
I denne uge har vi på Filantropi udvalgt en række nye fondsuddelinger, som støtter unge mennesker. Fra eliteatleters kamp mod internationale medaljer til projekter, der fremmer unges demokratiske engagement.
Der er også bevillinger til Kolding botaniske have og Fyret på Rubjerg Knude. Endelig slutter vi af med en række lokale bevilliger, der gør en stor lokal forskel.
Nyt talentprogram - rette hjælp til rette atlet
Vi starter i elitesportens verden, hvor Salling Fondene i denne uge i samarbejde med Team Danmark lancerede Salling Fondenes Talentprogram.
For unge idrætsudøvere kan overgangen fra talent til at blive verdensklasseatlet være svær og sårbar og resultere i frafald. Det er en periode, hvor atleterne står over for et øget pres fra træning, rejser og studier eller job, og samtidig oplever mange, at der er begrænset hjælp at hente. Faktisk har årene lige inden deres gennembrud for mange senioratleter været de sværeste i karrieren, viser en analyse fra Team Danmark.
Under mottoet ’Rette hjælp til rette atlet på rette tidspunkt’ tilbyder det nye talentprogram skræddersyet støtte til udvalgte unge talenter uden resultatforventninger og med særligt fokus på den svære overgang. Målet er at hjælpe atleterne godt på vej mod ambitionen om at tage medaljer på den internationale arena.
Det nye talentprogram er finansieret af en del af Salling Fondenes seneste donation til Team Danmark på 60 millioner kroner i perioden 2025 – 2028 frem mod OL og PL i Los Angeles.
I Købmand Herman Sallings Fond glæder bestyrelsesformand Jens Bjerg Sørensen sig over at kunne støtte nogle af Danmarks største talenter:
”Det er fascinerende at se et talent folde sig ud og tage det sidste skridt op ad stigen. Netop dét skridt er ofte det sværeste, og med Salling Fondenes Talentprogram ønsker vi at give unge atleter det rygstød, de har brug for – netop dér hvor behovet er størst. Vores håb er, at talenterne i programmet med tiden bliver blandt de atleter, vi alle samles om og glædes over, når de kæmper for Danmark på den internationale scene,” siger han i en pressemeddelelse fra Team Danmark.
Unge får styrket deres demokratiske selvtillid
Med en donation på 450.000 kroner fra Spar Nord Fonden og 6,35 millioner kroner fra Nordea-fonden skal den journalistiske ngo, Constructive Institute i Aarhus over de næste tre år arbejde med demokratisk mobilisering af den kommende generation.
”Det er på mange måder en spændende tid, vi lever i, hvor meget af det, vi har taget for givet siden Anden Verdenskrig, ikke længere gælder. I den udvikling har medierne – både de sociale og de etablerede – spillet en afgørende rolle, og derfor ser vi lige nu en kamp udspille sig mellem sandhed over for løgn, fakta over for misinformation og demagogi over for demokrati. Derfor håber og tror vi også på, at vi ved at give næste generation mediekompetencer og lysten til at deltage i den offentlige samtale ruster dem bedre til at blive mediekritiske, aktive borgere i fremtidens demokrati,” siger direktør og grundlægger af Constructive Institute, Ulrik Haagerup i en pressemeddelelse fra fondene.
Gennem undervisning i journalistik, medier og demokrati vil Constructive Institute styrke den demokratiske selvtillid hos 15.000 unge på ungdoms- og erhvervsuddannelser, FGU, fri-, dag-, høj- og efterskoler over hele landet. Undersøgelser viser nemlig, at mange unge på grund af lav demokratisk selvtillid for eksempel undlader at deltage i debat sociale medier af frygt for negative reaktioner, at de generelt fravælger at deltage i den offentlige samtale, og bevidst undgår nyhedsmedierne.
Demokratisk handlekraft i udsatte boligområder
Ugen der gik bød desuden på endnu et projekt, som skal styrke den danske ungdoms demokratiske deltagelse. Denne gang er det dog de unge selv, der er drivkraften i at skabe forandring i Mellemfolkeligt Samvirkes nye landsdækkende initiativ Stærke Sammen.
Initiativet er støttet af Tuborgfondet, Det Obelske Familiefond og Østifterne og skal over de næste fire år give unge i udsatte boligområder mulighed for at mødes, deltage aktivt i samfundet og skabe positiv forandring både for dem selv og deres lokalområde.
“Unge er nøglen til forandring og et stærkt demokrati. Udsatte boligområder har brug for frontløbere – og unge har potentialet til at tage den rolle på sig. Men de skal have opbakning. Det får de med Stærke Sammen, hvor vi sammen med lokale partnere støtter unge i at organisere sig i handlekraftige fællesskaber”, siger Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse fra fondene og Mellemfolkeligt Samvirke.
