En arbejdsdag for Line Rasmussen, som er projektchef for det sociale område i Ole Kirks Fond, kan foregå rundt om hos samarbejdspartnere, foran computeren med sagsbehandling eller til ’et hav af møder’.
”En typisk arbejdsdag er en god pose blandede bolcher – og de fleste af dem er heldigvis rigtig gode. Men min kalender er som regel fyldt op, lad mig sige det sådan,” siger Line Rasmussen.
Ole Kirks Fond har hovedsæde i Billund, men i dag arbejder Line Rasmussen fra København, hvor Ole Kirks Fond også har et lille kontor. Et par gange om måneden er hun i Billund, men det meste af arbejdet foregår i København.
”Mange af vores samarbejdspartnere har kontor her i København, og jeg bruger en del tid på min cykel på at besøge dem,” fortæller hun.
Ole Kirks Fond
- Fonden blev stiftet i 1964.
- Der er årlige uddelinger for omkring 250-300 millioner kroner.
- Den årlige uddelingssum kommer fra afkastet af fondens egen grundkapital samt midler fra Lego Fonden.
- Ole Kirks Fond har fokus på børn og unges trivsel.
For det er klart møderne med civilsamfundsorganisationer, samarbejdspartnere, bevillingsmodtagere og potentielle bevillingsmodtagere, der fylder mest i kalenderen for projektchefen.
”Det kan være en udviklingsworkshop om et projektdesign, et møde om en afrapportering eller et besøg hos en organisation, som jeg ikke kender endnu,” fortæller Line Rasmussen.
Forpligtelse til nysgerrighed
Når man arbejder i en fond, er der nemlig rigtig mange potentielle ansøgere og organisationer, der gerne vil have kontakt. Så der kommer mange invitationer til møder eller bare en mere uformel kop kaffe.
”Jeg er nødt til at prioritere, så jeg kan sjældent komme på besøg dagen efter. Vi har strategisk fokus på børn og unge, så kommer der en invitation fra et plejehjem, takker jeg nej. Det er for langt fra vores formål. Men ellers vil jeg prioritere det højt. Måske kommer jeg først forbi om tre uger, men jeg vil gå langt for at få det til at ske,” siger Line Rasmussen.
Også selvom det ikke altid er klart, om organisationen har de rette byggesten til et samarbejde med fonden, og der samtidig er masser af andre aftaler i kalenderen, der kræver opmærksomhed.
”Jeg synes, at jeg har en forpligtelse til at være åben og nysgerrig i forhold til at møde nye organisationer og lytte til nye perspektiver. Fonde skal ikke lukke sig om sig selv og fokusere på bestemte samarbejdspartnere, som man kender og har gode erfaringer med. I sidste ende tror jeg også på, at det er vigtigt for målgruppen, at vi har bredde i, hvem vi samarbejder med,” siger hun.
Det er noget, kollegerne i fonden taler en del om internt:
”Som fonde kan vi bidrage til udviklingen af civilsamfundet ved at være åbne overfor nye aktører, nye metoder og indsatser. Vi drøfter meget med hinanden, hvor vores blinde punkter er, og hvordan vi kan sikre, at vi støtter både nye og gamle organisationer, store, små og mellem. Sådan støtter vi civilsamfundet og i sidste ende de udsatte børn og unge bedst.”
Systemisk partnerskab mod vold
Størstedelen af uddelingerne fra Ole Kirks Fond er på det sociale område. Fondens andre uddelingsområder er kultur, uddannelse, lokale projekter i Billund og humanitære indsatser.
Alle fondens uddelinger har som fokus at ’fremme livskvaliteten for børn og deres familier,’ skriver fonden selv.
Indenfor det sociale område er det projekter og indsatser målrettet børn i familier med vold eller misbrug, børn som pårørende til forældre med psykisk sygdom, sårbare småbørnsfamilier og børn og unge i mistrivsel.
Men når Line Rasmussen skal fremhæve en særlig indsats, hun er stolt af, er hun ikke i tvivl. Det er partnerskabet Barndom Uden Vold.
