
Charlotte Kjeldsen Krarup er ny direktør i Frederiksbergfonden fra 1. august.
En af den nye direktørs første opgaver bliver at få færdiggjort Frederiksbergfondens nye strategi.
"Det er et arbejde, jeg glæder mig til at høre mere om. Jeg fornemmer også allerede, at jeg har rum til at komme med mine egne erfaringer og input," siger Charlotte Kjeldsen Krarup.
Om Charlotte Kjeldsen Krarup
- Udviklingsdirektør i Industriens Fond (2021-2026)
- Udviklingschef i Industriens Fond
- Kontorchef i FORA, en analyseenhed for Forskning og Analyse, Erhvervs- og Byggestyrelsen
- · Projektleder i Huset Mandag Morgen
- · Uddannet Cand. Scient. Pol fra Aarhus Universitet og har en MA i kommunikation, kultur og samfund fra Goldsmiths, University of London
Hun kommer fra en stilling som udviklingsdirektør i Industriens Fond, hvor hun har siddet i næsten 14 år, så det filantropiske område er ikke nyt for hende.
Men der er langt fra erhvervsliv til Frederiksberg.
"Det er et meget spændende uddelingsområde, som kombinerer min egen interesse for kultur og fællesskab med min erfaring. Jeg synes, at Frederiksbergfonden tager fat på vigtige dagsordener om kulturelle fællesskaber og medborgerskab," siger Charlotte Kjeldsen Krarup.
Og så glæder hun sig til at arbejde i et geografisk afgrænset område.
"Det bliver anden måde at arbejde på, men en måde, hvor du kan skabe sindssygt meget impact. Jeg glæder mig til at lære mere om, hvor man kan gøre sig gældende."
Charlotte Kjeldsen Krarup afløser Martin Dahl, der efter 11 år som direktør i Frederiksbergfonden, ønsker at prøve kræfter med nye opgaver i sit arbejdsliv. Han står fortsat til rådighed for fonden indtil årets udgang.
Frederiksbergfondens bestyrelsesformand Mads Lebech, som i dag er direktør i A.P. Møller Fonden, men tidligere også har været i Industriens Fond udtaler i en pressemeddelelse om den kommende direktør:
”Bestyrelsen ser frem til samarbejdet med Charlotte Kjeldsen Krarup og er meget tilfreds med at have kunnet tiltrække en yderst erfaren og udviklingsorienteret direktør, som med fødderne godt plantet i fondsdanmark og et stærkt personligt engagement i frivillighed indenfor såvel det foreningskulturelle som det sociale område, har masser af erfaringer at bringe i spil."
Charlotte Kjeldsen Krarup bor ikke selv på Frederiksberg, men i Hareskovby med sin mand og tre sønner.
"Fonden skal vedblive med at være relevant. Så det bliver en spændende periode for mig at komme til at tale med alle dem, der samarbejder med fonden og lære om, hvad der fungerer godt, og hvordan fonden kan fungere endnu bedre," siger hun.


