
Årets sidste oversigt over de seneste uddelinger begynder ude i verden.
Med en donation på 100 millioner kroner fra Lego Fonden kan Red Barnet styrke arbejdet for nogle af verdens mest udsatte børn.
De seneste to år har Red Barnet og Lego Fonden i samarbejde sikret 60.000 børn over hele verden adgang til uddannelse. Den nye pose penge skal sørge for at fortsætte denne indsats over de næste fire år.
Og netop adgang til skolegang er helt afgørende for fremtidsudsigterne for børn, der befinder sig i krise og konfliktzoner, ligesom det forebygger børneægteskaber og rekruttering til væbnede grupper, skriver Red Barnet på Linkedin.
"Vi er utrolig glade for at kunne fortsætte vores samarbejde og dermed beskytte og bringe håb for tusindvis af børn. Alle børn har ret til skolegang og til at lege, lære og udvikle sig,” sagde Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, da hun fik donationen overrakt af Sidsel Marie Kristensen, administrerende direktør hos Lego Fonden.
Ny stor forskningspris
Vi fortsætter i forskningens verden, hvor ugen, der er gået, har budt på både uddelingen af en ny international pris og et stort boost til grundforskning.
Med Operaen i København som ramme, uddelte H.M. Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund for første gang den nye forsknings- og innovationspris Into Change Award, der er blevet til med støtte fra Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden og Villum Fonden.
Prisen er med sine otte millioner kroner en af verdens største forskningspriser, og den bliver givet til europæiske forskningsgrupper, ”der har udmærket sig gennem exceptionel forskning af samfundsmæssig betydning på højeste internationale niveau,” skriver Uddannelses- og forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
Det er imponerende at se, hvordan Engrave har leveret en opdagelse, der rykker ved hele vores forståelse af universets tungeste byggesten
Mads Krogsgaard Thomsen – Direktør, Novo Nordisk Fonden
Prisen gik til forskergruppen Engrave – et netværk af forskere og observatorier fra 13 europæiske lande - der har fundet svaret på et mysterium, som har optaget forskere i mere end et halvt århundrede, nemlig hvor vi kommer fra.
Gruppen har fundet ud af, at de grundstoffer, som vores planet og vi selv er opbygget af, stammer fra sjældne kæmpemæssige kilonovaeksplosioner, hvor to døende kæmpestjerner ramler sammen. De sjældne sammenstød har vist sig at skabe de tunge grundstoffer, der udgør omkring halvdelen af det periodiske system, som for eksempel guld og platin, uran og sjældne jordarter.
”Det er imponerende at se, hvordan Engrave har leveret en opdagelse, der rykker ved hele vores forståelse af universets tungeste byggesten. Udover at skabe viden med klar samfundsmæssig betydning, bliver de et stærkt eksempel på, hvad europæisk forskning kan, når et samarbejde på tværs af 13 lande får de rette betingelser,” siger direktør i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen.
Stort boost til grundforskningen
Vi bliver indenfor forskning med et boost til grundforskningen.
Carlsbergfondet har nemlig uddelt 581 millioner kroner til 159 danske forskere indenfor humaniora, samfunds- og naturvidenskab til at udforske lige præcis de videnskabelige spørgsmål, som de selv har set, som mest presserende, skriver Carlsbergfondet i en pressemeddelelse.
Felterne spænder bredt. Fra ørkeners udvikling og betydning for jordens klima, over forandringer i håndteringen af urbane dyr som følge af krav om biodiversitet og dyrevelfærd i byerne, til konsekvenser af barndomssårbarhed i Danmark omkring år 1900.
Midlerne er givet til forskere på alle stadier i deres karrierer med det formål både at sikre talentudvikling i forskningsmiljøerne og at understøtte Danmarks fortsatte position som en internationalt stærk forskningsnation.
”For Carlsbergfondet er det vigtigt, at vi med vores midler kan bidrage til at sikre høj kvalitet i hele grundvidenskabens fødekæde. Og det på en måde, der tager afsæt i netop de grundlæggende videnskabelige spørgsmål, som opstår naturligt ude i forskningsmiljøerne,” siger Carlsbergfondets direktør, professor Lasse Horne Kjældgaard.
Forskning i ældre og misbrug
Helsefonden har ligeledes haft uddelingsrunde af forskningsmidler. Det har især været temaer som misbrug, sårbare ældre og psykiatri, der er sluppet igennem nåleøjet hos fonden.
