
Filantropis ugentlige oversigt over nye fondsuddelinger står denne gang i høj grad i klimaets og biodiversitetens tegn.
Vi lægger ud med et nyt samarbejde mellem 15. Juni Fonden og Klimaskovfonden, som skal understøtte biodiversiteten i nye skove. Klimaskovfonden er oprettet af Folketinget i 2020 for at rejse skov og udtage lavbundsjorder.
Samarbejdet indbefatter, at 15. Juni Fonden i 2025 giver to millioner kroner til særlige biodiversitetstiltag i de nye skove, der rejses med støtte fra Klimaskovfonden.
”I 15. juni Fonden vil vi gerne skabe de bedst mulige vilkår for biodiversiteten på de arealer, der udlægges til urørt skov. Klimaskovfonden er allerede i gang med at etablere ny urørt skov, så det giver god mening, at vi understøtter hinandens indsatser og både kan opnå en CO2-effekt og biodiversitetseffekt,” siger Henriette Christiansen, der er direktør i 15. juni Fonden, i en pressemeddelelse fra Klimaskovfonden.
Klimaskovfonden har indtil videre givet tilsagn til flere end 150 skovrejsningsprojekter i Danmark, og flere nye skove er på vej.
Fondspenge til ny klimapark i Greve
I Greve syd for København er der glæde på blandt andet borgmesterkontoret, efter at Nordea-fonden har besluttet at støtte et nyt projekt kaldet Mosede Klimapark med 8,4 millioner kroner.
Intentionen med Mosede Klimapark er at etablere et grønt åndehul, hvor blandt andre folkeskolelever i alle aldre kan lære om klimaudfordringer og bæredygtige løsninger.
Borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V), er ifølge en nyhed på Nordea-fondens hjemmeside begejstret for, at klimaparken bliver til virkelighed.
Det bliver fantastisk spændende at følge ideudviklingen og etableringen af parken, og jeg tør godt love, at vi alle sammen kan se frem til en helt særlig naturoplevelse midt i byen
Pernille Beckmann (V) – Borgmester, Greve Kommune
”Vi får en unik park, hvor besøgende børn og unge kan nyde naturen og samtidig får vigtig viden om, hvordan vi mennesker har levet i og med omgivelserne siden vikingetiden, og hvordan vi også har påvirket naturen og klimaet. Det bliver fantastisk spændende at følge ideudviklingen og etableringen af parken, og jeg tør godt love, at vi alle sammen kan se frem til en helt særlig naturoplevelse midt i byen,” siger Pernille Beckmann.
Anlægsarbejdet begynder i 2027, og i sommeren 2028 er det planen, at Mosede Klimapark skal åbnes.
Unge og seniorer skal gøre en forskel for klimaet
Vi bliver på klimaområdet med nyheden om et nyt projekt på 30 biblioteker rundt omkring i Danmark. Her er målet at etablere lokale fællesskaber for klimahandlinger, hvor i alt over 800 unge og seniorer skal mødes for sammen at udvikle tiltag, der kan bidrage til en grønnere fremtid.
Projektet hedder ’Sammen om fremtiden’ og er skudt i gang af tænketanken Fremtidens Biblioteker. Det er støttet af Velux Fonden med 1,83 millioner kroner.
”Hvis vi skal få borgere i alle aldre til at arbejde med klima og bæredygtighed, skal vi finde nye måder at italesætte omstillingen og at mobilisere borgere på. Vi ved, at unge og seniorer ønsker at gøre en forskel. Vi skal derfor have engageret dem til at lave bæredygtige handlinger,” siger projektleder Kristine Lykke Roed fra Fremtidens Biblioteker i en pressemeddelelse fra Velux Fonden.
Det forventes, at medarbejdere fra de 30 biblioteker skal facilitere lokale workshops, såkaldte fremtidsværksteder, hvor unge og seniorer samarbejder om at udvikle lokale klimahandlinger.
