
Vi begynder denne uges overblik med en donation fra Tuborgfondet til NGO’en Foreningen Fisken.
Med lidt over 1,5 millioner kroner i ryggen skal det nye projekt 'Rodfæste' over de næste tre år styrke unges borgerrettigheder og give unge uden statsborgerskab eller permanent ophold bedre indsigt i deres muligheder.
Omkring 10.000 unge i Danmark står nemlig uden fulde juridiske rettigheder, selvom mange af dem er født og opvokset her. Og mange er ikke klar over, at de ikke automatisk får permanent opholdstilladelse, når de fylder 18 år. Det betyder, at de unge har færre muligheder og en reel risiko for at stå udenfor fællesskabet, ligesom det giver utryghed for fremtiden. Det skriver Tuborgfondet på hjemmesiden.
”Unge bliver overraskede og nedslåede, når de opdager, at de ikke har et permanent opholdsgrundlag i Danmark. Vi møder mange, som føler sig som en ligeværdig del af samfundet, men som juridisk og formelt står udenfor,” siger Maja Thorsteinsson, leder af Foreningen Fisken, der er et åbent og gratis tilbud for unge mellem 13- 24 år med base på Vesterbro i København.
Unge bliver overraskede og nedslåede, når de opdager, at de ikke har et permanent opholdsgrundlag i Danmark.
Maja Thorsteinsson – leder, Foreningen Fisken
Med det nye projekt vil Fisken desuden udvide indsatsen og tilbyde gratis rådgivning og oplæg over hele landet målrettet ikke kun de unge men også fagfolk. Derudover skal projektet udvikle en digital pixibog, der samler den vigtigste viden på området, og skal fungere som et opslagsværk til fagfolk.
Verdens nødhjælpsarbejdere hyldet
Vi fortsætter med en hyldest af alle verdens nødhjælpsarbejdere. Det skete ved uddelingen af Unicef’s Børnepris 2025 i FN Byen på den internationale Børnenes Dag, der fejrer FN’s Børnekonvention.
Prisen er siden 2015 blevet uddelt til en person, organisation eller virksomhed, som over tid har ydet ”en særlig bemærkelsesværdig indsats for børn og unge i Danmark eller internationalt,” skriver Unicef på deres hjemmeside.
I år gik prisen til de tusindvis af humanitære medarbejdere, som over hele verden spiller en helt central rolle for, at nødhjælp når frem til de børn, der har allermest brug for det. De arbejder ofte med fare for deres egen sikkerhed, i nogle af verdens mest udsatte områder, skriver Unicef.
”Når bomberne falder, og når sygdom, sult og klimakatastrofer rammer, er det de humanitære medarbejdere, der bliver. De er dér, hvor børn har allermest brug for tryghed, omsorg og håb. Deres indsats er en påmindelse om, hvad det vil sige at stå vagt om børns rettigheder – også når det er allermest svært,” siger generalsekretær i Unicef Danmark Susanne Dahl i en pressemeddelelse fra Unicef Danmark.
Hjælp til flere børn fra misbrugshjem
Vi fortsætter ugens overblik i det jyske. Her har Barnets Blå Hus i Vejle, et gratis behandlings- og støttetilbud til familier med misbrug, modtaget 174.000 kroner fra Spar Nord Fonden til et nyt formidlingsprojekt, der skal nedbryde tabuet omkring dét at vokse op i en familie, hvor mor eller far drikker. Målet er, at endnu flere børn i Vejle og omegn får hjælp.
Det er et enormt tabubelagt område, og vi ved, at mange børn, der vokser op i hjem med misbrug, føler sig meget alene og har svært ved at tale om det,
Lise Søndergård Thomsen – Barnets Blå Hus
Hvert 10. barn i Danmark vokser op med forældre med alkoholproblemer, men det er langt fra alle, som får hjælp, fortæller Lise Søndergård Thomsen, der skal lede det nye formidlingsprojekt.
”Jeg glæder mig til at være med til at gøre barrieren for at træde ind over dørtærsklen hos Barnets Blå Hus mindre. Det er et enormt tabubelagt område, og vi ved, at mange børn, der vokser op i hjem med misbrug, føler sig meget alene og har svært ved at tale om det,” siger hun i en pressemeddelelse fra Blå Kors Danmark, som driver Barnets Blå Hus i Vejle.
Med det nye formidlingsprojekt vil Barnet Blå Hus skrue op for oplysningen og styrke samarbejdet med det fagpersonale, som dagligt møder børnene på blandt andet skolerne og i kirkerne i Vejle og omegn.
Det lokale og globale
Længere mod nord i det nordlige Vestjylland har Færchfondens bestyrelse afholdt årets sidste bestyrelsesmøde og besluttet at uddele 4,6 millioner kroner til i alt 20 projekter, som hovedsageligt skal gøre en forskel enten internationalt eller helt lokalt i Nordvestjylland.
De fire nødhjælpsorganisationer Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Læger uden Grænser modtager hver 500.000 kroner i ikke øremærkede midler. Med denne seneste donation løber Færchfondens støtte til de fire nødhjælpsorganisationer i 2025 op på i alt seks millioner kroner.
Og netop denne type fleksible støtte gør en stor forskel for organisationerne, fortæller generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Charlotte Slente.
“Fleksible ikke-øremærkede midler er yderst kritiske for DRC Dansk Flygtningehjælps humanitære arbejde. De bidrager til at styrke vores beredskab og kapacitet til at reagere hurtigt og effektivt, når og hvor behovet viser sig,” siger hun i en pressemeddelelse fra Færchfonden.
Derudover har Færchfondens bestyrelse valgt at støtte en række projekter, som skal styrke udviklingen i Nordvestjylland.
