
Det bliver den 50-årige Laura Kirch Kirkegaard, som fra 1. februar skal stå i spidsen for KFUKs Sociale Arbejde.
Organisationen har siden april måned - hvor Ann Sofie Bech Von Hielmcrone stoppede efter tre år på posten – haft en konstitueret generalsekretær.
Det er ikke en lille opgave, som den kommende generalsekretær skal løfte, fortæller formanden for landsbestyrelsen i KFUKs Sociale Arbejde Nanna Holm.
”Vores generalsekretær skal både være en general og en sekretær, plejer vi at sige. Hun skal stå i spidsen, men også skabe sammenhæng og følgeskab i organisationen,” siger Nanna Holm.
KFUKs Sociale Arbejde driver i alt 14 sociale tilbud i København, Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg. Det er herberger for kvinder, herberger for mænd, krisecentre og Reden, som nok er det mest kendte tilbud, og som i dag findes i flere byer. Derudover driver organisationen også tre genbrugsbutikker. Nogle af tilbuddene har egne lokale bestyrelser.
”Generalsekretæren er en samlende leder for hele organisationen, som skal sikre sammenhængskraften på tværs og mellem landssekretariatet og det enkelte tilbud og de enkelte bestyrelser,” siger Nanna Holm.
KFUK med vokseværk
Organisationen KFUK’s Sociale Arbejde har i løbet af de seneste ti år vokset sig dobbelt så stor, og er i gang med en omfattende organisationsproces, fortæller landsbestyrelsesformanden.
”Vi er en ambitiøs organisation, det kan man roligt sige. Der er masser af pionerånd og passion. Men pionerånden skal matches med økonomisk bæredygtighed, et stærkt organisatorisk fundament og et sundt arbejdsmiljø for at vi kan følge med og ruste os til fremtiden,” siger Nanna Holm.
Laura Kirch Kirkegaard arbejder i øjeblikket som direktør for LOKK – Landsforeningen af Kvindekrisecentre og er bestyrelsesformand for Lev Uden Vold.
”KFUK’s Sociale Arbejde gør de fineste menneskelige værdier gældende i mødet med samfundets mest udsatte og leverer en nødvendig og progressiv social indsats på tværs af Danmark. Derfor kan jeg ikke forestille mig et vigtigere og mere meningsfuldt arbejde at stå i spidsen for, og jeg glæder mig til at tage fat,” siger Laura Kirch Kirkegaard i en pressemeddelelse om sit nye job.
Hun har siddet på direktørstolen i LOKK i tre år, og LOKK sætter nu gang i en rekrutteringsproces for at finde den nye direktør.
Reformstorm
En af opgaverne bliver at ruste organisationen til et socialt område i rivende udvikling.
”De seneste par år har jo nærmest været en reformstorm med hjemløsereformen og kontanthjælpsreformen. Det er eksempler på, at rammerne for det sociale område hele tiden udvikler sig, og der skal vi følge med og være på forkant,” siger bestyrelsesformand Nanna Holm.


