
Vi begynder denne uges overblik i de danske fængsler. For mange indsatte oplever, at de er sakket bagud digitalt, når de bliver løsladt. Det kan spænde ben for at komme i job, modtage ydelser og for deres kontakt med myndighederne i det hele taget. Hvilket både kan øge risikoen for ny kriminalitet, men også stiller de tidligere indsatte dårligere retssikkerhedsmæssigt.
Derfor er Copenhagen Business School, Den Sociale Retshjælps Fond og Tænketanken Justitia gået sammen om et nyt forskningsprojekt, som skal undersøge digital eksklusion blandt indsatte, og hvad det betyder for deres muligheder og rettigheder efter løsladelsen.
Projektet er støttet af Velux Fonden med 5,2 millioner kroner. Det indgår som en del af et større forskningsprojekt 'Metoder til digital inklusion’ (Medin), som Velux Fonden også støtter, og vil have særligt fokus på sammenhængen mellem digitalisering og retssikkerhed, fortæller direktør i Tænketanken Justitia Birgitte Arent Eiriksson i en pressemeddelelse fra Velux Fonden.
”Digitalisering giver mange borgere lettelser i hverdagen, men sådan opleves det ikke for alle. For en stor gruppe borgere indebærer den digitale offentlige sektor betydelige barrierer, og vi ved fra Justitias tidligere undersøgelser, at digitaliseringen også har skabt nye risici for ringere retssikkerhed,” siger direktør i Tænketanken Justitia Birgitte Arent Eiriksson.
Vi ved fra Justitias tidligere undersøgelser, at digitaliseringen også har skabt nye risici for ringere retssikkerhed
Birgitte Arent Eiriksson – Direktør, Tænketanken Justitia
Projektet løber fra 2026 til 2029 og skal blandt andet munde ud i en række konkrete anbefalinger, som Tænketanken Justitia kan bringe videre i politiske beslutningsprocesser. Samtidig skal projektet bidrage med indsigter om digital eksklusion generelt, fortæller Ursula Plesner, lektor i digital organisation ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School (CBS) og leder af projektet.
”Derfor er det også et vigtigt mål for projektet at udlede nogle generelle observationer om, hvordan vi organiserer digital inklusion i en gennemdigitaliseret offentlig sektor. Det er indsigter, som er relevante for en række forskellige grupper af marginaliserede borgere,” siger Ursula Plesner.
Knudepunkt for fremtidens vand
Vi fortsætter i Aarhus, hvor det europæiske innovationsfællesskab for vand-, marine- og maritime systemer – EIT Water – får hovedkvarter på Aarhus Universitet.
EIT Water er et organ under EU og har ambition om at være det centrale knudepunkt for vandrelateret innovation i Europa. Det har i øjeblikket 140 kernepartnere fra 29 lande.
Nu har Grundfos Fonden bevilliget 40 millioner kroner til Aarhus Universitet til lanceringen af den europæiske innovationsindsats. Midlerne skal blandt andet bruges til at sætte skub i etableringen af EIT Water, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
EIT Water samler ekspertise inden for industri, innovatører, forskere, undervisere og beslutningstagere med det formål at løse de mest presserende vandudfordringer – fra knaphed, tørke og oversvømmelser til forurening og tilbagegang i økosystemer i Europa.
”Grundfos Fonden ønsker at styrke samarbejde mellem forskningsmiljøer og industri inden for vandsektoren og dermed løfte europæisk innovation i vandteknologi markant. Derfor vil EIT Water direkte understøtte nye tværsektorielle innovationspartnerskaber,” siger administrerende direktør i Grundfos Fonden Kim Nøhr Skibsted.
Flere piger skal computerkode
Coding Pirates er en forening, hvor børn og unge i alderen syv – 17 år kan gå til ’teknologi’. Gennem Coding Pirates fritidstilbud får deltagerne mulighed for at lege med teknologi og it og for eksempel lære at programmere, udvikle spil eller bygge robotter.
Coding Pirates ønsker herigennem at styrke børn og unges it-kompetencer og kreativitet. Foreningen blev startet i 2023 og har i dag lokalforeninger i det meste af landet, skriver Coding Pirates på deres hjemmeside.
Med en donation på fem millioner kroner fra A.P. Møller Fonden kan Coding Pirates nu arbejde for, at endnu flere børn får mulighed for at udforske teknologi gennem leg, kreativitet og fællesskab. Og særligt skal endnu flere piger med, skriver A.P. Møller Fonden i en nyhed på deres hjemmeside.
Donationen skal blandt andet bruges til at udvide markeringen af Ada Lovelace Day, der er en international dag, som hylder kvinders bidrag til teknologi, i samarbejde med blandt andet landets biblioteker. Derudover vil foreningen udvikle nye introduktionsforløb, som skal gøre det lettere for piger at blive en del af Coding Pirates lokale fællesskaber, hvor mere end 1.700 børn i dag deltager i ugentlige aktiviteter. Og endelig vil foreningen frem mod 2028 etablere 30 nye Coding Pirates klubber.
Flere unge ensomhedsbekæmpere
Vi fortsætter med Ventilen Danmark, som arbejder for at mindske ensomhed blandt unge. Det gør organisationen ved at nedbryde tabuer, fjerne skyld og skam, skabe håb og vise, at ensomhed er en helt naturlig følelse, ved blandt andet at invitere ensomme unge ind i Ventilens trygge fællesskaber.