Blandt andet har Holstebro Sportsakademi modtaget en million til et treårigt udviklingsforløb, der skal skabe nye muligheder for unge atleter i regionen og herigennem styrke talentudviklingen.
Blandt de andre modtagere er Orkesterefterskolen i Holstebro, der har fået 120.000 kroner og Bystuen i Vinderup, som danner ramme om lokale fællesskaber på tværs af generationer, som har fået 150.000 kroner.
Støtte til lokale sportsfællesskaber
Vi fortsætter i det lokale Danmark, men bevæger os endnu længere mod nord. I det Nordjyske har Fonden for Andelskasserne i område Nord nemlig uddelt 67.800 kroner til fem foreninger i Thisted og Morsø kommuner, der gennem sociale, kulturelle eller kreative fællesskaber gør en forskel for deres lokalområde.
Blandt de fem foreninger, som har modtaget støtte, er Sjørring Bordtennisklub, der vil få flere piger til at spille bordtennis og Kolby-Hørdum Idrætsforening, som både har fået støtte til indkøb af nye redskaber og til at oprette hold for 65+ motionister.
Julehjælp og trivsel i Vejle
Vi fortsætter med endnu en fond, der særligt støtter det lokale Danmark. Bagger Sørensen Fondens udvalg for ikke-videnskabelige uddelinger har nemlig også haft uddelingsrunde, og har her hen mod årets afslutning i julens tegn valgt at støtte en række projekter og foreninger, især i Vejle kommune, som gør en forskel for børn, unge eller udsatte grupper, skriver fonden på LinkedIn.
Fonden har blandt andet givet 75.000 kroner til julehjælp til 50 familier med børn i Vejle Kommune og Cafe Parasollen har fået 35.000 til gratis mad og drikke i juledagene til udsatte borgere i Vejle.
Samtidig modtager Kirkens Korshær Vejle lidt over 26.000 kroner til en Vesterhavstur og Dansk Skoleskak får 100.000 til skak på specialskoler i Vejle.
Verdensmål i uddannelsessystemet
Der har også været uddelingsrunde i LB Fonden. 4,7 millioner kroner har LB Fonden til Almenvelgørende Formål og LB Foreningens Fond i fællesskab givet til en række projekter, der sætter fokus på trivsel og fællesskab i det danske uddannelsessystem.
I år har vi haft mange ansøgninger fra ungdomsuddannelserne, og vi sætter stor pris på den store forskellighed, der er i projekterne,
Mette Meulengracht Jensen – Formand for LB Fonden og LB Foreningens Fond
De to fonde modtog 65 ansøgninger. Kun syv slap gennem nåleøjet og modtager mellem 212.000 og 1,4 millioner kroner, skriver LB Foreningen i en pressemeddelelse.
”I år har vi haft mange ansøgninger fra ungdomsuddannelserne, og vi sætter stor pris på den store forskellighed, der er i projekterne. Fælles for dem alle er deres fokus på, hvordan inkluderende fællesskaber virkelig kan være med til at gøre en forskel og løfte mennesker,” siger Mette Meulengracht Jensen, formand for LB Fonden og LB Foreningens Fond.
Københavns Professionshøjskole fik det største beløb. Med udgangspunkt i de erfaringer, som findes på fire eksisterende HF for ordblinde-tilbud, vil de udvikle inkluderende ordblindevenlige læringsmiljøer på den nye Epx – erhvervsrettede ungdomsuddannelse. Man forventer en høj andel af unge med ordblindhed og vil gerne mindske risikoen for, at de unge falder fra.
Designkjoler til symfoniorkester
Vi ender denne uges overblik i musikkens verden, hvor Aarhus Symfoniorkesters kvindelige musikere nu kan se frem til at bære nye koncertkjoler designet af den aarhusianske modeskaber Rosa Faizzad. Det er blevet muligt med en donation fra Salling Fondene.
Som aarhusianer er det en stor ære og føles som en kæmpe tillids- og kærlighedserklæring fra min by Aarhus, at Aarhus Symfoniorkester og Salling Fondene har betroet mig denne fornemme opgave.
Rosa Faizzad – Designer
De nye kjoler bliver til i tæt dialog mellem Rosa Faizzad og de enkelte musikere, som har forskellige behov alt efter hvilket instrument, de spiller. Kjolerne skal være både smukke, praktiske, og derudover skal de bidrage til at styrke orkesterets fremtræden på scenen mange år ud i fremtiden, fortæller partnerskabsansvarlig i Aarhus Symfoniorkester, Christine Hagge Larsen.
"Vi sætter stor pris på Salling Fondenes støtte til dette nye samarbejde. Vi ønskede at styrke orkesterets visuelle udtryk på en måde, der føles ægte og varm. Rosa arbejder med udtryk, farver og mennesker på en meget inspirerende og kreativ måde, hvilket passer godt til Aarhus Symfoniorkester. Det her er et samarbejde, hvor kunst, håndværk og lokale kræfter går hånd i hånd,” siger hun.
Rosa Faizzad ser frem til at klæde orkesterets kvindelige musikere på i sin hjemby.
"Som aarhusianer er det en stor ære og føles som en kæmpe tillids- og kærlighedserklæring fra min by Aarhus, at Aarhus Symfoniorkester og Salling Fondene har betroet mig denne fornemme opgave. Jeg ser frem til et meningsfuldt og spændende samarbejde, hvor jeg kan være med til at styrke byens kulturelle profil – og samtidig bidrage og give tilbage til både orkestret og byen, som har beriget både mit og min families liv på så mange måder," siger Rosa Faizzad.

