
Fonde og filantropiske foreninger fra hele Europa kommer til København til foråret, når Phileas årlige topmøde skal afholdes den 18. – 21. maj.
Generalforsamlingen og den efterfølgende konference bliver afholdt i Tivoli Kongres Center, som ligger centralt i København, tæt på Tivoli og havnefront. Tivoli Kongres Center er en del af Tivoli Hotel, som råder over 679 værelser, så der er god plads til tilrejsende gæster.
Selve programmet for konferencen er ikke på plads endnu, men offentliggøres i marts eller april måned, fortæller administrerende direktør i Realdania Nina Kovsted Helk, som sidder med i værtsgruppen.
Den danske værtsgruppe omfatter Velux Fonden, Villum Fonden, Bikubenfonden, Carlsbergfondet, Hempel Fonden, Fondenes Videncenter, Lego Fonden, Leo Fondet, Lundbeckfonden, Nordea-fonden, Nordisk Kulturfond, Novo Nordisk Fonden, Rambøll Fonden, Realdania, Trygfonden og Augustinus Fonden.
Ingen middag på Burger King
Det faglige program for konferencen fastlægges i Philea, mens den danske værtsgruppe planlægger besøg og udflugter, middage og receptioner.
”Vi er meget optagede af, hvad det er for nogle steder, vi byder folk velkomne. Vi vil gerne fortælle en historie med de rammer, vi skal være i,” siger Nina Kovsted Helk.
Vi håber på at kunne invitere deltagerne nogle særlige steder hen,
Nina Kovsted Helk – administrerende direktør, Realdania
Så deltagerne skal altså ikke forvente aftenarrangementer på kæderestauranter eller i anonyme konferencelokaler.
”Vi kan ikke løfte sløret, før tingene er helt på plads, men der er gode ting på vej. Vi håber på at kunne invitere deltagerne nogle særlige steder hen, som for eksempel siger noget om dansk filantropi, partnerskaber eller klimasikring,” siger Nina Kovsted Helk.
På konferencens sidste dag arrangeres der en række besøg og udflugter, som deltagerne kan tilmelde sig.

”Det plejer at være givtigt at komme ud i virkeligheden, så vi gør os umage for at arrangere nogle gode besøg. Det kunne for eksempel være til projekter, danske fonde har støttet for eksempel om nye måder at klimasikre og håndtere regnvand på, understøtte fællesskaber for unge eller noget helt andet,” siger Nina Kovsted Helk
Klima som tema
Phileas konferencer tager på skift udgangspunkt i temaer om enten klima, demokrati og lighed. Næste år i København er temaet klima – under overskriften ’Philantrophy for People and Planet’.
”Det har været et vigtigt aftryk fra det danske værtskab at koble klima, tillid og samarbejde sammen, for vi har brug for fællesskab på tværs for at løse klimaudfordringerne og tillid til folkevalgte og organisationer. Samtidig siger det også noget om, hvem vi er i Danmark, for vi har ekstraordinær høj tillid til hinanden, folkevalgte og fonde her i Danmark,” fortæller Nina Kovsted Helk.
Mennesker og planet, klima, tillid og samarbejde er temmelig brede betegnelser.
Det giver mening at have nogle overordnede temaer, der favner diversiteten i den europæiske filantropi,
Nina Kovsted Helk – administrerende direktør, Realdania
”Ja, det er meget overordnede temaer. Men vi europæiske filantroper er meget forskellige og har forskellige rammevilkår, så det giver mening at have nogle overordnede temaer, der favner diversiteten i den europæiske filantropi. Vi ser på verdens udfordringer og temaerne fra forskellige ståsteder,” siger Nina Kovsted Helk.
Hun understreger, at programmet vil have mange forskellige oplæg og sessioner, der vil blive meget konkrete.
Europæisk sammenhold i en usikker verden
Der er krig indenfor Europas grænser, USA's præsident er i åben konflikt med filantropien (LINK). og der er svindende demokrati og konflikter både i og udenfor Europa.
”Virkeligheden ændrer sig, også for filantroper. Der er ingen tvivl om, at det fylder i vores samtaler på tværs. Hvor er verden på vej hen, og hvad er vores rolle som filantroper i det?” siger Nina Kovsted Helk.
Nogle fonde arbejder i udviklingslande og deres arbejde bliver meget påvirket af nedskæringer i USAid og udviklingsbistand generelt. Andre fonde arbejder fra eller omkring lande, hvor der er demokratiske udfordringer.
”Selv om vi i Realdania ikke selv arbejder særlig meget ud over landets grænser, er det stadig meget relevante samtaler at være med i. De værktøjer, som vores kolleger i andre fonde og andre lande tager i brug for at tilpasse sig, er meget lærerige for os at høre om,” siger Nina Kovsted Helk.
Hun fortæller, at det tværeuropæiske netværk af filantroper har været stærkt og tæt i mange år.
”Men det er jo nok blevet endnu stærkere i de senere år, hvor der opleves et større behov for at stå skulder ved skulder og finde vores roller som filantroper i en ny og usikker verdensorden,” siger hun.


