamarbejder er knyttet op på initiativer af projektkarakter og er i mindre grad af strategisk karakter. Det betyder dog ikke, at jeg ikke tror, vi kunne have fundet anden fondsfinansiering i samme størrelsesorden stykket sammen via en række ansøgninger, men det ville i så fald have haft en anden karakter,” siger Mads Kähler Holst.
Samarbejde får partnerskabskarakter
Ifølge direktøren er den måde, Moesgaard samarbejder med Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden på, en retning, museet i stigende grad bevæger sig i – og som startede med de to fondes bevilling i begyndelsen af seneste strategiperiode.
”Det blev for os starten på at flytte dialogen med fondene i en mere og mere strategisk retning. I stedet for at søge om støtte til konkrete leverancer til enkelte udstillinger, taler vi nu i stigende grad med fondene om, hvordan de kan understøtte den overordnede bevægelse, der sker for Moesgaard som helhed. Så man kan sige, at vores samarbejde med fondene er rykket en tand højere op på den strategiske klinge,” siger Mads Kähler Holst.
Det helt overordnede mål for Moesgaard er ifølge direktøren at nå dertil, hvor det, museet laver på tværs af de enkelte år, skaber en egentlig sammenhængende verdenshistorisk forståelse hos dem, der følger og besøger Moesgaard.
”Det er ret afgørende for os, at det ikke bare bliver enkeltstående fragmenterede temaer i de enkelte udstillinger, men at der rent faktisk er en overordnet, sammenhængende, langsigtet linje. I den forbindelse har det stor betydning, at det netop er Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden, vi samarbejder med. Som kulturfonde har de evnen til og ønsket om at støtte os institutionelt, men har også en forståelse for de langsigtede tanker, vi har. Det er derfor, at matchet har været og er ret stærkt,” forklarer Mads Kähler Holst.
Begge fonde er godt klar over, at der skal et længere træk til for at nå målene
Mads Kähler Holst – Direktør, Moesgaard Museum
Det styrker yderligere matchet, at begge fonde også støttede Moesgaard i den netop afsluttede strategiperiode. Det giver nemlig en langsigtethed i samarbejdet, pointerer museumsdirektøren.
”Begge fonde er godt klar over, at der skal et længere træk til for at nå målene. På den måde får samarbejdet med de to fonde også lidt en partnerskabskarakter, hvor de takket være deres brede kendskab til hele kultur- og museumsområdet bidrager til at kvalificere vores strategitænkning,” siger Mads Kähler Holst.
Moesgaards dialog med Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden er i takt med det intensiverede samarbejde ifølge Mads Kähler Holst flyttet fra at være afrapportering på enkelte projekter til løbende drøftelser om museets overordnede strategiske retning.
”Dermed er de to fondes grundforståelse blevet vedligeholdt. Op til den konkrete ansøgning om støtte i den nye strategiperiode har der faktisk ikke været voldsom meget mødeaktivitet, idet ansøgningen ligger i forlængelse af en bund af forståelse, som er blevet opbygget gennem nogle år,” siger han.
Særlig position i dansk museumslandskab
Frank Rechendorff Møller, der er administrerende direktør i Augustinus Fonden, understreger, at fonden har støttet Moesgaard gennem mange år, herunder til opførelsen af det nuværende museum og siden 2019 til strategisk udviklingsarbejde.
”Dette har resulteret i velfunderede udstillinger, der forbinder historiske temaer med globale udfordringer som klimakrise og folkevandring. Moesgaard har arbejdet ambitiøst med deres udstillingspraksis og digitale formidling, hvilket har tiltrukket et stort publikum, som har fået nye indsigter og fordybelse i kulturhistorien. Moesgaard har manifesteret sig med en særlig position i det danske museumslandskab gennem deres faglige arbejde og digitale formidling. De samarbejder med andre museer og er et ’videnscenter’ for digital formidling,” skriver Frank Rechendorff Møller i en mail til Filantropi om baggrunden for fondens støtte til Moesgaard.
”Målet med Moesgaards arbejde er at skabe en verdenshistorisk forståelse hos en stadig større brugergruppe. Herigennem kan de historiske fortællinger blive en aktiv del af den fælles samtale og referenceramme. En historisk forståelse, der bygger på forskning, er der mere end nogensinde brug for i en verden med masser af misinformation,” tilføjer Augustinus Fondens direktør.
Også hans kollega i Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng, har mange lovord til overs for den positive forskel, som det aarhusianske museum gør:
Over en årrække har Moesgaard Museum arbejdet strategisk med at udvikle en række særlige udstillingsformater, hvor de store sammenhænge i verdenshistorien foldes ud baseret på international forskning
Christine Wiberg-Lyng – Direktør, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
”Over en årrække har Moesgaard Museum arbejdet strategisk med at udvikle en række særlige udstillingsformater, hvor de store sammenhænge i verdenshistorien foldes ud baseret på international forskning samt fængende dramaturgi og scenografiske greb. I forlængelse heraf er det fondens opfattelse, at Moesgaard på dygtig vis lykkes med at inspirere et stort og dedikeret publikum til at søge ny viden.”
”Aage og Johanne Louis-Hansens Fond støtter desuden museets fortsatte arbejde med at styrke det institutionelle vidensmiljø, så viden fra udstillingerne også via digitale kanaler kan styrke brugerens forståelse for de store sammenhænge i verdenshistoriens kultur- og udviklingstrin, herunder fremhæve det særligt danske i et større historisk perspektiv,” lyder det fra Christine Wiberg-Lyng i en skriftlig kommentar til Filantropi.
