
Anne Kristine Axelsson, der blandt andet var departementschef i justitsministeriet under Morten Bødskov, bliver ny administrerende direktør i Velliv Foreningen.
Hun tiltræder 1. marts, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
Anne Kristine Axelsson stoppede i august 2025 som koncerndirektør i ATP efter ni år i stillingen.
Den 10. december meddelte Velliv Foreningen, at Lars Wallberg fratræder sin stilling, og at bestyrelsen igangsatte en ansættelsesproces.
Lars Wallberg har siddet i direktørstolen siden 2017.
”Anne Kristine Axelsson skal være med til sammen med ledelsen at sikre, at den nye strategiplan for næste fase, som skal styrke indsatsen og effekten for den mentale sundhed, bliver rullet godt ud og synliggjort yderligere i hele samfundet. Hun får også samtidig ansvaret for den anden del af strategien, nemlig at sikre en velfungerende forbindelse til det 100 procent kundeejede Velliv, Pension & Livsforsikring A/S, samt at drive en demokratisk udvikling af Velliv Foreningen med bestyrelse, repræsentantskab og sekretariat,” skriver Velliv Foreningen i pressemeddelelsen.
Anne Kristine Axelsson ser frem til den nye opgave:
”Danskernes mentale sundhed er et meget vigtigt samfundsanliggende, ligesom et velfungerende pensionsselskab. Vi kan i alle aldre blive udfordret på vores mentale sundhed. Jeg glæder mig til sammen med ledere og medarbejdere at kunne bidrage til dette og ikke mindst til at synliggøre indsatsen over for både kunderne og omverdenen, og samtidig styrke forbindelsen til det kundeejede Velliv A/S,” siger hun.


