
Mandag den 5. januar, når nytårsfejringen har lagt sig, og det nye år for alvor går i gang, bliver det med Lone Myrhøj som ny politisk chef for Muskelsvindfonden.
Ambitionen er, at hun både skal styrke og forny organisationens politiske indsatser og mærkesager, skriver Muskelsvindfonden i en pressemeddelelse.
Fokus i starten bliver at kigge på, hvilke samarbejdsmuligheder der er for Muskelsvindfonden: Hvordan fungerer det nu, og hvad kan gøres lidt bedre, fortæller Lone Myrhøj.
”Set udefra er der umiddelbart dele af dialogen med det politiske niveau, som er kørt lidt fast. Det kunne være interessant at få den genstartet og tage udgangspunkt i, at vi har en fælles opgave, der handler om at skabe et samfund, hvor alle kan få lov til at deltage,” siger hun.
Lone Myrhøj har erfaring med at arbejde strategisk med politikudvikling og interessevaretagelse. Hun har siden 2022 været afdelingsleder for integration og boligsociale områder i Kolding Kommune. Før det sad hun som udvalgsformand for social-, psykiatri- og handicapområdet i Vejle Kommune, hvor hun også var gruppeformand for SF i byrådet.
Det kommer rigtig hurtigt til at handle om penge. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.
Lone Myrhøj – Afdelingsleder for integration og boligsociale områder, Kolding Kommune
Lone Myrhøj har således selv siddet med den hårdknude, som hun mener, Muskelsvindfondens dialog med politikerne sidder fast i:
”Det kommer rigtig hurtigt til at handle om penge. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg er med på, at det selvfølgelig er en del af udfordringen, og at det fylder rigtig meget hos politikerne. Men der kunne jeg godt tænke mig, at vi fik lidt mere fokus på, hvad det er, vi faktisk kan samarbejde om. Hvad er vores fælles interesse i at løse de her problemstillinger for mennesker med muskelsvind og ALS?” siger hun.
Nogle af de centrale politiske mærkesager, som Lone Myrhøj skal stå i spidsen for hos Muskelsvindfonden, er: Ret til den nødvendige hjælp og støtte, ret til den bedst mulige behandling og ret til at deltage i samfundet.
Hos Muskelsvindfonden er de glade for at tage imod Lone Myrhøj:
”Lone Myrhøj, som med sin brede erfaring fra både det kommunalpolitiske og sociale felt bringer nye perspektiver og stærk strategisk tæft ind i arbejdet, bliver en vigtig drivkraft i den videre udvikling af vores politiske dagsordener,” siger direktør Henrik Ib Jørgensen i pressemeddelelsen.
Kontinuitet i organisationen
Thomas Krog, der hidtil har været politisk chef, fortsætter i en nyoprettet stilling som politisk chefkonsulent – en rolle, han selv har ønsket for at kunne fordybe sig endnu mere i det politiske kernearbejde, fremgår det af pressemeddelelsen.
”Det er en styrkelse af vores samlede politiske arbejde, at vi nu har to stærke profiler til at varetage Muskelsvindfondens politiske interesser,” fortæller Henrik Ib Jørgensen.
Med Lone Myrhøj i spidsen for den overordnede strategiske linje og politiske udvikling kommer Thomas Krog til at stå som en erfaren politisk hjælp ved hendes side.
”Det bliver en fælles indsats at arbejde for fondens politiske indsatser, og der er det en stor gave at have en med på holdet, som er så erfaren med det politiske arbejde i organisationen,” siger Lone Myrhøj.