16 millioner kroner er uddelt til 40 forskningsprojekter indenfor social- og sundhedsområdet ud af de 324 fondsansøgninger, der var kommet ind.
Det er særligt projekter om socialt udsatte grupper, som fondens bestyrelsen har prioriteret samt projekter, der relaterer sig til sundhedsreformen, skriver fonden selv på hjemmesiden.
Deller og strækmærker 2.0
Vi fortsætter med croquistegning af rigtige kroppe – med ar, deller, strækmærker og handicap, som over de næste fire år vil fylde klasselokaler på landets folkeskoler og ungdomsuddannelser.
Muskelsvindfonden har nemlig fået 17,5 millioner kroner fra Nordea-fonden til at udbrede deres projekt Pærfekt 2.0, hvor unge gennem croquistegning, kreative undervisningsforløb og dialog, får mulighed for at få et mere realistisk og nuanceret billede af kroppen, som modspil til den perfekthedskultur og de urealistiske kropsidealer, som unge møder overalt i deres hverdag, og herigennem styrke de unges selvværd, skriver Nordea-fonden i en pressemeddelelse.
Og det gør faktisk en forskel, når de unge møder virkelige mennesker, som de kan spejle sig i.
Når unge møder virkelige kroppe og ærlige fortællinger, rykker det noget i dem
Simon Toftgaard Jespersen – Formand, Muskelsvindfonden
Det gør dem mere kritiske i forhold til de idealer, de møder i medier og online, og giver dem et mere nuanceret syn på både deres egen og andres krop. Det viste et pilotprojekt, der har været forløberen for Pærfekt 2.0, og som Muskelsvindfonden lavede i samspil med Børns Vilkår, fortæller Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden.
”Vi er meget stolte af, at Pærfekt gør en reel forskel for unge. Evalueringen dokumenterer, at når unge møder virkelige kroppe og ærlige fortællinger, rykker det noget i dem. Med millionstøtten fra Nordea-fonden kan vi tage næste skridt, nå endnu flere unge på tværs af landet og fortsætte arbejdet med at nedbryde det pres, alt for mange vokser op med,” siger Simon Toftgaard Jespersen.
Det er ambitionen, at projektet skal nå 35.000 unge hvert år indtil 2029. Ud over Muskelsvindfonden deltager også Børns Vilkår og Sex & Samfund i projektet.
Udstyr til skolehave
Næste stop er Esbjerg, hvor Gørding Skole har fået 62.000 kroner fra Villum Fondens Gro pulje til at indkøbe udstyr til deres projekt Tingstedet – den regenererende have, der skal sætte endnu mere skub i den grønne og bæredygtige undervisning på skolen.
Med bevillingen bliver det muligt at skabe en skolehave, hvor lærere og elever blandt andet kan dykke endnu mere ned i praktiske eksperimenter, som kan være med til at styrke fagligheden hos udskolingselever, skriver vildmarkslærer på Gørding Skole Christian Lykou på Linkedin.
”Vi ønsker at skabe en have, der emmer af liv, og som vi med praktiske aktiviteter vil integrere i vores undervisning i natur- og teknologifagene. Årets første julegave – jubiiii,” skriver Christian Lykou.
Julehjælp
Vi ender årets sidste overblik med endnu en donation til julehjælp.
Det er Lauritzen Fonden, som i år har har givet 520.000 kroner til en række organisationer, som gør en stor indsats for at sikre, at ”børn i udsatte livssituationer også får mulighed for at opleve julens fællesskab, varme og håb,” skriver fonden på Linkedin.
Blandt modtagerne er:
Mødrehjælpen, som har fået 250.000 kroner til at kunne give dels et kontant beløb til mad eller gaver og dels et tilbud om rådgivning, der kan hjælpe familierne med de udfordringer, de står med. Børnesagens Fællesråd, der har fået 100.000 til julestipendier til eneforsørgere, som er givet som skattefrie beløb direkte til familierne til blandt andet mad og gaver. Og Operation Julegaveregn, der samler julegaver ind til anbragte og socialt udsatte børn på døgninstitutioner i Danmark, Færøerne og Grønland, har modtaget 50.000 kroner, som ubeskåret går til gaver. Hvert barn modtager gaver til en værdi af omkring 600 kroner, og institutionerne opfordres til, at børnene er med til at købe gaver til hinanden, som en måde at styrke fællesskab og normalitet i en tid der kan være særligt sårbar for mange anbragte børn.


