
Fonden for Dansk-Norsk samarbejde har haft nogle hårde år, siden Corona slog bunden ud af driften på Schæffergården i Gentofte, som fonden drev som konferencehotel. Men nu er der nye vinde på vej. En salgsaftale af Schæffergården er på trapperne, en ny generalsekretær tiltræder 1. januar og en helt ny strategisk ramme skal udfoldes.
Fonden for Dansk-Norsk samarbejde
- Fonden har en lidt kompliceret organisering: en selvstændig norsk bestyrelse og en selvstændig dansk bestyrelse samt en fælles bestyrelse og nu også en fælles generalsekretær.
- Fonden blev etableret på overskuddet fra folkehjælpen fra Danmark til Norge under anden verdenskrig. Dengang var det 16 millioner kroner – det ville i nutidskroner svare til knap en halv milliard.
- Fonden ejer to ejendomme. Lysebu i Norge ved Oslo, som drives som hotel, og Schæffergården ved Gentofte, der indtil 2020 blev drevet som konferencehotel.
- Under coronaepidemien blev driften af Schæffergården til en underskudsforretning, og hoteldriften blev lukket ned. En salgsaftale er undervejs.
- Fonden uddeler Hammerichprisen på 100.000 årligt, arrangerer udveksling og fælleskurser mellem norske og danske lærerstuderende, giver stipendier og støtte til kunst, bogudgivelser og kunstformidling og arrangerer debatter og andre offentlige arrangementer i Danmark og Norge
”I en tid med klimakrise, informationskrise og andre store forandringer, kan de nordiske og skandinaviske værdier og kultur byde ind med noget særligt. Vi har dybe fælles rødder og historie, og de nære fællesskaber får ekstra stor betydning, når verden omkring os er usikker,” siger den kommende generalsekretær Anja Philip.
Hun skal udfolde fondens nye strategiske ramme, hvor fonden udvider sit virke fra at arbejde med kultur, uddannelse og historie til også at arbejde med erhverv, politik og journalistik.
”Det er en spændende ny tid for fonden, hvor vi skal være kendte for vores formål, aktiviteter og arrangementer. Den nordiske samhørighed vil vi gerne give flere mulighed for at opleve, og det er Anja Philip den helt rigtige til at løfte,” siger bestyrelsesformand i fonden Pia Gjellerup.
Salg af ejendom
Fonden for Dansk-Norsk samarbejde har ejet ejendommen Schæffergården i Gentofte siden 1950. Schæffergården er et historisk jagtslot, der har været brugt som mødested for fondens arbejde og arrangementer, men også været drevet som konferencehotel på almindelige vilkår. Fondens norske afdeling ejer på samme vis ejendommen Lysebu. Indtægterne fra hoteldriften er tilfaldet fonden. Men coronaepidemien ændrede driftsbetingelserne for Schæffergården.
”Schæffergården var ganske enkelt en dårlig forretning. Vi måtte indse, at vi ikke havde råd til at realisere flere underskud, så måtte sætte Schæffergården til salg,” siger formand Pia Gjellerup.

Schæffergården har stået ubrugt hen siden 2020. Men nu er en salgsaftale næsten på plads- der afventes blot ændring i lokalplanerne, oplyser formanden.
Det gamle jagtslot skal efter planen blive til boliger i luksusklassen. Og indtægten fra salget af jagtslottet vil give fonden ny luft.
Bygger på folkehjælp
Fonden bygger på den danske folkehjælp til Norge under 2. verdenskrig.
Norge var hårdt ramt af forsyningsvanskeligheder. Alle fødevarer – selv kartofler - blev rationaliseret. Befolkningen manglede kort sagt mad.
En gruppe norske kvinder, som var dansk gift og bosiddende i Danmark, arrangerede Norgeshjælpen – som i Norge kaldes Danmarkshjælpen.
Igennem krigsårene blev mere end 32.000 ton madvarer sendt fra Danmark til Norge – 22 ton mad hver dag. Maden blev distribueret gennem skoler, præster og læger, så den ikke nåede nazisterne.
Og den massive hjælp gik i store træk under nazisternes radar, fordi den var arrangeret af en ufarlig ’Damekomite’. Efter krigen stiftede Damekomiteen Fonden for Dansk-Norsk Samarbejde. Startkapitalen var nogle af de penge, der var tilovers fra indsamlinger.

Ejendommen Lysebu ved Oslo blev i 1947 skænket som gave fra det norske folk i taknemmelighed over hjælpen, og få år efter købte fonden selv Schæffergården for at have et dansk hjemsted også.
”Det var en folkehjælp af dimensioner, der foregik dengang. Fonden bygger på et stærkt og vigtigt fundament, og jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle på det. Der er god grund til at stå stærkt sammen med vores naboer i dag også,” siger Anja Philip.
Mere synlig
Anja Philip har tidligere været tv-vært på DR og mangeårig formand for forbrugerrådet Tænk, hvor hun var synlig i den offentlige debat. Og synlighed skal også være en del af opgaven i Fonden for Dansk-Norsk samarbejde.
”Det er fondens formål at udbrede kendskabet til vores fælles historie og samhørighed, og det kan man ikke i det stille,” siger formand Pia Gjellerup.
Ambitionerne for de kommende år er høje, og det skal de også være. Der er utrolig mange spændende potentialer at tage fat på,
Anja Philip – Ny generalsekretær, Fondet for Dansk-Norsk samarbejde
”Det handler i høj grad om at indgå partnerskaber og samarbejder med mange forskellige slags samfundsaktører,” uddyber Anja Philip.
Fonden skal fortsat have udveksling mellem danske og norske lærerstuderede, støtte kultur- og debatarrangementer samt uddele Hammerich-prisen på 100.000 kroner, som gives til en person, der øger forståelsen og samarbejde mellem Danmark og Norge. Prisen gik i 2025 til den danske komponist Bent Sørensen.
Men i den nye strategiske ramme er der også ønske om flere af de såkaldte fyrtårnsarrangementer, at være bedre til at nå unge mennesker og om at være en stærkere stemme i den offentlige debat.
”Ambitionerne for de kommende år er høje, og det skal de også være. Der er utrolig mange spændende potentialer at tage fat på, og det glæder jeg mig helt enormt til. Men det er klart, at den første tid vil gå med at konsolidere økonomien og have en masse samtaler om, hvem vi vil være som fond, og hvad vi skal prioritere,” siger Anja Philip.

