
Filantropis ugentlige overblik over udvalgte nye fondsbevillinger starter hos Den Danske Maritime Fond, som i årets første uddelingsrunde netop har bevilget over 18 millioner kroner til, som fonden udtrykker det i en nyhedsmail, ”at styrke Det Blå Danmark”.
I alt er der givet støtte til 11 projekter, herunder flere forskningsprojekter med fokus på energiomstillingen i søfarten og fondens første større indsats inden for sikkerhed og forsvar.
Når det handler om den grønne omstilling i søfarten har fonden valgt at give penge til tre forskningsprojekter, der sætter fokus på en af branchens største udfordringer: Manglen på en forsyningskæde for grønne brændstoffer.
”Selvom mange skibe allerede er bygget til at sejle grønt, eksisterer infrastrukturen endnu ikke. Derfor støtter vi blandt andet et forskningsprojekt på København Universitet, som skal resultere i ny viden om barrierer og muligheder ved at skalere grønne brændstoffer i den maritime sektor,” forklarer Den Danske Maritime Fond.
På sikkerheds- og forsvarsområdet får Nationalt Forsvarsteknologisk Center et rygstød til at stifte et nyt center ved navn Centre for Naval Innovation and Adaptability.
Støtte til at opgradere veteranskib
Vi bliver i det maritime med nyheden om en donation fra Lauritzen Fonden, der skal gøre det nemmere for besætningen på veteranskibet M/S Samka at få skibsankeret op og ned i dybet.
Ifølge en nyhed i Fyens Stiftstidende har skibets besætning i nogen tid bøvlet med ankeret. Støtten på 300.000 kroner fra Lauritzen Fonden skal bruges til at opgradere ankerspillet fra at være hånddrevet til en hydraulikdrevet version.
”Vores ankerspil er hånddrevet, og det er meget tungt at få op igen. Derfor kan vi ikke lave en hurtig ankring, hvis det skulle være nødvendigt,” siger formanden for Museumsforeningen til bevarelse af M/S Samka Erik Kroman til Fyens Stiftstidende.
Ud over opgraderingen af ankerspillet på det næsten 70 år gamle skib skal der også ske en udskiftning af den nuværende mobile brandpumpe med en stationær én af slagsen.
Frivillige seniorer skal gøre børn mere sikre på to hjul
Med 3,5 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden er Cyklistforbundet nu klar til at etablere såkaldte cykellegekorps i 15-20 udvalgte byer rundt omkring i Danmark. Indsatsen skal hjælpe små børn til at blive mere sikre, når de bevæger sig rundt på to hjul.
Projektet har navnet ’Frivillige cykellegekorps’, og ideen er at sætte seniorers erfaringer og kompetencer i spil i arbejdet med at styrke cykelfærdighederne og cykelglæden hos børn i daginstitutioner og indskolingen.
Frivillige cykellegekorps gør, at flere børn i hele landet i en tidlig alder får styrket deres cykelfærdigheder og får grundlagt gode cykelvaner, der kan række langt ind i voksenlivet
Kenneth Øhrberg Krag – Direktør, Cyklistforbundet
”Vi giver nu mange tusinde børn mulighed for at opleve glæden ved at lege og blive mere sikre på cykel. Desværre cykles der mindre og mindre i Danmark, og færre børn cykler i deres hverdag end for bare 10 år siden. Frivillige cykellegekorps gør, at flere børn i hele landet i en tidlig alder får styrket deres cykelfærdigheder og får grundlagt gode cykelvaner, der kan række langt ind i voksenlivet,” siger Kenneth Øhrberg Krag, der er direktør i Cyklistforbundet, i en pressemeddelelse fra forbundet.
Mødet mellem børn og ældre er en vigtig del af projektet, understreger uddelingschef i Nordea-fonden Christine Paludan-Müller.
”Brobygning på tværs af generationer bidrager til at skabe nogle særlige fællesskaber, som er værdifulde for både børn og seniorer. Hos Nordea-fonden er vi stolte af at støtte Cyklistforbundets nye landsdækkende projekt, der både skal styrke børns cykelfærdigheder og på samme tid fremme et sundt og aktivt børneliv,” siger Christine Paludan-Müller.
De første frivillige cykellegekorps bliver etableret senere i år blandt andet i Gladsaxe og Silkeborg.
Nye fællesskaber for voldsudsatte kvinder
Ifølge en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed blev 118.000 kvinder i 2021 udsat for fysisk og/eller psykisk partnervold i Danmark. Når kvinderne har været på krisecenterophold eller fået ambulant rådgivning, mangler de ofte hjælp og støtte – men det skal et nyt projekt forsøge at råde bod på.
Det er foreningen Projekt Q-Værk, som står bag projektet, der vil forsøge at bygge bro mellem kommuner, krisecentre og sundhedsaktører. Målet er at sikre, at kvinderne ikke står alene, men får fleksibel, anonym og lettilgængelig støtte, uanset hvor de bor.
”Voldsudsatte kvinder oplever ensomhed, senfølger af volden og manglende fællesskaber, som gør det svært at etablere et nyt liv. De skal derfor have adgang til en landsdækkende, digital efterværnsindsats. Vi begyndte som et fysisk fællesskab, men har siden lanceret digitale fællesskaber simpelthen fordi kvinderne, vi var i kontakt med, efterspurgte det. Kvinderne føler sig som de eneste i verden, der har været udsat for partnervold. Det er forbundet med en enorm skam. Men når kvinderne kommer ind i de digitale fællesskaber, får de et sprog, og de ser, at de ikke står alene med deres oplevelser,” siger Birgitte Toft-Petersen, der er udviklingschef i Projekt Q-Værk, i en pressemeddelelse fra Velux Fonden.