Ingen indflydelse på det museale indhold
Begge kulturfondes direktører understreger samtidig, at det ikke indgår som en del af det styrkede samarbejde, at fondene har – eller skal til at have – indflydelse på, hvad der konkret kommer på væggene og i montrerne på Moesgaard.
”Augustinus Fonden lægger vægt på et langsigtet engagement og møder samarbejdspartnere og ansøgere med tillid og lydhørhed overfor deres behov. Fonden holder løbende dialog med Moesgaard angående ansøgninger og udstillinger. Fonden arbejder ud fra et armslængdeprincip og har ingen indflydelse på museets arbejde eller valg af udstillinger. Derfor er støtten fra fonden givet som en samlet rammebevilling til museet og ikke til den enkelte udstilling. Hvilket program og vinkel, museet vælger for sine udstillinger, er museets eget valg, og fonden stoler fuldt ud på, at Moesgaard er de bedste til at træffe disse valg på et fagligt og forskningsunderbygget grundlag,” fastslår Frank Rechendorff Møller.
Fra Christine Wiberg-Lyng lyder det samstemmende:
”Fonden har absolut ingen indflydelse på det museale indhold, som vores bevilling vedrører.”
Adspurgt om sit syn på de to kulturfondes indflydelse, om nogen, på Moesgaards udstillinger og virke i øvrigt, fastslår Mads Kähler Holst, at det primære bidrag fra de to fonde er, at ”de køber ind på museets grundlæggende ambitiøse mission om at formidle den store verdenshistorie.”
”De er ikke inde at kigge på de enkelte temaer, men de spørger ind til, hvordan vi kan løfte de konkrete mål og er dermed med til at kvalitetssikre tingene. Gennem den løbende dialog har de jo også en vis indflydelse på den retning, vi bevæger os i, men det sker ud fra en interesse i at styrke institutionen Moesgaard,” siger Mads Kähler Holst.
I et debatindlæg i Filantropi i november 2024 ytrede Mads Kähler Holst sig i diskussionen om fondenes rolle efter museumsreformen. Det skete under overskriften ’Ny museumslov giver fondene større rum til påvirkning af museernes indholdsretning’. (link: https://filantropi.dk/opinion/debat-ny-museumslov-giver-fondene-stoerre-rum-til-paavirkning-af-museernes-indholdsretning/)
Fonden arbejder ud fra et armslængdeprincip og har ingen indflydelse på museets arbejde eller valg af udstillinger
Frank Rechendorff Møller – Administrerende direktør, Augustinus Fonden
Når det konkret gælder Moesgaards samarbejde med Augustinus Fonden og Louis-Hansen betoner han, at museet selv råder over indholdet. Det er ”ret afgørende,” tilføjer han.
”Den form for indflydelse, der ligger, er ikke på indholdssiden i de enkelte udstillinger, men mere på at bakke op omkring den strategiske retning. Uanset, hvordan man end vender og drejer det, ligger der jo en prioritering i fondenes valg af, hvem og hvad de støtter, og det former jo det kulturlandskab, vi har. Det samarbejde, som vi har med netop de to fonde, er ikke på nogen måde tilfældigt. Vi har afsøgt, hvor der er det bedste værdimatch, og det har dermed også en indflydelse på, hvordan det samlede museumslandskab ser ud. På den måde har fondene overordnet en indflydelse på indholdet, men de er ikke inde og påvirke de enkelte historier og fortællinger. Og den balance er rigtig, rigtig væsentlig at finde,” siger Mads Kähler Holst.
Har mindsket afhængighed af fonde
Generelt er Moesgaard ifølge direktøren blevet stadig mindre afhængig af fondsstøtte siden opførelsen af Moesgaards nye udstillingsbygning i 2014, der var støttet af blandt andre Velux og Villum Fondene, Oak Foundation Denmark, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond.
Moesgaards permanente udstillinger er støttet af 10 fonde, heriblandt Nordea-fonden, Det Obelske Familiefond og Købmand Herman Sallings Fond.
”Efter det store udbygningsprojekt på Moesgaard for 10 år siden var der en ret stor afhængighed af fondene, og den afhængighed har vi sidenhen arbejdet på at mindske. Det er faktisk ikke fordi, at vi længere bruger så voldsomt mange ressourcer på at søge bredt om fondsstøtte. Vi har oprettet en halvtidsstilling, og ellers indgår det som en integreret del af vores strategiske arbejde,” siger Mads Kähler Holst.
- Har I ligefrem neddroslet jeres fundraising-arbejde?
”Vi har i hvert fald gjort en indsats for ikke at være fuldstændig afhængig af fondene. Man skal gerne se museet som langsigtet og stabilt i sin operation uden at være afhængig af fonde. Nu er det mere på udviklingssporet, at vi har fondene stærkt engageret,” siger han.
Selv bruger museumsdirektøren fortsat ”noget tid” på fundraising og de eksisterende fondssamarbejder.
”Det er en vigtig opgave for direktøren at holde snor i museets relationer. For mit vedkommende er arbejdet især knyttet til de udvalgte fonde, som vi har et relativt tæt samarbejde med, primært vores to kernefonde Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden,” understreger Mads Kähler Holst.

