Jeg er en rigtig god samarbejdspartner, tænker de fleste om sig selv.
”Mennesker er sociale væsener, og vi har en tendens til at tro, at vi sagtens kan samarbejde. Men så anerkender vi ikke, hvor svært det kan være på institutionelt niveau, når en fond, en ngo og en myndighed for eksempel skal indgå i et partnerskab på tværs,” siger Darian Stibbe, direktør i TPI – The Partnering Initiative.
PartnerskabskodeksThe Partnering Initiative anbefaler, at man begynder ethvert partnerskab med en fælles aftale om rammerne for samarbejdet. Det kunne for eksempel være:
- Partnerne forpligter sig til at være åbne og transparente i alle forhold vedrørende samarbejdet.
- Partnerne aftaler at dele anerkendelsen for fælles resultater også i ekstern kommunikation.
- Partnerne vil regelmæssigt evaluere, hvor effektivt partnerskabet fungerer, herunder hvor god relationen mellem partnerne er.
- Partnerne bliver enige om at være åbne om de udfordringer, de måtte møde i opfyldelsen af deres forpligtelser, og om at være villige til at hjælpe andre partnere, som måtte have vanskeligheder.
- Partnerne forpligter sig til at understøtte en kultur, hvor alle føler sig trygge ved at være åbne om problemer, og til at være villige til at tage de vanskelige samtaler, som kan være nødvendige for at sikre, at partnerskabet fortsat bevæger sig i den rigtige retning.
TPI er en britisk, uafhængig nonprofitorganisation, som siden 2003 har arbejdet med at styrke partnerskaber mellem myndigheder, fonde og organisationer. TPI har blandt andet samarbejdet med FN og udformet FNs officielle guide til partnerskaber.
Et godt sted at starte er at formalisere og systematisere snakken om selve samarbejdet.
”Det kan lyde lidt stift at sætte i system, at vi skal tale om samarbejdet hver tredje måned, og udfylde et online spørgeskema en gang om året. Men hvis man ikke gør det, er der stor risiko for, at man som fond aldrig vil finde ud af det, hvis man er en dårlig samarbejdspartner, eller der er sten i skoen andre steder,” siger han.
Tid og tålmodighed
Projektchef Line Rasmussen fra Ole Kirks Fond har stor erfaring med forskellige former for partnerskaber. Nyligst det meget brede partnerskab Barndom Uden Vold. Hun mener, at forventningsafstemning og en klar rollefordeling fra begyndelsen, hjælper et partnerskab godt i gang.
”I mange af vores større partnerskaber er der brugt tid og kræfter på det relationelle i partnerskabet. Og meget tid og tålmodighed på at få skabt den sociale forbundethed og klare fælles mission, som skal sikre den fælles retning,” fortæller hun.
Den gensidige tillid er nødvendigt for et ærligt samarbejde:
”Uenigheden skal jo kunne blomstre. Men vi er som fond meget bevidste om, at der altid er en magt til stede i rummet. Vi prøver at italesætte det, selv om det er svært.”
Partnerskaber i spil
Darian Stibbe nikker til, at magten i rummet skal tales om:
”Magten kan aldrig forsvinde. Men man kan minimere dens betydning, og lade være med at handle på den.”
Men ved Line Rasmussen og hendes kolleger i Ole Kirks Fond så nogensinde, om de er dårlige partnere? Vil de få det at vide, når der nu er magt i rummet?
”Vi skal helst ikke derhen, hvor nogen af os er dårlige partnere. Udfordringerne skal klares tidligere i processen, og vi skal have en så klar en rollefordeling og retning fra begyndelsen, at ingen kan stikke af med deres egen dagsorden undervejs,” siger hun.
En måde at minimere magten i samarbejdet på, er at gøre klart, at pengene ikke er på spil. Partnerne skal tidligt aftale, at selv om man kan blive usikker på målene og metoderne undervejs i samarbejdet, er selve bevillingen og finansieringen ikke i fare.
”Så kan der komme tillid nok til, at man åbent kan fortælle, hvis man ikke har opnået de forventede resultater. Det skal være et fælles problem for partnerskabet – ikke bare en partners problem. Og det er en af de ting, der er nemmere sagt end gjort,” siger Darian Stibbe,
Hvad er et partnerskab egentlig?
Partnerskab som ord og begreb bruges forskelligt af forskellige aktører.
Hvis man nogensinde har prøvet at sammenlægge to forskellige afdelinger af samme virksomhed, så ved man hvilke voldsomme kulturclashes, der kan opstå
Darian Stibbe – Direktør, TPI – The Partnering Initiative
”Nogle kalder alle bevillingsmodtagere for partnere. Så det betyder forskellige ting for forskellige mennesker,” fortæller Darian Stibbe.
Når Darian Stibbe og TPI taler om partnerskaber, mener de systemforandrende samarbejder.
