
I en artikelserie vil Filantropi over de kommende uger kortlægge de rigeste danskeres filantropiske aktiviteter. Vi tager udgangspunkt i Økonomisk Ugebrevs nyeste opgørelse over de rigeste familier og enkeltpersoner, og vil over den næste tid hver uge opliste ti velhaveres filantropi - eller mangel på samme.
Vi begynder bagfra, så i denne uge kan du læse om nummer 91-100 på listen over de rigeste danskere. Læserne vil møde ti milliardærer med vidt forskellige forhold til filantropi og velgørenhed.
Som privatperson kan man donere store beløb i forskellige sammenhænge, uden at det er offentligt tilgængelig viden, og det kan selvfølgelig også være tilfældet for de rigmænd m/k, der optræder her. Vi har på redaktionen ikke indsigt i velhavernes privatøkonomi, men har taget udgangspunkt i den organiserede filantropi - som for eksempel en fond - samt andre offentligt tilgængelige oplysninger.
Nummer 100:
Claus Hommelhoff fra Aarhus har tjent penge på byggeri og formuepleje.
Claus Hommelhoff har ikke stiftet en fond for sin formue, men rigmanden har i flere lokale midtjyske medier fortalt om sit engagement i frivilligt arbejde og velgørenhed.
Han sidder i bestyrelsen for et hospice og et krisecenter for børn og unge, og har selv fortalt, at han er involveret i projekter for hjemløse i Aarhus. Derudover har Claus Hommelhoff i mange år været involveret i basketklubben Bakken Bears som ejer og bestyrelsesformand. ’Det er ikke velgørenhed, men det tangerer’, sagde han til Aarhus Stiftstidende om sit engagement i klubben.
Nummer 99:
Jacob Jelsing, som har tjent sin formue på virksomheden Gubra, fik i 2025 mere omtale end nogensinde før. Læs blandt andet her, her, her og her.
Milliardæren er blevet en af de fremtrædende stemmer i debatten om biodiversitet og omlægning af landbrugsjord til vild natur, og der er ikke mange etablerede medier, der ikke har portrætteret den beskedne Jelsing, som indtil for ganske nyligt stadig boede i det samme rækkehus i Roskilde, som han købte som fattig studerende. Jacob Jelsing, der er uddannet biolog, har indtil videre opkøbt 250 hektar jord, som skal omlægges til vild natur og har som erklæret mål at opkøbe mindst 1000 hektar.
Selv om det nok er velgørende formål - for naturen i hvert fald - er jordopkøbene ikke klassisk filantropi, for Jacob Jelsing har opkøbt jorden igennem anpartsselskabet Earthbreak, og ikke igennem en fond. Jordopkøbene er dermed en investering, som i princippet kan sælges fra igen til andre formål og ikke er formålsbeskyttet.
Nummer 98
Sophie og Henrik Bensimmon Rossing er serieiværksættere og står blandt andet bag Fitness World og bilvaskfirmaet Wash World.
Parret har ikke stiftet fonde eller andre organiserede filantropiske aktiviteter. Dog fremgår det af regnskaber fra organisationen ’5 skoler’, som bygger og driver skoler til flygtningebørn langs den syriske grænse, at Bensimmon Rossing har været mangeårig støtte og donor.
Nummer 97
Familien Søndergaard Nielsen fra Kolding har en formue på omkring 2,4 milliarder, som oprindeligt stammer fra salg af virksomheden Sondex. Familien har ingen kendt filantropisk aktivitet eller involvering.
Nummer 96
Lars Seier Christensens cv spænder vidt og bredt – lige fra stiftelsen af Saxo Bank til investeringer i biotechfirma og ejerskab af restauranter og sportsklubber.
Milliardærens formue er ifølge økonomisk ugebrev på omkring 2,4 milliarder, og hans involvering i velgørenhed spænder lige så bredt som investeringerne.
Lars Seier er stifter og bestyrelsesformand i Concordium Foundation, som er en schweizisk fond – Lars Seier er også selv bosiddende i Schweiz.
Concordium Foundation har finansieret et blockchain forskningscenter på Aarhus Universitet med 10 millioner kroner. Der har også været støtte til andet forskning i blockchain og kryptovaluta.
