Fortæller man nogensinde en fond, at de er en elendig partner?

Et partnerskab er en form for samarbejde, der kræver virkelig meget for at lykkes. Både i forhold til organisering og attitude, siger Darian Stibbe, direktør i TPI – The Partnering Initiative.

Når man fø­rer men­ne­sker fra for­skel­li­ge ty­per af or­ga­ni­sa­tio­ner sam­men, vil der uund­gå­e­ligt kom­mer pro­ble­mer, ly­der det fra part­ner­skab­s­eks­pert. | Fo­to: Fra rap­por­ten SDG Part­ners­hip Guidebook

Jeg er en rig­tig god sam­ar­bejds­part­ner, tæn­ker de fle­ste om sig selv.

”Men­ne­sker er so­ci­a­le væ­se­ner, og vi har en ten­dens til at tro, at vi sag­tens kan sam­ar­bej­de. Men så an­er­ken­der vi ik­ke, hvor svært det kan væ­re på in­sti­tu­tio­nelt ni­veau, når en fond, en ngo og en myn­dig­hed for ek­sem­pel skal ind­gå i et part­ner­skab på tværs,” si­ger Da­ri­an Sti­b­be, di­rek­tør i TPI – The Part­ne­ring Ini­ti­a­ti­ve.

Part­ner­skabs­ko­deks

The Part­ne­ring Ini­ti­a­ti­ve an­be­fa­ler, at man be­gyn­der et­hvert part­ner­skab med en fæl­les af­ta­le om ram­mer­ne for sam­ar­bej­det. Det kun­ne for ek­sem­pel være:

    • Part­ner­ne for­plig­ter sig til at væ­re åb­ne og trans­pa­ren­te i al­le for­hold ved­rø­ren­de samarbejdet.
    • Part­ner­ne af­ta­ler at de­le an­er­ken­del­sen for fæl­les re­sul­ta­ter og­så i ek­stern kommunikation.
    • Part­ner­ne vil re­gel­mæs­sigt eva­lu­e­re, hvor ef­fek­tivt part­ner­ska­bet fun­ge­rer, her­un­der hvor god re­la­tio­nen mel­lem part­ner­ne er.
    • Part­ner­ne bli­ver eni­ge om at væ­re åb­ne om de ud­for­drin­ger, de måt­te mø­de i op­fyl­del­sen af de­res for­plig­tel­ser, og om at væ­re vil­li­ge til at hjæl­pe an­dre part­ne­re, som måt­te ha­ve vanskeligheder.
    • Part­ner­ne for­plig­ter sig til at un­der­støt­te en kul­tur, hvor al­le fø­ler sig tryg­ge ved at væ­re åb­ne om pro­ble­mer, og til at væ­re vil­li­ge til at ta­ge de van­ske­li­ge sam­ta­ler, som kan væ­re nød­ven­di­ge for at sik­re, at part­ner­ska­bet fort­sat be­væ­ger sig i den rig­ti­ge retning.

TPI er en bri­tisk, uaf­hæn­gig non­pro­fi­tor­ga­ni­sa­tion, som si­den 2003 har ar­bej­det med at styr­ke part­ner­ska­ber mel­lem myn­dig­he­der, fon­de og or­ga­ni­sa­tio­ner. TPI har blandt an­det sam­ar­bej­det med FN og ud­for­met FNs of­fi­ci­el­le gu­i­de til partnerskaber.

Et godt sted at star­te er at for­ma­li­se­re og sy­ste­ma­ti­se­re snak­ken om sel­ve samarbejdet.

”Det kan ly­de lidt stift at sæt­te i sy­stem, at vi skal ta­le om sam­ar­bej­det hver tred­je må­ned, og ud­fyl­de et on­li­ne spør­ge­ske­ma en gang om året. Men hvis man ik­ke gør det, er der stor ri­si­ko for, at man som fond al­drig vil fin­de ud af det, hvis man er en dår­lig sam­ar­bejds­part­ner, el­ler der er sten i sko­en an­dre ste­der,” si­ger han.

