
I årets første uge, hvor store dele af landet er dækket i sne, og Fondsdanmark så småt er tilbage på pinden igen, begynder vi ugens overblik over de seneste uddelinger med lydfortællinger og støtte til bedre mental sundhed i danske bagerier.
Velliv Foreningens bestyrelse har nemlig haft uddelingsrunde og givet næsten 30,5 millioner kroner til at styrke trivslen på arbejdspladser rundt om i Danmark, skriver foreningen i en nyhed på deres hjemmeside.
Blandt donationsmodtagerne er Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som har fået næsten 3 millioner kroner til projektet ‘Lyt: Lyden af diversitet, lige muligheder og inklusion’, der skal undersøge, hvordan lydfortællinger kan hjælpe virksomheder i deres arbejde med diversitet, lige muligheder og inklusion med fokus på neurodivergens, forskellige livsfaser og international arbejdskraft.
Med afsæt i lydhistorier fortalt af hovedpersonerne selv og avanceret 3D-lyd, som giver lytteren oplevelsen af at være i de skildrede situationer selv, skal forløbene afprøves i seks virksomheder.
Bager- og Konditormestre i Danmark har modtaget lidt over 2,2 millioner kroner til projektet 'Arbejdsmiljø, der går som varmt brød'. 15 virksomheder indgår i projektet, som skal forbedre arbejdsmiljøet i en branche, hvor arbejdstempoet ofte er højt og kundekontakten kan være følelsesmæssigt krævende. Hvor mange af lederne ofte står uden en lederuddannelse, og hvor mere end halvdelen af de unge lærlinge falder fra netop på grund af det hårde arbejdsmiljø og store arbejdspres.
Endelig har 40 arbejdspladser rundt om i landet modtaget støtte til at forbedre trivslen, blandt andet Port of Aalborg Logistics A/S, der har fået 250.000 kroner til projektet ‘I samme båd – en styrket fælles kultur i Port of Aalborg’, og CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese, som har modtaget 111.725 kroner til projektet ‘Tryghed og arbejdsglæde gennem fælles forandringsproces’.
Bokseklub får social pris
Vi fortsætter ugens overblik med en pris. Idrættens Sociale Pris, som i lørdags blev uddelt til Høje-Taastrup Bokseklub i forbindelse med DR’s sportsgalla Sport 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning.
Bokseklubbens evne til at udnytte sine faciliteter og kompetencer bredt gør klubben til et forbillede
Kim Nøhr Skibsted – Direktør, Grundfos Fonden
Det er Grundfos Fonden og Danmarks Idrætsforbund, som står bag prisen, der hylder idrætsinitiativer, som gør en forskel lokalt for mennesker, der har det svært, og herigennem er med til at løfte et samfundsansvar.
Prisen gik til Høje-Taastrup Bokseklub fordi, klubben ud over at være en bokseklub også har startet aktiviteter for mennesker med Parkinson, for kræftramte og deres pårørende, samt for børn og voksne i udsatte boligområder, der ellers ikke er en del af foreningslivet – blandt andet med yoga, dans og en café for kræftramte. Herigennem har klubben formået at skabe vedvarende social forandring med meget få ressourcer, skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
”Bokseklubbens evne til at udnytte sine faciliteter og kompetencer bredt gør klubben til et forbillede. I Høje-Taastrup Bokseklub bruger klubben sine lokaler til langt mere end boksning. Det er en indsats, der tydeligt rækker ud over sporten, og som handler om trivsel, livsmod og samhørighed på tværs af alder, baggrund og livssituation – og bygger på samarbejder med lokale kræfter,” siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden.
Det er tredje gang, at prisen bliver uddelt. Udover æren modtog bokseklubformand i Høje Taastrup Kim Kristiansen 75.000 kroner, som skal bruges til det fortsatte arbejde.
”Det betyder utrolig meget for os at blive set og anerkendt for det arbejde, som hver dag bliver løftet af vores trænere, bestyrelse og frivillige kræfter. Og jeg er stolt af at være formand for en klub, der formår at favne så bredt,” sagde han tilbage i oktober, da han blev nomineret til prisen.
Trygt hjem for soldater og veteraner
I Sønderjylland kan KFUM’s Soldatermission nu bygge et nyt soldaterhjem i Haderslev med en donation på 40 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden.
Det nye soldaterhjem kommer til at ligge tæt på Haderslev Kaserne og skal fungere som en tryg ramme om hverdagen for danske soldater og veteraner samt for deres pårørende. Indretningen vil have fokus på trivsel og fællesskab – med både opholdsrum, spisestue, mulighed for overnatning og rekreative faciliteter.
”Soldaterhjemmet bliver et hjem – ikke en institution – og skal være et sted, hvor soldater kan finde ro, omsorg og fællesskab midt i en krævende hverdag,” skriver A.P. Møller Fonden på Linkedin.
Soldater og veteraner vil kunne rykke ind i det nye soldaterhjem i 2027.
Ny handicapvenlig bro
Vi ender ugens overblik i det Nordjyske, hvor Fruerlundparken nu får en ny handicapvenlig gangbro med en donation på 25.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld.
Det betyder rigtig meget for os, at folk i alle aldre og med alle forudsætninger igen kan krydse søen og være en del af parkens fælles oplevelser
Poul Madsen – Bestyrelsesformand, Fruerlundparken
Fruerlundparken ligger på grunden for det tidligere Øster Hurup Sommerland, og den nuværende hængebro over søen i parken er det sidste levn fra sommerlandet. Hængebroen er så slidt og ustabil, at den er spærret af, og det har betydet, at parkens gæster ikke har adgang til øen, som ligger midt i den 15 hektar store park.
Med omkring 25-30.000 årlige gæster, danner Fruerlundparken rammen om blandt andet kræmmermarkeder, biltræf, koncerter og private fester. Parken bliver drevet af en gruppe frivillige ildsjæle og er blevet et vigtigt lokalt samlingspunkt i Øster Hurup.
I forbindelse med at en ny gangbro nu skal bygges, har det været vigtigt for Fruerlundsparkens bestyrelse, at det blev en handicapvenlig bro, fortæller bestyrelsesformand Poul Madsen i en nyhed på fondens hjemmeside.
”Det betyder rigtig meget for os, at folk i alle aldre og med alle forudsætninger igen kan krydse søen og være en del af parkens fælles oplevelser,” siger Poul Madsen.
Med den nye donation fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld kan det nu realiseres, og broen forventes at stå klar ved udgangen af januar.