Derudover har Lars Seier Christensen haft store lommer i andre sammenhænge. Han har sammen med kokken Rasmus Munk - der er kok på restauranten Alchemist, som Seier Christensen ejer - stiftet NGO’en Junk Food, der laver mad til hjemløse, og har selv smidt penge i projektet løbende. Hvor meget, den økonomiske støtte fra Lars Seier beløber sig til alt i alt, er uvist.
Derudover er Lars Seier Christensen ikke bleg for at bruge penge på ting, der interesserer ham - både almennyttige formål og andet. Han har for eksempel doneret til en NGO, der deler frø og såsæd ud til afrikanske bønder, men også sponsoreret tennisspilleren Clara Tauson og været en gavmild bidragyder til det politiske parti Liberal Alliance.
Nummer 95
Peter Rosholm har en fortid i Novozymes og har blandt andet tjent sin formue på salg af virksomheden Albumedix. Ikke meget vides om den sky milliardær, der er bosiddende i London, og som så vidt vides altså ikke har stiftet en fond eller er involveret i filantropi.
Nummer 94
Den tidligere fiskekvotekonge Henning Kjeldsen er god for omkring 2,4 milliarder og meget aktiv i erhvervs- og foreningslivet på toppen af Danmark.
I 2021 stiftede han Gitte Hennings Fond for Bevaringsværdige Fartøjer, som siden har arbejdet på at etablere et museum og oplevelsescenter for maritim historie og maskinhistorie på havnen i Skagen. Centeret åbner efter planen i påsken 2026. Henning Kjeldsen har til Nordjyske oplyst, at han selv har brugt et trecifret millionbeløb på projektet.
Nummer 93
Familien Gjørup har tjent deres formue på legetøj – særligt salget af Top-Toy.
De tre Gjørup-søskende Susanne, Anneli og Thomas Henrik er tredje generation efter stifter og ejer i dag to tredjedele af familieformuen.
Familien har ikke så vidt vides været meget involveret i filantropi - endnu. Men der er stiftet en fond, som gør det muligt.
I 2020 blev en familiefond stiftet med en grundkapital på 3,2 millioner kroner – i dag hedder fonden Thomas Gjørup Fonden. Om det er meningen, at fonden med tiden skal blive en filantropisk aktør står hen i det uvisse – for der er endnu ikke blevet uddelt en eneste krone ifølge regnskaberne.
Fonden kan ifølge vedtægterne uddele til følgende formål: Forskning af alvorlige sygdomme, hospitalsudstyr i Danmark, alvorligt syge børn, udsatte børn, hjemløse danskere i Danmark og udbredelse af hjertestartere.
Nummer 92
Brødrene Ebbesen solgte softwarevirksomheden Siteimprove og grundlagde sammen formuen på omkring 2,5 milliarder.

Den ene bror Morten Ebbesen stiftede sammen med sin hustru Vibeke Nyfos og døtrene Mathilde og Lærke Ebbefos Fonden i slutningen af 2021.
Fonden arbejder for at forebygge mistrivsel i samfundet, og Ebbefos Fonden blev hurtigt veletableret som filantropisk aktør med sekretariat og uddelingsstrategi.
I 2024 uddelte fonden for knap 10 millioner kroner, men sidste år måtte fonden skære ned på aktiviteter og indskrænke sekretariatet på grund af problemer med investeringerne.
Nummer 91
Bettina Antitsch Mortensen overtog i 2022 rorpinden i ejendomsudviklingskoncernen, som hendes mand Michael efterlod, da han pludselig døde af hjertestop. Formuen kommer fra forskellige typer virksomheder og investeringer indenfor byggeri.
Der er ikke offentligt tilgængelige oplysninger om filantropiske aktiviteter eller fonde stiftet af koncernejerne.
Men afdøde Michael Antitsch Mortensen sad i bestyrelsen for Familien Hede Nielsens Fond, ogi hans ære er der indstiftet en pris, som hvert år uddeles til en nyudlært tømrersvend. Prisen er på 20.000 kroner og en statuette af Michael Kvium, men uddeles altså af Familien Hede Nielsens Fond.