Projektet er en videreudvikling af det netop afsluttede projekt Sammen om verdensmål, hvor 36 folkebiblioteker siden 2021 har engageret og mobiliseret voksne over 60 år omkring FN’s verdensmål i lokale fællesskaber.
Virksomheder skal være verdensmestre i 3D-print
Endnu flere virksomheder skal fremover anvende 3D-print i produktionen til gavn for både bæredygtighed og bundlinje. Det er målet med en ny bevilling på 30,5 millioner kroner fra Industriens Fond.
Bevillingen sikrer en forlængelse af Dansk AM Hub og kommer oveni de knap 90 millioner kroner, som Industriens Fond tidligere har givet i støtte til indsatsen. Dansk AM Hub er en erhvervsdrivende fond, som udspringer af visionen om at gøre Danmark og danske produktionsvirksomheder til verdens bedste i at anvende industriel 3D-print.
Med den nye bevilling sikrer vi, at Danmark og de danske produktionsvirksomheder også i fremtiden vil stå stærkt, når det handler om både grøn omstilling og en sund bundlinje
Thomas Hofman-Bang – Adm. direktør, Industriens Fond
“Dansk AM Hub har gang på gang bevist, at det med 3D-print er muligt at få et mere bæredygtigt produktionsdanmark. Med den nye bevilling sikrer vi, at Danmark og de danske produktionsvirksomheder også i fremtiden vil stå stærkt, når det handler om både grøn omstilling og en sund bundlinje,” siger administrerende direktør i Industriens Fond Thomas Hofman-Bang i en pressemeddelelse.
Dansk AM Hub har de senere år hjulpet flere end 400 danske virksomheder med viden, inspiration, innovation og hjælp til produktion af 3D-printede produkter.
Bygger nyt fælleshus på Amager-kollegium
Grønjordskollegiet på Amager består i dag af fem boligblokke og en administrationsbygning fordelt omkring nogle store parkeringsarealer. Kollegianerne savner et naturligt samlingspunkt for livet på kollegiet. Det laves der om på nu, fremgår det af en nyhed på A.P. Møller Fondens hjemmeside.
Den nuværende administrationsbygning bliver nemlig bygget om til et nyt fælleshus med plads til foreninger, kollegianernes møder og større arrangementer.
Projektet er støttet med 10 millioner kroner af Den A.P. Møllerske Støttefond. Det sker, som det hedder, ”for at give kollegianerne væsentligt bedre betingelser for at danne og fastholde værdifulde fællesskaber og venskaber på tværs af uddannelsesmæssige, kulturelle og sociale baggrunde”.
Grønjordskollegiet er hjem for cirka 1.000 studerende fra diverse uddannelser i Storkøbenhavn og administreres af den almene boligorganisationsadministration FA09.
Ny bevilling til byggeriets udviklingsplatform
Byggeriet i Danmark skal digitaliseres hurtigere og blive mere bæredygtigt. Og med en ny samlet bevilling på 28 millioner kroner til ConTech Lab, byggeriets fælles udviklingsplatform, skal fokus øges på udbredelse og implementering af løsninger til digitalisering og grøn omstilling skabt i ConTech Lab i samarbejde med byggebranchen.
Bag bevillingen står blandt andre den filantropiske forening Realdania, Industriens Fond, Knud Højgaards Fond og Rambøll Fonden.
”En samlende udviklingsplatform som ConTech Lab kan understøtte branchens aktører i at samarbejde på tværs og løfte sig digitalt gennem målrettede, samarbejdsorienterede og praksisnære løsninger med udgangspunkt i byggeprojekter. Skal vi lykkes med at gøre byggebranchen mere bæredygtig og cirkulær, er der behov for, at branchen har et sted at eksperimentere med teknologi og nye arbejdsmetoder, inden de foretager store investeringer,” siger programchef i den filantropiske forening Realdania Lennie Clausen i en pressemeddelelse fra Realdania.
ConTech Lab blev etableret i 2021 og er forankret i Molio, byggeriets videnscenter.