Med en donation på 5,3 millioner kroner fra Alm. Brand Foreningen 1792 vil Ventilen nu over de næste tre år styrke deres kommunikation målrettet unge, som oplever ensomhed, så endnu flere bliver opmærksomme på den hjælp og støtte, de kan få hos Ventilen.
Vi arbejder ud fra ung-til-ung-princippet, og det forpligter
Simone Bodholdt – Direktør, Ventilen
Samtidig skal donationen bruges til at løfte kvaliteten af ungdomsorganisationens arbejde med at tiltrække og fastholde unge frivillige. Det skriver direktør for Ventilen Simone Bodholdt på Linkedin.
Fordi Ventilen er en ungdomsorganisation, hvor unge hjælper unge, spiller de unge frivillige netop en helt central rolle i Ventilens arbejde.
”I Ventilen møder unge med en ensomhedsfølelse andre unge. Både unge, som kender følelsen, og vores unge frivillige. Vi arbejder ud fra ung-til-ung-princippet, og det forpligter. Derfor vil vi med bevillingen også skabe en mere sammenhængende frivilligrejse i Ventilen med både fællesskab, personlig udvikling og faglig tryghed for vores frivillige i hele landet,” skriver Simone Bodholdt på Linkedin.
Badminton skal få unge i foreninger
Vi drager nord for Limfjorden til det lokale Danmark, hvor 6. og 7. klasses elever nu får mulighed for at deltage i et nyt skolebadmintonstævne ’Fjerfighten’.
Stævnet er muligt med en donation på 175.000 kroner fra Melsen Fonden.
Donationen fra Melsen Fonden gør det muligt at afholde stævnet de næste to år, og pengene skal blandt andet gå til halleje, mad og drikke, bolde, og den praktiske afvikling af selve stævnet.
Fjerfighten er et rigtig godt eksempel på et initiativ, der kan styrke børns trivsel og sundhed og samtidig skabe interesse for foreningslivet
Stiven Larsen – Bestyrelsesmedlem, Melsen Fonden
Bag initiativet står Vendsyssel Elitebadminton i samarbejde med Arena Nord og DGI. Ambitionen med stævnet er både at styrke børns trivsel og samtidig give flere børn lyst til at blive en del af det lokale foreningsliv, og dét glæder Melsen Fonden at kunne være med til at støtte den ambition, fortæller bestyrelsesmedlem Stiven Larsen.
”Fjerfighten er et rigtig godt eksempel på et initiativ, der kan styrke børns trivsel og sundhed og samtidig skabe interesse for foreningslivet. Det er et projekt med et tydeligt socialt formål og et stærkt lokalt engagement, og derfor har vi valgt at støtte op om det,” siger Stiven Larsen i en nyhed på fondens hjemmeside.
Flere udsatte unge skal fastholdes i uddannelse
Vi ender med endnu en uddeling til et initiativ målrettet unge.
Alt for mange udsatte unge ender nemlig med at falde fra undervejs i deres uddannelse. Ofte er overgange mellem skole, job og eventuel behandling præget af skiftende kontaktpersoner, manglende koordinering, og indsatser, som ikke hænger sammen. Og det kan gøre det svært som ung at fastholde retning og motivation.
Det vil Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser og Copenhagen Business School nu gøre noget ved og har derfor etableret et nyt samarbejde om projektet ’Fra frafald til fællesskab – veje til fastholdelse’, som er støttet med 3.995.000 kroner de næste to år af Det Obelske Familiefond.
Træningsskolen arbejder med at tilbyde praksisnære uddannelsesforløb for unge med sociale og psykiske udfordringer, hvor læring kombineres med mentorstøtte og fokus på job eller videre uddannelse. Med afsæt i skolens erfaringer skal projektet udvikle og afprøve en mere helhedsorienteret model for at fastholde de 18-30-årige i uddannelse, skriver Det Obelske Familiefond på Linkedin.
Vi støtter projektet, fordi det søger nye løsninger på en blivende samfundsudfordring med en kombination af praksisnær uddannelse, dokumenterede metoder og aktionsforskning
Trine Nyby – Områdechef for Socialområdet, Det Obelske Familiefond
Samtidig vil der i projektet være særlig fokus på mistrivsel med ugentlig opsamling på, hvordan eleverne har det, som skal danne udgangspunkt for faglige drøftelser og justeringer i forløbene – så eleverne løbende får den rigtige støtte for at forebygge, at de falder fra.
Med på sidelinjen følger forskere fra CBS gennem et aktionsforskningsprojekt, hvor de erfaringer, som kommer frem i projektet, løbende vil bidrage til hele tiden at justere modellen for at fastholde de unge.
I Det Obelske Familiefond ser de frem til at følge projektet, fortæller områdechef for Socialområdet, Trine Nyby.
”Alt for mange unge med erfaringer med kriminalitet, psykiske vanskeligheder eller misbrug risikerer at blive tabt i overgangene mellem skole, behandling og job. Vi støtter projektet, fordi det søger nye løsninger på en blivende samfundsudfordring med en kombination af praksisnær uddannelse, dokumenterede metoder og aktionsforskning,” siger Trine Nyby.

