
Fondsdirektører fra så forskellige lande som Italien, Ghana, Letland og Storbritannien har netop været samlet i Danmark for at diskutere fondsledelse.
”Verden er midt i en polykrise og filantropiens rolle er under pres flere steder. Det betyder dog ikke, at alt er håbløst. Tværtimod skærper det behovet for, at vi som filantroper hæver os over de akutte kriser, og ser på hvordan vi kan bidrage til at skabe håb om en bedre fremtid,” siger Friederike von Buenau, generalsekretær i den tyske fondssammenslutning Bundesverbandes Deutsche Stiftungen.
Det tyske Bundesverbandes repræsenterer knap 5000 tyske fonde. Til sammenligning er 55 danske fonde medlemmer af den danske forening for filantropiske fonde, Fondenes Videnscenter.
Den største krise er måske, at vi har mistet troen på en bedre fremtid og evnen til at forestille os, at fremtiden bliver bedre end nutiden.
Friederieke von Buenau – Generalsekretær, Bundesverband Deutche Stiftung
Fondsledelse i krisetid
Friederike von Buenau er en af de besøgende fondsledere, som netop har været samlet hos Bikubenfonden på Thoravej i København til Phileas Future School Executive Leadership Programme – et program på ti måneder for fondsledere, som Bikubenfonden er medarrangør af.
Phileas Futures School Executive Leadership Programme har fokus på, hvordan fondsledere får redskaber til at håndtere de komplekse kriser og problemer, som samfundet står i.
Og hvad betyder det så? Friederike von Buenau forsøger at konkretisere:
”Der er trusler fra AI, krige, klima, smuldrende demokrati. Men den største krise er måske, at vi har mistet troen på en bedre fremtid og evnen til at forestille os, at fremtiden bliver bedre end nutiden,” siger hun.
Tunge perspektiver
Deltagerne har brugt meget tid på at tale om, hvilken rolle filantropien skal indtage, når fremtiden i manges øjne er dyster, fortæller hun.
”Regeringer og embedsværk må slukke ildebrande, forholde sig til akutte kriser og hele tiden reagere på ydre omstændigheder. Vi har i filantropien en unik mulighed for at tage rolle som handlende i stedet for blot reagerende (på engelsk: ’act’ i stedet for ’react’, red.),” siger hun.
”Filantropien har midler og mulighed for at løfte blikket fra det akutte her og nu, være fremsynet og forudseende og arbejde langsigtet for systemisk forandring,” siger hun med iver i stemmen.
Oplæggene og diskussionerne har nemlig været opløftende, trods den deprimerende baggrund med verdens kriser, fortæller den tyske generalsekretær.
Filantropien har midler og mulighed for at løfte blikket fra det akutte her og nu, være fremsynet og forudseende og arbejde langsigtet for systemisk forandring.
Friederike von Buenau – Generalsekretær, Bundesverband Deutche Stiftung
”Perspektiverne kan godt være lidt tunge, det er der ingen tvivl om. Især når vi hører fra kolleger i USA, Afrika og Østeuropa, hvor demokratiet såvel som filantropien er under pres. Det har vi selvfølgelig talt en del om. Men det er også inspirerende at mødes med andre filantroper og fonde, høre om deres ideer og udfordringer, og sammen sætte en retning for hvad filantropien kan bidrage med,” siger hun.
Alt i alt forlader hun København og kursusdagene med fremtidsskolen med større optimisme og mere retning;
”Vi har som filantroper pligt til at træde i karakter og hver især se på, hvordan vi kan bidrage til en mere tryg og demokratisk fremtid,” siger Friederike von Buenau.
Det hyperlokale en del af løsningen
I netop Tyskland ses bevægelsen af Bürgerstiftung – borgerfonde- som en del af et modsvar på de mange globale trusler.
En burgerstiftung er en lokal, borgerdrevet fond, som drives for lokale bidrag og støtter formål eller personer i lokalsamfundet.
Den første bürgerstifting blev stiftet i 1996, og i dag er der omkring 400 rundt om i Tyskland. Bevægelsen har også spredt sig til andre europæiske lande, lige fra Ukraine til Portugal.
”Den lokale handlekraft bliver mere vigtig, når verden bliver kompleks og skræmmende. Alle kan gøre en forskel for deres nærmeste, og man kan gøre en forskel for relativt små midler også,” fortæller Friederike von Buenau.
Dyrt møde
Dagene i København i sidste uge var første fysiske møde i fremtidsskolen, og deltagerne skal mødes igen til april i Tunesien. Derudover er der online undervisning og diskussioner. Deltagelse koster op til 6.500 euro – eller lige knap 50.000 danske kroner per person. Lidt mindre for medlemmer af Philea. Dertil kommer transport og hoteller. Af danske fonde deltager kun Bikubenfonden, der også lagde hus til og er medarrangør.
Derudover deltager repræsentanter fra blandt andet den algiersk/franske fond Feminist Dream Space, fra African Philantrophy Network, italienske Fondazione Compagnia di San Paolo og rumænske Romanian-American Foundation i forløbet.
“Det er meget givende at mødes med kolleger fra filantropien rundt om i verden. Man ser sig selv og sine praksisser udefra, når man konfronteres med, hvordan andre fonde og filantropiske foreninger arbejder, og det er sundt og lærerigt,” siger Friederike von Buenau.

