
Den filantropiske sektor vokser med større sekretariater og flere medarbejdere til følge. Men hvordan arbejder de enkelte fonde og filantropiske foreninger med rekruttering og ressourcer?
Hvilke kompetencer skal man besidde for at være en god filantropi-medarbejder? Og er der brug for en særlig uddannelse i filantropi?
Det har Filantropi spurgt Senior Vice President for People & Corporate Affairs i Lundbeckfonden Mette Eistrøm Krüger om.
Fonden blev stiftet i 1954 og har i dag 60 medarbejdere.
Hvordan arbejder I med rekruttering?
”I takt med at vores ambitioner skrues op, og vores aktiviteter øges både i form af investeringer og uddelinger, vokser behovet for flere ressourcer og nye kompetencer. Derfor er vi over tid blevet flere medarbejdere i fonden, og af den grund er der også kommet et større fokus på HR.”
”Vi har for nylig oprettet en fuldtidsstilling indenfor HR. Der er naturligvis mange andre opgaver i HR end rekruttering, men tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere er som i alle andre HR-funktioner også centralt hos os.”
Dygtige rekrutteringskonsulenter kan også agere strategiske sparringspartnere og udfordre os på de kriterier og den bias, vi potentielt har tillagt en jobprofil
Mette Eistrøm Krüger – Senior Vice President for People & Corporate Affairs, Lundbeckfonden
”Vi er ved at opbygge HR-funktionen og redefinere hele medarbejderlivscyklussen i Lundbeckfonden. I forhold til rekruttering handler det blandt andet om at definere og kommunikere et tydeligt employeer brand – altså, hvad er vi for en arbejdsplads; hvordan ser hverdagen ud hos os; og hvad er det, vi kan tilbyde vores medarbejdere. Først og fremmest i form af spændende og udviklende opgaver, men også det arbejdsfællesskab af mere social karakter man er en del af hos os. Vi lægger stor vægt på det sociale samvær mellem medarbejderne på tværs af huset. Derfor spiser vi blandt andet fælles morgenmad hver fredag, løber DHL, tager ud af huset på medarbejderdage, holder fester, mødes til nytårskomsammen, fejrer runde fødselsdage og jubilæer og meget mere. Det ser vi som vigtige parametre til at påvirke medarbejdernes trivsel og engagement.”
”Vi tilstræber desuden at være transparente i alt, vi gør. Derfor er udgangspunktet altid, at vi offentligt annoncerer åbne stillinger. Der kan dog være behov for helt særlige kompetencer, hvor vi har brug for at lave målrettet search, og der bruger vi ekstern rekruttering til at hjælpe os. Dygtige rekrutteringskonsulenter kan også agere strategiske sparringspartnere og udfordre os på de kriterier og den bias, vi potentielt har tillagt en jobprofil. Det kan hjælpe os med at tænke os ekstra grundigt om.”
Stort set alle har en Ph.D. grad
Hvilke kvalifikationer/kompetencer efterspørger I?
”Vi dækker mange forskelligartede forretningsområder. Lundbeckfonden er både aktiv ejer i de virksomheder, vi har i vores portefølje, og investerer aktivt vores formue. Derved skaber vi det økonomiske grundlag for vores filantropiske aktiviteter. Her støtter vi dansk, offentlig forskning med særligt fokus på hjernen – for at udbrede viden om hjernen, bane vej for bedre behandling og øge vores fælles forståelse af, hvad der fremmer en sund og rask hjerne.”
”Med så bred en vifte af aktiviteter spænder de kompetencer, vi i Lundbeckfonden efterspørger, derfor også meget bredt – fra investering og finans over kommunikation og interessevaretagelse til medarbejdere med forskningsmæssig baggrund inden for neurovidenskab, psykiatri og andre medicinske specialer. Derudover er det vigtigt, at alle på tværs af Lundbeckfonden forstår, hvordan vores fondsmodel hænger sammen og har en nysgerrighed og interesse for helheden.”
”Vores særlige fokus på life science og på hjernen betyder, at mange af vores kolleger, der arbejder i den filantropiske del af Lundbeckfonden, har stor indsigt i især hjerneforskningen.
Mette Eistrøm Krüger – enior Vice President for People & Corporate Affairs, Lundbeckfonden
Hvilke kompetencer skal man besidde for at være en god filantropi-medarbejder hos jer?
”Vores særlige fokus på life science og på hjernen betyder, at mange af vores kolleger, der arbejder i den filantropiske del af Lundbeckfonden, har stor indsigt i især hjerneforskningen. De har som regel en baggrund indenfor medicin eller anden naturvidenskab og har stort set alle mindst en Ph.d.-grad.”