Tid og tålmodighed

Pro­jek­t­chef Li­ne Ras­mus­sen fra Ole Kirks Fond har stor er­fa­ring med for­skel­li­ge for­mer for part­ner­ska­ber. Ny­ligst det me­get bre­de part­ner­skab Barn­dom Uden Vold. Hun me­ner, at for­vent­nings­af­stem­ning og en klar rol­le­for­de­ling fra be­gyn­del­sen, hjæl­per et part­ner­skab godt i gang.

”I man­ge af vo­res stør­re part­ner­ska­ber er der brugt tid og kræf­ter på det re­la­tio­nel­le i part­ner­ska­bet. Og me­get tid og tå­l­mo­dig­hed på at få skabt den so­ci­a­le for­bun­det­hed og kla­re fæl­les mis­sion, som skal sik­re den fæl­les ret­ning,” for­tæl­ler hun.

Den gen­si­di­ge til­lid er nød­ven­digt for et ær­ligt samarbejde:

”Ue­nig­he­den skal jo kun­ne blom­stre. Men vi er som fond me­get be­vid­ste om, at der al­tid er en magt til ste­de i rum­met. Vi prø­ver at ita­le­sæt­te det, selv om det er svært.”

Partnerskaber i spil

Da­ri­an Sti­b­be nik­ker til, at mag­ten i rum­met skal ta­les om:

”Mag­ten kan al­drig for­svin­de. Men man kan mini­me­re dens be­tyd­ning, og la­de væ­re med at hand­le på den.”

Da­ri­an Sti­b­be grund­lag­de TPI for me­re end 20 år si­den ba­se­ret på sin forsk­ning fra Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty. | Fo­to: TPI

Men ved Li­ne Ras­mus­sen og hen­des kol­le­ger i Ole Kirks Fond så no­gen­sin­de, om de er dår­li­ge part­ne­re? Vil de få det at vi­de, når der nu er magt i rummet?

”Vi skal helst ik­ke der­hen, hvor no­gen af os er dår­li­ge part­ne­re. Ud­for­drin­ger­ne skal kla­res tid­li­ge­re i pro­ces­sen, og vi skal ha­ve en så klar en rol­le­for­de­ling og ret­ning fra be­gyn­del­sen, at in­gen kan stik­ke af med de­res egen dags­or­den un­der­vejs,” si­ger hun.

En må­de at mini­me­re mag­ten i sam­ar­bej­det på, er at gø­re klart, at pen­ge­ne ik­ke er på spil. Part­ner­ne skal tid­ligt af­ta­le, at selv om man kan bli­ve usik­ker på må­le­ne og me­to­der­ne un­der­vejs i sam­ar­bej­det, er sel­ve be­vil­lin­gen og fi­nan­si­e­rin­gen ik­ke i fare.

”Så kan der kom­me til­lid nok til, at man åbent kan for­tæl­le, hvis man ik­ke har op­nå­et de for­ven­te­de re­sul­ta­ter. Det skal væ­re et fæl­les pro­blem for part­ner­ska­bet – ik­ke ba­re en part­ners pro­blem. Og det er en af de ting, der er nem­me­re sagt end gjort,” si­ger Da­ri­an Stibbe,

Hvad er et partnerskab egentlig?

Part­ner­skab som ord og be­greb bru­ges for­skel­ligt af for­skel­li­ge aktører.

Hvis man no­gen­sin­de har prø­vet at sam­men­læg­ge to for­skel­li­ge af­de­lin­ger af sam­me virk­som­hed, så ved man hvil­ke vold­som­me kul­turclas­hes, der kan opstå

Da­ri­an Sti­b­be – Di­rek­tør, TPI – The Part­ne­ring Initiative

”Nog­le kal­der al­le be­vil­lings­mod­ta­ge­re for part­ne­re. Så det be­ty­der for­skel­li­ge ting for for­skel­li­ge men­ne­sker,” for­tæl­ler Da­ri­an Stibbe.

Når Da­ri­an Sti­b­be og TPI ta­ler om part­ner­ska­ber, me­ner de sy­stem­for­an­dren­de samarbejder.

