
Velux Fonden har budt deres nye kommunikationschef Elizabeth Bergmann Burns velkommen.
Hun kommer fra en stilling i Gribskov Kommune, hvor hun har været chef for kommunikation de seneste seks år. Før det har hun haft lignende stillinger i Det Kriminalpræventive Råd og Danske Handicaporganisationer (DH). Derudover var hun informationschef for byggeriet i DR Byen i en femårig periode, skriver Velux Fonden i en pressemeddelelse.
”Det er med stor glæde, at vi kan byde Elizabeth Bergmann Burns velkommen. Hun har i mange år arbejdet med kommunikation, som har haft samfundet som omdrejningspunkt, og vi glæder os til at drage nytte af hendes viden og erfaringer,” siger Trine Heidemann, vicedirektør i Velux Fonden.
Det er netop Trine Heidemann, som Elizabeth Bergmann Burns tager over for, efter hun i februar blev udnævnt til vicedirektør med ansvar for strategiske praksisindsatser og Henrik Tronier til vicedirektør med ansvar for forskningsstrategiske indsatser.
Formålet med den nye organisering har været at sikre, at formålene og ambitionerne i fondens 2030-strategi blev nået, samt at styrke Velux Fondens position som en relevant og ansvarlig samfundsaktør.
Og netop dét ser Elizabeth Bergmann Burns frem til at bidrage til:
”Jeg er stolt og ydmyg over at få muligheden for at træde ind i fondsverdenen, og jeg ser frem til at bidrage til at føre Velux Fondens strategi ud i livet. Fonden står på et solidt fundament, alt imens forandring og omstilling præger vores samfund og afslører, hvorfor vi er nødt til at støtte op om et demokratisk og bæredygtigt samfund,” siger hun.
Elizabeth Bergmann Burns har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet.