Velux Fonden støtter projektet med 4,5 millioner kroner.
“Vi glæder os til at følge Projekt Q-Værks projekt, som flugter med fondens ambitioner om at bidrage til at styrke trivslen og handlekraften hos mennesker i socialt udsatte positioner,” siger Ane Hendriksen, direktør i Velux Fonden.
Støtte til fortællerkorps og musikalske alliancer
"Det glæder os at meddele, at Helsefondens bestyrelse har besluttet at bevillige dit projekt".
Denne besked modtog 15 bevillingsmodtagere for nylig, efter at bestyrelsen i Helsefonden havde gennemgået de indkomne ansøgninger, skriver fonden på LinkedIn. Der er tale om 15 modtagere i den kategori, Helsefonden betegner som ’øvrige’ – det vil sige bevillinger, som ikke falder ind under forskning eller UngeAlliancen.
Blandt de 15 støttede projekter er Ungdommens Røde Kors’ fortællerkorps, som har modtaget 480.000 kroner. I efteråret 2024 gennemførte organisationen en test-workshop, hvor der blev arbejdet med fortællinger fra 13 unge, som havde erfaringer med sig fra blandt andet at have været indsat i fængsel, indlagt på hospital og anbragt uden for hjemmet.
Det arbejde vil Ungdommens Røde Kors nu fortsætte i en ny række workshop-forløb, hvor mindst 30 unge skal uddannes i at bruge og formidle deres fortællinger.
Et andet støttet projekt hedder Musikalske Alliancer og har fået 350.000 kroner fra Helsefonden. Her bliver kunst, forskning og psykiatrisk behandling kombineret, når professionelle musikere fra ensemblet Lydenskab sammen med patienter og behandlere udvikler personlige musikalske og poetiske værker.
Lancerer nyt talentprogram for dansere
Vi fortsætter med et par kulturelle nyheder. Den første omhandler Danmarks nationale kompagni for samtidsdans, Dansk Danseteater, som netop har modtaget en bevilling på 1,27 millioner kroner fra Augustinus Fonden.
Pengene er dedikeret til talentudviklingsprogrammet ’Drivhus’ over en treårig periode.
Det er yderst positivt, at Dansk Danseteater med deres væsentlige position som et kompagni af international klasse nu påtager sig et centralt ansvar for at sikre samtidsdansens fødekæde
Frank Rechendorff Møller – Administrerende direktør, Augustinus Fonden
”Det er yderst positivt, at Dansk Danseteater med deres væsentlige position som et kompagni af international klasse nu påtager sig et centralt ansvar for at sikre samtidsdansens fødekæde. Vi ser frem til at følge Dansk Danseteaters arbejde med at udvikle talenter til gavn for hele det danske danselandskab i de kommende år,” siger Frank Rechendorff Møller, administrerende direktør i Augustinus Fonden, i en nyhed på fondens hjemmeside.
Ifølge fonden er det danske danselandskab både rigt og mangfoldigt, men mulighederne for unge professionelle koreografer og dansere, der befinder sig i overgangen mellem uddannelse og en professionel karriere, er begrænsede. Internationalt findes der programmer, der giver nyudklækkede talenter mulighed for at arbejde med professionelle dansere og produktioner, og med det nye initiativ sikrer Dansk Danseteater, at denne mulighed også findes i Danmark.
Fik hæderspris under koncert
Musikerne Signe Juhl Jensen og Casper Mikkelsen fik sig lidt af en overraskelse, da de forleden var i fuld gang med en hyldestkoncert for Joni Mitchell i Musikhuset Esbjerg. I pausen blev de nemlig overrasket med nyheden om, at de er modtagere af Johan Hoffmann Fondens hæderspris 2025.
Prisen er på 50.000 skattefrie kroner, skriver Jydske Vestkysten i en nyhed på jv.dk.
Bestyrelsen i Johan Hoffmann Fonden begrunder prisen til de to Esbjerg-musikere med, at de ”i mange år har skabt musikalske oplevelser til glæde for esbjergensere og musikglade danskere i hele landet”.
Johan Hoffmann Fondens hæderspris kan ikke søges. Prisen blev første gang uddelt i 2017 til Poul la Cour for hans arbejde med Esbjerg
Ungdomssymfoniorkester.
Får pris for motivation af fremtidens pædagoger
Vi slutter med endnu en prisoverrækkelse. Lektor og biolog Birgitte Damgaard fra Københavns Professionshøjskole er netop blevet tildelt Novo Nordisk Fondens pris til naturfagsundervisere på pædagoguddannelsen for sin særlige indsats for at engagere og motivere fremtidens pædagoger inden for natur, udeliv og science.
“Jeg er selvfølgelig glad og stolt over at modtage prisen. Men det er også vigtigt for mig at fortælle, at jeg er meget ydmyg. Det afgørende for mig er, at mine pædagogstuderende bliver klogere og mere motiverede inden for det naturfaglige område,” siger Birgitte Damgaard i en pressemeddelelse fra Københavns Professionshøjskole.
Prisoverrækkelsen fandt sted ved Big Bang-konferencen i sidste uge i Odense Congress Center.
Novo Nordisk Fondens pris uddeles hvert år og består af en personlig hæderspris på 50.000 kroner og 200.000 kroner til professionshøjskolen. Andelen, som tilfalder professionshøjskolen, skal anvendes til udvikling af naturfagligt forløb.