”På voldsområdet var der for få år siden en masse projekter målrettet børn fra voldsramte familier, men projekterne var kortsigtede, enkeltstående og hovedsageligt rettet mod børn, der allerede var voldsudsatte og havde brug for traumebehandling,” fortæller hun.
Hjælpen skulle omstilles, så der kunne sættes ind tidligere. Det arbejde er Line Rasmussen og Ole Kirks Fond gået ind i.
”Der er i det hele taget meget lidt forebyggende socialt arbejde herhjemme, både i organisationer og kommuner. Der kan vi lære noget af sundhedsområdet,” siger hun.
Barndom Uden Vold blev for to år siden stiftet som selvstændig forening – initieret og finansieret af Ole Kirks Fond. Med i partnerskabet er en bred skare af aktører: både politi, kommuner, organisationer og fonde.
”I Barndom Uden Vold har vi samlet et helt felt og arbejder nu sammen for at få en reel omstilling af området. Jeg er stolt af at have været med til at igangsætte den systemiske forandring på voldsområdet,” siger hun.
Fortid en fordel
Line Rasmussen har arbejdet i Ole Kirks Fond i syv år. Inden da arbejdede hun i en lang række forskellige civilsamfundsorganisationer, blandt andet Aidsfondet og Red Barnet.
jeg ser sådan på det, at vi sidder i samme båd og har samme kurs, men har forskellige roller,
Line Rasmussen – Projektchef, Ole Kirks Fond
”Så jeg kender den anden side af skrivebordet rigtig godt. Som fond skal vi forstå, hvad der er på spil for bevillingsmodtagerne. Jeg oplever det som en stor fordel, at jeg kender deres virkelighed og udfordringer indefra,” siger hun.
Det giver et andet udgangspunkt for samtalerne. Både de nemme og de svære.
”Jeg kan for eksempel tale med bevillingsmodtagerne om, hvor afhængige de er af at få midler til bestemte medarbejdere, og om hvor strategisk et givent projekt er for dem. Er det helt inde i kernen af deres grundformål eller mere ude i periferien. Der er ikke et rigtigt eller forkert svar på spørgsmålene, men dialogen og samtalen er vigtig, for at jeg forstår deres udgangspunkt,” siger hun.
Alle i samme båd
Line Rasmussen ser som udgangspunkt bevillingsmodtagerne som samarbejdspartnere.
”Som regel har vi jo samme overordnede formål: at øge livskvaliteten for børn og unge. Så jeg ser sådan på det, at vi sidder i samme båd og har samme kurs, men har forskellige roller.”
For at båden ikke skal komme ud af kurs undervejs, skal der samtaler til. Mange samtaler.
”Der er ofte brug for en masse dialog før, under og efter et projekt for at sikre sig, at kursen rent faktisk er den samme, og man er enige om rollerne,” siger hun.
Som regel er der flere møder og mere dialog i et projekts opstart og mindre senere hen, når projektet er godt i gang.
”Nogle gange er det også et spørgsmål om båndbredde. Vi er et lille team på to medarbejdere på det sociale område, så vi må prioritere, hvad vi går ind i og hvor meget. Og igen være meget opmærksomme på, hvad vores rolle i projektet er, og hvor den rolle stopper.”
Både-og fond
Omfanget af dialog kommer dog an på samarbejdsformen og det enkelte projekt.
”Vi kalder os selv en både-og fond. Det er forstået på den måde, at vi både er ansøgerdrevet, men også samarbejder i længere partnerskaber. En del af vores bevillinger foregår ved, at der kommer en ansøgning ind i systemet, som bliver behandlet, og enten får afslag eller bevilling. Det kan sagtens foregå uden den helt store dialog,” fortæller Line Rasmussen.
Og så er der andre projekter og samarbejder, som opstår på andre måder.
”Det kan være, at nogen rækker ud til os. Eller at vi selv bliver opmærksomme på et behov. Første skridt vil oftest være at få det faglige grundlag på plads,” fortæller Line Rasmussen.
Ole Kirks Fond har et videnspartnerskab med Vive.