”Så snart man sæt­ter sig ned på tværs af for­skel­li­ge sek­to­rer og sam­men vil la­ve et sy­stem­skif­te, er det et part­ner­skab. Og det er sam­ti­dig en form for sam­ar­bej­de, der kræ­ver vir­ke­lig me­get for at lyk­kes. Bå­de i for­hold til or­ga­ni­se­ring og at­ti­tu­de,” si­ger han.

I den slags sy­stem­for­an­dren­de part­ner­ska­ber vil der som re­gel væ­re en el­ler fle­re myn­dig­he­der, fon­de, ci­vil­sam­fundsak­tø­rer og in­di­mel­lem virksomheder.

”Hvis man no­gen­sin­de har prø­vet at sam­men­læg­ge to for­skel­li­ge af­de­lin­ger af sam­me virk­som­hed, så ved man hvil­ke vold­som­me kul­turclas­hes, der kan op­stå, ba­re ved så­dan en øvel­se. Når man så sæt­ter vidt for­skel­li­ge ak­tø­rer sam­men, som oveni­kø­bet kan kom­me fra for­skel­li­ge lan­de og kul­tu­rel­le bag­grun­de, så bli­ver det vir­ke­lig kom­pli­ce­ret,” si­ger Da­ri­an Stibbe,

For Li­ne Ras­mus­sen er det hel­ler ik­ke en selv­føl­ge, at et part­ner­skab al­tid er den bed­ste fremgangsmåde.

”Part­ner­ska­ber er ik­ke nød­ven­dig­vis sva­ret på alt. Nog­le gan­ge er det klas­si­ske pro­jek­t­de­sign den bed­ste løs­ning. Det kom­mer helt an på, hvil­ket pro­blem man ger­ne vil lø­se. Men part­ner­ska­ber­ne er go­de til de mest kom­plek­se pro­ble­mer,” si­ger hun.

Svære samtaler

Li­ne Ras­mus­sen har man­ge gan­ge sid­det til sty­re­grup­pe­mø­der og pro­jek­t­mø­der med for­skel­li­ge part­ne­re. Og hun har fle­re gan­ge prø­vet, at der bli­ver stil­le i rum­met, når hun på­pe­ger, at der og­så skal føl­ges op på kva­li­te­ten af sam­ar­bej­det og partnerskabet.

”Det er ik­ke al­le, der er li­ge go­de til den snak. Men jeg op­le­ver of­te, at der bag­ef­ter bli­ver kvit­te­ret for, at det var rart, at jeg tog den op. Og så er det lidt let­te­re næ­ste gang og næ­ste gang igen,” si­ger hun.

Fon­de er vant til at ha­ve mag­ten og pen­ge­ne, så nog­le gan­ge kan de kom­me til at tro, at al­le de­res ide­er og­så er gode

Da­ri­an Sti­b­be – Di­rek­tør, TPI – The Part­ne­ring Initiative

Fon­den har et sær­ligt stort an­svar for at få part­ner­ska­bet til at gli­de, men er ik­ke ale­ne om det, på­pe­ger projektchefen.

”Vi har som fond et stort an­svar for at kun­ne ta­ge imod kri­tik og ue­nig­hed på en god og rum­me­lig må­de, og vi­se at det er i or­den. Men det er ik­ke vo­res an­svar ale­ne, det er et fæl­les an­svar i partnerskabet.”

Jo mere forskellige, jo sværere

Det er al­ler­svæ­rest at væ­re i part­ner­ska­ber, når man skal ind­gå dem med men­ne­sker, der er an­der­le­des end en selv, si­ger Da­ri­an Stibbe:

”Jo me­re vi lig­ner hin­an­den, jo nem­me­re er det. Hvis vi for­står hin­an­dens jo­kes, har fæl­les re­fe­ren­ce­ram­mer, har stu­de­ret sam­me sted, må­ske har børn i sam­me al­der… ja, så vil det væ­re re­la­tivt let at sæt­te sig i den an­dens sted.”

Der­for kan in­ter­na­tio­na­le part­ner­ska­ber, hvor der er sprog­li­ge, geo­gra­fi­ske og kul­tu­rel­le for­skel­le, væ­re sær­ligt svære.