I projektperioden opretter Mellemfolkeligt Samvirke ti nye ungefællesskaber, i region Midtjylland, Syddanmark og Østdanmark, hvor de unge kan engagere sig på egne præmisser og få erfaring med foreningslivet. De unge får støtte fra fagpersoner til at arrangere events, diskutere vigtige samfundsemner og udvikle deres færdigheder i trygge rammer. De skal derudover mødes på tværs af landet til blandt andet ungekonferencer og demokratifestivaler, og dele deres budskaber på folkemøder, sociale medier, i beboerdemokratiet og lokaludvalg.
Botanisk have får ny bæredygtig hovedbygning
A.P. Møller Fonden har ønsket at sikre den 100 år gamle, levende, botaniske kulturarv i en af Danmarks mest besøgte botaniske haver. Derfor har fonden bevilget ti millioner kroner til byggeriet af en ny, større og mere tidssvarende hovedbygning til havens gæster i Koldings botaniske have, Geografisk Have, skriver fonden i en nyhed på hjemmesiden.
Med bevillingen kan haven nu igangsætte byggeriet af den nye hovedbygning Den Grønne Portal, der er tegnet af arkitektfirmaet AART og er en af de mest bæredygtige bygninger, som firmaet nogensinde har tegnet, og bliver blandet andet bygget med biogene materialer, genbrugsklinker og med hybridventilation.
Rubjerg Knude 2.0
Længere mod nord har endnu et kulturhistorisk institution fået lovning på fondsmidler.
Det drejer sig om Rubjerg Knude Fyr, der i 2019 under stor international mediebevågenhed blev flyttet cirka 70 meter ind i landet for at sikre det fra at styrte i havet. For selvom man i dag forventer, at fyret vil stå sikkert i mange år frem, så er det slidt og trænger til en kærlig hånd.
Derfor har Realdania bevilget op til 4.925.000 kroner til en ny trappe og en ny arkitektonisk installation i lanternen i fyret, der hører under Naturstyrelsen.
”Vi er meget taknemmelige for bevillingen. Rubjerg Knude Fyr er et vartegn for området, og flere hundredetusinde lægger vejen forbi hvert år. Men fyret er slidt. Den oprindelige spejlfunktion er næsten ikke til stede længere, og trappen ruster. Nu kan vi give fyret en kærlig hånd – og det fortjener det,” fortæller Jesper Blom-Hansen, skovrider i Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
I Rubjerg Knude 2.0 er der lagt vægt på en lavmælt arkitektur, som skal bidrage til at gøre oplevelsen mere intens og vedkommende, og med respekt for hovedattraktionen - naturen og fyret.
”Rubjerg Knude Fyr har stor lokal og regional betydning, og med det nye projekt sikrer vi, at fyret fortsat kan være en attraktion, der giver rigtig mange besøgende mulighed for at opleve Vesterhavet og det vestjyske landskab fra toppen af fyret,” siger projektchef i Realdania, Simon Harboe.
Lokale bevillinger til store lokale forskelle
Vi slutter ugens overblik med en række mindre lokale bevillinger, da flere fondsbestyrelser i det lokale Danmark har haft uddelingsrunder i den seneste uge.
På Fanø har Fanø Sparekasses Fond støttet i alt 19 foreninger og initiativer med næsten 1,7 millioner kroner. Blandt modtagerne af donationer er Fanø Sejlklub, der har fået penge til indkøb af optimistjoller, Fanø Gadeteaterfestival samt Skovlegepladsens Støtteforening, som fik den største bevilling på 450.000 kroner til et legepladsprojekt i Tempo-skoven.
”I 2024 var vi begunstiget af, at renten var 4,5 procent, hvilket har givet fonden ekstra mange penge at kunne uddele. Vi forsøger altid at ramme bredt, både geografisk og emnemæssigt, fortæller formand for Fanø Sparekasses Fond, Jeppe Valbjørn til Fanøposten.
I Mariagerfjord kommune kunne 50 foreninger og lokale ildsjæle glæde sig over støtte fra Svend Nielsen og Herdis Myginds Fond, som i alt har uddelt 1,5 millioner kroner for at styrke fællesskabet og de mange frivillige kræfter, der hver dag arbejder for at skabe et levende lokalsamfund i Mariagerfjord, skriver Mariagerfjordposten.
Blandt modtagerne var Øster Hurup Badebrolaug, som fik 75.000 kroner til opførelsen af en ny, miljø- og handicapvenlig badebro, Ældre Sagens frivillige i Arden, som fik 50.000 til indkøb af en elcykel og Onsild Sangkor, som fik 6.000 kroner til Landsbyklyngesang i ti landsbyer.
Endelige skal frivillighed på skemaet i børnehaverne på Mors. Her har frivilligcenteret fået en donation på 10.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel til en pixibog, som skal uddeles til alle børnehavebørn. Bogen fortæller om, hvor børnene møder frivillige i deres egen hverdag, og skal være med til at starte en samtale om betydningen af frivilligt arbejde i det danske samfund og måske skabe små nye frivillige ildsjæle, skriver fonden på deres hjemmeside.