”Samtidig er det vigtigt at være analytisk skarp og have et stort overblik, så vi sikrer, at vores uddelinger mest effektivt når derhen, hvor de skaber størst værdi. Vi indgår i mange komplekse og forskelligartede projekter, og vi samarbejder med mange dygtige mennesker også uden for fonden. Derudover er vi som erhvervsdrivende fond underlagt en række lovgivningsmæssige krav og rammebetingelser, som det er vigtigt at kende til. Derfor er det relevant både med gode samarbejdsevner og med stærke kompetencer inden for at lede den slags fondsstøttede projekter.”
Faglige kompetencer over filantropiske
Er der noget, der hedder filantropiske kompetencer - eller er der mere tale om faglige kompetencer?
”Med forbehold for, at jeg kun har været i fondsverden i lidt over et halvt år, synes jeg ikke, at det er relevant at definere egentlige filantropiske kompetencer. Det er vigtigt, når man arbejder inden for det filantropiske område, hvor vi skal prioritere vores midler, at vi sætter ind dér, hvor vi skaber størst impact.”
”Derfor skal man kunne tænke strategisk og have blik for at involvere de rigtige interessenter rettidigt. Og så er det – uanset, hvor du er ansat i Lundbeckfonden – vigtigt, at du formår at leve op til det mindset, vi har defineret internt i fonden. Vores mindset er en ramme for hvordan, vi samarbejder, bygger relationer og skaber meningsfuld og varig impact i alt, hvad vi gør. Det fortæller noget om, hvem vi gerne vil være, og hvordan vi gerne vil arbejde sammen både med hinanden og med andre uden for fonden. Det indebærer også, at du skal være en god og samspillende kollega.”
Hvordan får man som ny medarbejder hos Lundbeckfonden viden om filantropi? Har I et internt uddannelsesforløb i filantropi, virkemidler, metoder med mere?
”Nye medarbejdere i Lundbeckfonden får naturligvis en introduktion til vores filantropiske aktiviteter, og vi sikrer, at alle får en grundig oplæring og får skabt tætte samarbejdsrelationer til deres nye kolleger. Vi har ikke et egentligt uddannelsesforløb, men efterhånden som vi får etableret vores HR-processer, kan det være noget, vi vil overveje at række ud til andre i fondsverden og lade os inspirere af, hvad de gør.”
Tror ikke på en filantropisk uddannelse
Er der brug for en uddannelse i filantropi?
”Jeg ser en dygtig kollega inden for filantropien som én med nogle stærke, basale faglige kompetencer kombineret med evnen til at tænke strategisk og skabe resultater i et til tider
meget komplekst stakeholderlandskab. Jeg tror ikke på en egentlig uddannelse i filantropi.Mette Eistrøm Krüger – Senior Vice President for People & Corporate Affairs, Lundbeckfonden
”I Lundbeckfonden er det ambitionen, at vi hver dag går lidt klogere og dygtigere hjem fra arbejde, end da vi kom. Vi er en lille organisation, og vi kan ikke regne med at kunne fastholde alle vores dygtige kolleger, helt til de skal på pension. Vi skal derfor sikre, at alle medarbejdere løbende udvikler nye kompetencer i de år, de er hos os, som de både kan gøre brug af her, men som også vil være relevante, hvis de en dag drager videre. Vi skal med andre ord være en udviklende arbejdsplads.”
”Jeg ser en dygtig kollega inden for filantropien som én med nogle stærke, basale faglige kompetencer kombineret med evnen til at tænke strategisk og skabe resultater i et til tider meget komplekst stakeholderlandskab. Jeg tror ikke på en egentlig uddannelse i filantropi. Og heldigvis for det. For det betyder, at vi løbende kan tilbyde vores kolleger spændende, nye opgaver med masser af udviklingspotentiale, som også kan bruges uden for Lundbeckfonden – og uden for fondsverdenen i det hele taget.”
Har I nemt ved at rekruttere personale?
”Som udgangspunkt ja. Vi har et stærkt formål, som heldigvis motiverer mange, og vi modtager mange uopfordrede ansøgninger. Det er dog ikke det samme som, at vi ikke kan have brug for tid til at finde de helt rigtige kompetenceprofiler til en given opgave. Og så skal vi ligesom alle andre hele tiden tænke over, hvordan vi som arbejdsplads fremstår attraktiv og relevant for eksisterende medarbejdere og de dygtige kandidater, vi fortsat gerne vil kunne tiltrække.”