”Jeg ken­der da til en stor in­ter­na­tio­nal fond, som hav­de kørt et rig­tig godt pi­lot­pro­jekt om­kring en sund­heds­ind­sats, men hav­de glemt at ta­ge de lo­ka­le myn­dig­he­der med på råd. Fon­den blev nær­mest for­nær­met over, at re­ge­rin­gen og em­beds­vær­ket ik­ke straks om­lag­de he­le de­res na­tio­na­le bud­get­ter og ind­sat­ser, da de del­te re­sul­ta­ter­ne. Der skul­le de nok ha­ve haft myn­dig­he­der­ne med i part­ner­ska­bet fra be­gyn­del­sen,” for­tæl­ler Da­ri­an Stibbe.

Fon­de­nes til­gang til part­ner­ska­bet vil tit bli­ve af­gø­ren­de for samarbejdet.

”Det er dem, der kom­mer med pen­ge­ne, så de kan sæt­te to­nen. Og nog­le fon­de – jeg næv­ner in­gen nav­ne, men de dan­ske fon­de er vist ge­ne­relt set ik­ke blandt de vær­ste – kan ar­bej­de lidt med de­res yd­myg­hed. Fon­de er vant til at ha­ve mag­ten og pen­ge­ne, så nog­le gan­ge kan de kom­me til at tro, at al­le de­res ide­er og­så er go­de. Sær­ligt hvis in­gen si­ger dem imod,” si­ger han.

Dybe i stedet for brede

Li­ne Ras­mus­sen vil ger­ne slå et slag for de dy­be partnerskaber.

”I snak­ken om part­ner­ska­ber hand­ler det tit om de sce­na­ri­er, hvor man sid­der man­ge rundt om bor­det. Det kan væ­re nød­ven­digt at ha­ve al­le med, men pro­ces­ser­ne kan og­så bli­ve lidt me­re træ­ge og for­mel­le. I min er­fa­ring kan de dy­be part­ner­ska­ber, hvor man sid­der få part­ne­re – men de rig­ti­ge part­ne­re – rig­tig me­get. Man kan ar­bej­de me­re fo­ku­se­ret og kom­me tæt på hin­an­den,” si­ger hun.

Men hvad gør man så, hvis en af part­ner­ne er rent ud sagt pisseirriterende?

”Man er nødt til at er­ken­de, at man sam­ar­bej­der bed­re med nog­le men­ne­sker end an­dre. Og det kan væ­re sår­bart for et lil­le part­ner­skab, at det of­te er per­so­naf­hæn­gigt og og­så hand­ler om ke­mi. Men man kan og­så læ­re me­get af hin­an­dens for­skel­lig­he­der, og det kan sag­tens bli­ve godt, selv om ke­mi­en ik­ke er i top fra be­gyn­del­sen,” si­ger Li­ne Rasmussen.

Da­ri­an Sti­b­be frem­hæ­ver og­så, at for­skel­lig­he­der kan væ­re en styr­ke. Men der er en grænse.

”Hvis man di­rek­te ik­ke kan li­de hin­an­den el­ler bli­ver pro­vo­ke­ret af den an­den part, så er det vo­res er­fa­ring, at man er nødt til at ud­skif­te men­ne­ske­ne. Ti­den er knap, og man skal ik­ke bru­ge for me­get ener­gi på et sam­ar­bej­de, der bli­ver me­get tungt,” si­ger han.

Vil du læse artiklen?

Med et abon­ne­ment får du fuld ad­gang til filan​tro​pi​.dk.

Det ko­ster at pro­du­ce­re uaf­hæn­gig og dyb­de­bo­ren­de jour­na­li­stisk. Læs me­re om Filan­tro­pi og se pri­ser­ne for at abon­ne­re her.

Abon­nér

Allerede abonnent? Log ind her:

Annoncespot_img

Skribent

Sara Zankel
Sara Zankel
Redaktør

Læs mere om

Kategorier:

Tags:

Læs også

Forsiden lige nu