Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Med den nye teleaftale, der blev vedtaget d. 26. juni, har Folketingets partier sat en ambitiøs retning for Danmarks digitale infrastruktur. Aftalen indeholder 10 initiativer, hvoraf det ene skal forhindre digital svindel. Det skal blandt andet ske via et krav om, at teleabonnenter fremover skal give samtykke, før deres telefonnumre må fremgå af de såkaldte nummeroplysningstjenester.
Tanken er god, for digital svindel er desværre i vækst. Det påvirker ikke kun ældre og udsatte borgere, og vi har vel snart alle oplevet forsøg på digitalt fusk af en slags. Derfor er hensigten om at beskytte danskerne mod, at deres nummeroplysninger bliver udnyttet som indgang til svindel, god og reel. Men som aftalen står nu, er der desværre også en stor risiko for, at den får direkte negative konsekvenser for organisationer, der indsamler penge telefonisk til velgørende formål, som f.eks. Mødrehjælpen, Danmarks Naturfredningsforening og Scleroseforeningen for bare at nævne tre af de 251 velgørende foreninger vi tæller blandt vores medlemmer.
For ISOBROs medlemmer er det nødvendigt at kunne henvende sig telefonisk til for at takke for donationer og engagement, informere om tilbud og foreningens velgørende arbejde eller opfordre til økonomisk støtte – selvfølgelig på en forsvarlig og målrettet måde.
Vi deler ønsket om at begrænse svindel og generende opkald. Men problemet er, at når man lukker døren helt, er det ikke de useriøse aktører eller dem med dårlige intentioner, der rammes. De finder ofte en vej udenom reglerne alligevel. Det er derimod dem, der arbejder etisk forsvarligt inden for de eksisterende rammer, som mister et afgørende værktøj
Det kræver ganske enkelt adgang til opdaterede info om telefonnumre. Det kommer i dag fra flere kilder: eksisterende donorer, nyhedsbrevstilmeldinger, kampagnetilmeldinger – og via private underleverandører, der samler, sammenholder og kvalitetssikrer data fra blandt andet nummeroplysningstjenester.
Med den nye aftale risikerer adgangen til nummeroplysningstjenester at blive begrænset for disse private leverandører, der hjælper civilsamfundet. Uden mulighed for at tilgå kvalitetssikrede data får velgørende organisationer sværere ved at sikre, at dem, de ringer til, er relevante. Og dermed også sikre at de undgår at ringe op til et barn, til det forkerte lokalområde eller til et gammelt nummer. Den form for kvalitetssikring er netop det, der sikrer, at opkaldene er relevante, respektfulde og etisk forsvarlige.
Behov for en robust ordning
Vi deler ønsket om at begrænse svindel og generende opkald. Men problemet er, at når man lukker døren helt, er det ikke de useriøse aktører eller dem med dårlige intentioner, der rammes. De finder ofte en vej udenom reglerne alligevel. Det er derimod dem, der arbejder etisk forsvarligt inden for de eksisterende rammer, som mister et afgørende værktøj.
Vi er ikke i tvivl om, at de politikere, der har indgået aftalen, bakker op om et stærkt civilsamfund med gode muligheder for at indsamle midler på en etisk og ansvarlig måde. Den intention er der stadig rig mulighed for at føre ud i livet. Men det kræver, at vi gennemfører den indgåede aftale på en klog måde, så hensynet til at undgå digital svindel balanceres med de velgørende organisationers mulighed for at samle ind til gode formål.
Vi efterspørger en robust ordning, hvor kun aktører, der lever op til klare etiske standarder, fortsat kan tilgå kvalitetssikrede teledata leveret af private virksomheder. En løsning, der ville sikre, at etisk forsvarlige fundraisere, velgørende foreninger og relevante samfundsaktører kan fastholde en af civilsamfundets vigtigste kanaler til befolkningen. Hos ISOBRO håber vi derfor, at digitaliseringsminister Caroline Stage og Folketingets partier vil tage civilsamfundets bekymringer alvorligt, og vi i fællesskab kan arbejde for, at sådan en ordning bliver til virkelighed.