”Så snart man sætter sig ned på tværs af forskellige sektorer og sammen vil lave et systemskifte, er det et partnerskab. Og det er samtidig en form for samarbejde, der kræver virkelig meget for at lykkes. Både i forhold til organisering og attitude,” siger han.
I den slags systemforandrende partnerskaber vil der som regel være en eller flere myndigheder, fonde, civilsamfundsaktører og indimellem virksomheder.
”Hvis man nogensinde har prøvet at sammenlægge to forskellige afdelinger af samme virksomhed, så ved man hvilke voldsomme kulturclashes, der kan opstå, bare ved sådan en øvelse. Når man så sætter vidt forskellige aktører sammen, som ovenikøbet kan komme fra forskellige lande og kulturelle baggrunde, så bliver det virkelig kompliceret,” siger Darian Stibbe,
For Line Rasmussen er det heller ikke en selvfølge, at et partnerskab altid er den bedste fremgangsmåde.
”Partnerskaber er ikke nødvendigvis svaret på alt. Nogle gange er det klassiske projektdesign den bedste løsning. Det kommer helt an på, hvilket problem man gerne vil løse. Men partnerskaberne er gode til de mest komplekse problemer,” siger hun.
Svære samtaler
Line Rasmussen har mange gange siddet til styregruppemøder og projektmøder med forskellige partnere. Og hun har flere gange prøvet, at der bliver stille i rummet, når hun påpeger, at der også skal følges op på kvaliteten af samarbejdet og partnerskabet.
”Det er ikke alle, der er lige gode til den snak. Men jeg oplever ofte, at der bagefter bliver kvitteret for, at det var rart, at jeg tog den op. Og så er det lidt lettere næste gang og næste gang igen,” siger hun.
Fonde er vant til at have magten og pengene, så nogle gange kan de komme til at tro, at alle deres ideer også er gode
Darian Stibbe – Direktør, TPI – The Partnering Initiative
Fonden har et særligt stort ansvar for at få partnerskabet til at glide, men er ikke alene om det, påpeger projektchefen.
”Vi har som fond et stort ansvar for at kunne tage imod kritik og uenighed på en god og rummelig måde, og vise at det er i orden. Men det er ikke vores ansvar alene, det er et fælles ansvar i partnerskabet.”
Jo mere forskellige, jo sværere
Det er allersværest at være i partnerskaber, når man skal indgå dem med mennesker, der er anderledes end en selv, siger Darian Stibbe:
”Jo mere vi ligner hinanden, jo nemmere er det. Hvis vi forstår hinandens jokes, har fælles referencerammer, har studeret samme sted, måske har børn i samme alder… ja, så vil det være relativt let at sætte sig i den andens sted.”
Derfor kan internationale partnerskaber, hvor der er sproglige, geografiske og kulturelle forskelle, være særligt svære.
”Jeg kender da til en stor international fond, som havde kørt et rigtig godt pilotprojekt omkring en sundhedsindsats, men havde glemt at tage de lokale myndigheder med på råd. Fonden blev nærmest fornærmet over, at regeringen og embedsværket ikke straks omlagde hele deres nationale budgetter og indsatser, da de delte resultaterne. Der skulle de nok have haft myndighederne med i partnerskabet fra begyndelsen,” fortæller Darian Stibbe.
Fondenes tilgang til partnerskabet vil tit blive afgørende for samarbejdet.
”Det er dem, der kommer med pengene, så de kan sætte tonen. Og nogle fonde – jeg nævner ingen navne, men de danske fonde er vist generelt set ikke blandt de værste – kan arbejde lidt med deres ydmyghed. Fonde er vant til at have magten og pengene, så nogle gange kan de komme til at tro, at alle deres ideer også er gode. Særligt hvis ingen siger dem imod,” siger han.
Dybe i stedet for brede
Line Rasmussen vil gerne slå et slag for de dybe partnerskaber.
”I snakken om partnerskaber handler det tit om de scenarier, hvor man sidder mange rundt om bordet. Det kan være nødvendigt at have alle med, men processerne kan også blive lidt mere træge og formelle. I min erfaring kan de dybe partnerskaber, hvor man sidder få partnere – men de rigtige partnere – rigtig meget. Man kan arbejde mere fokuseret og komme tæt på hinanden,” siger hun.
Men hvad gør man så, hvis en af partnerne er rent ud sagt pisseirriterende?
”Man er nødt til at erkende, at man samarbejder bedre med nogle mennesker end andre. Og det kan være sårbart for et lille partnerskab, at det ofte er personafhængigt og også handler om kemi. Men man kan også lære meget af hinandens forskelligheder, og det kan sagtens blive godt, selv om kemien ikke er i top fra begyndelsen,” siger Line Rasmussen.
Darian Stibbe fremhæver også, at forskelligheder kan være en styrke. Men der er en grænse.
”Hvis man direkte ikke kan lide hinanden eller bliver provokeret af den anden part, så er det vores erfaring, at man er nødt til at udskifte menneskene. Tiden er knap, og man skal ikke bruge for meget energi på et samarbejde, der bliver meget tungt,” siger han.