”Det betyder, at vi kan ringe og trække på Vives forskning og viden. Ser de samme behov, er der et problem, hvad findes der af viden og indsatser? Det er meget værdifuld sparring,” siger hun.
Et samarbejde kan også begynde med, at en organisation rækker ud til fonden.
”Men der vil vi som regel også begynde med det vidensbaserede: Hvad ved I om det her problem? Det faglige grundlag skal være på plads. Mange af de større organisationer har jo også et stort vidensfundament. Og med mindre organisationer uden de samme ressourcer, kan vi finde på at sige: Skal vi ikke begynde med at undersøge området sammen?”
Fonden har ikke faste måltal for, hvor stor en andel af bevillingerne der gives til det ansøgerdrevne, og hvor meget der går til partnerskaberne.
”Det vil fluktuere enormt fra år til år, for partnerskaberne er typisk længerevarende og har større bevillinger, så de kan fylde meget statistisk i et år, og ikke så meget det næste år, hvor samarbejdet bare kører,” siger Line Rasmussen.
Svære samtaler
Dialogen med samarbejdspartnerne er dog ikke altid uproblematisk.
”De sværeste situationer opstår, når vi er gået ind i et godt projekt med kompetente medarbejdere – og der så sker personaleudskiftning undervejs, hvor jeg pludselig kan opleve, at der ikke længere er de rigtige kompetencer til stede. Og jeg får fornemmelsen af, at vi ikke længere har samme kurs,” siger Line Rasmussen.
De sværeste situationer opstår, når vi er gået ind i et godt projekt med kompetente medarbejdere – og der så sker personaleudskiftning undervejs, hvor jeg pludselig kan opleve, at der ikke længere er de rigtige kompetencer til stede.
Line Rasmussen – Projektchef, Ole Kirks Fond
Line Rasmussen er bevidst om, at man som fond skal træde meget varsomt.
”Det er en svær balance. Som fond kan vi ikke blande os i, hvem der bliver ansat, for det er slet ikke vores rolle. Men samtidig kan vi heller ikke sidde på sidelinjen og se til, mens et projekt falder fra hinanden, eller at der bliver taget beslutninger i projektet, som vi ved, der ikke er ordentligt fagligt grundlag for,” siger hun.
Fra tidligere jobs har hun mange års ledererfaring med sig, som hun kan trække på, når de svære samtaler skal tages.
”Jeg skal være meget forsigtig med, hvordan jeg går til den slags situationer. Jeg forsøger at være nysgerrig på, hvilke perspektiver de nye medarbejdere kan bibringe, og hvorfor de ser anderledes på tingene. Og så forsøger jeg at vende fokus tilbage til vidensgrundlaget og den oprindelige kurs for projektet,” fortæller projektchefen.
Hun har aldrig været ude i at stoppe et samarbejde på den baggrund.
”Vi har heldigvis altid fundet en vej igennem det sammen. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var svært. For det er det.”
Respektfulde afslag
Da Line Rasmussen trådte ind i fondsverdenen for syv år siden, blev hun overrasket over, hvor meget arbejde der er i en fond.
”Det havde jeg ikke nogen idé om, da jeg sad på den anden side. Men vi undersøger alting grundigt, så både bevillinger og afslag foregår på oplyst grundlag. En meget stor del af vores arbejde er jo at give respektfulde afslag. Vi skal have kvalificeret vidensgrundlaget for hvert et afslag eller bevilling, så vi sætter os ind i mange ting. Det tror jeg ikke altid, civilsamfundsorganisationerne er klar over,” siger hun.
I det hele taget kan man ude i civilsamfundet have mange forestillinger om, hvad der foregår i fondene.
”Det kan jeg da selv huske. Så jeg vil opfordre civilsamfundet til at være nysgerrige på os – ligesom vi er på dem. Derfor er det godt med blandt andet sådan en artikelserie her. Hvis vi får en bedre forståelse for hinanden, kan vi hjælpe vores fælles målgruppe bedre. Og det er jo det, det handler om i sidste ende,” siger hun.
