Den tidligere antenneforening AN-TV støtter Lykkeliga med en bevilling til etablering af et klubhus - Lykkelab - i Aalborg.
Det oplyser den filantropiske forening An-Tv i en nyhed på sin hjemmeside.
Lykkeliga blev etableret i Aalborg i 2017 og er en forening, der sætter fokus på bevægelse og fællesskab for børn og unge med et udviklingshandicap. Omdrejningspunktet er håndbold, men foreningen arrangerer også fællesture til Legoland, VIP-arrangementer for spillerne, fællesspisninger, fester og netværk for de pårørende familier.
”At en lokal forening som AN-TV støtter op om LykkeLab, har også vist sig at være en blåstempling, når vi er ude at søge andre fonde
Mikael Espensen – Bestyrelsesformand, Lykkeliga
”Med en donation på 2,5 millioner kroner fra AN-TV er vi i LykkeLiga snublende tæt på at realisere drømmen om at etablere Danmarks lykkeligste klubhus - Lykkelab. Planerne er store. Drømmene er uendelige. Et hus, hvor vi kan eksperimentere med fællesskab, bevægelse, holdånd og selvfølgelig lykke blandt børn og unge med udviklingshandicap. Og så bliver Lykkelab naturligvis også hovedkvarter og hjemsted for Lykkeliga,” skriver medstifter og bestyrelsesformand i foreningen Lykkeliga Mikael Espensen i et Linkedin-opslag.
”At en lokal forening som AN-TV støtter op om LykkeLab, har også vist sig at være en blåstempling, når vi er ude at søge andre fonde,” udtaler han videre.
Hus for fællesskab og glæde
Den filantropiske forening AN-TV er skabt på en formue, som stammer fra salget af Aalborg-Nørresundby Antenneforening til Stofa. Salget indbragte 80 millioner kroner i 2021, og siden har repræsentantskabet og bestyrelsen arbejdet på at udvikle en uddelingsstrategi og gøre klar til at modtage ansøgninger.
AN-TV
- Foreningens formål er at støtte offentlige samt almennyttige formål i Aalborg Kommune – udspecificeret som ’særlige og synlige formål i Aalborg Kommune’ inden for fem overordnede temaer: Foreningsliv, udvikling, fritid, socialt og kulturliv.
- Stiftet 1. juli 1993 i forbindelse med Aalborg Kommunes investering i kabelanlæg til formidling af tv- signaler.
- AN-TV er nyt navn for foreningen, som ved stiftelsen hed Aalborg-Nørresundby Antenneforening. Efter salget til Stofa må foreningen ikke længere benytte navnet ’antenneforening’.
- Formand for bestyrelsen er Jakob K. Svendsen, som er et af to kommunalt udpegede medlemmer.
- Repræsentantskabet består af 55 medlemmer, som er valgt frem til 31. maj 2026.
“Lykkelab er meget mere end bare et klubhus. Det er et centralt element i Aalborgs identitet. Ved at støtte Lykkelab bidrager AN-TV til at skabe et helt unikt sted, hvor fællesskab og glæde virkelig kan få lov til at trives for børn og unge med udviklingshandicap. Det her projekt rammer lige ned i AN-TV’s uddelingskriterier, fordi det ikke bare gør en forskel her og nu, men skaber varige forandringer i vores lokalsamfund. Vi ser virkelig frem til at følge, hvordan Lykkelab vil gøre en positiv forskel, ikke bare i Aalborg, men i hele Danmark,” siger Jakob K. Svendsen, formand for AN-TV.
Også for Mikael Espensen er det en særlig glæde, at Lykkelab bliver etableret netop i Aalborg.
”Med etableringen af Lykkelab får vi mulighed for at manifestere os selv med vores eget klubhus som et fyrtårn og et symbol på vores mission. Vi ønsker at fortælle historien om Aalborg som hjemsted for en blivende og bæredygtig indsats for større trivsel blandt børn og unge med udviklingshandicap,” udtaler han i pressemeddelelsen.