De senere år har filantropien bevæget sig i retning af det strategiske, katalytiske eller participatoriske der har det til fælles, at fondene engagerer sig mere aktivt i at initiere og udvikle indsatser, der formodes mere virkningsfuldt at kunne finde svar på de udfordringer, vi som samfund står over for.
Denne bevægelse er fulgt i halen på en lidt smertelig erkendelse af, at rigtig mange enkeltstående projekter måske hver for sig gik meget godt, men grundlæggende ikke for alvor formåede at skubbe til de forhold, der skaber udfordringerne. Ønsket var derfor mere helhedsorienterede, systemforandrende indsatser, der involverede de nødvendige aktører og fik dem til at i højere grad at samarbejde om det, som de ikke kan løse hver for sig.
Denne bevægelse er stadig under udvikling og fører under overskrifter som systemforandring, missionsorienteret innovation, collective impact m.fl. til større, mere langsigtede og ambitiøse indsatser, der forsøger at få bugt med stædige problemer og komplekse samfundsmæssige udfordringer.
Spørgsmålet er om vi i vores iver for at gøre det bedre har mistet blikket for at give deltagerne handlekraft og er kommet til at fokusere for meget på strukturerne?
Spørgsmålet er imidlertid om den øgede involvering fra fondenes side i at designe nye indsatser, den megen fokus på mobilisering af relevante aktører og på at få samarbejderne mellem dem til at fungere, risikerer at tabe målgrupperne lidt af syne. Om deltagerne er blevet reduceret til statistikker over antallet af hjemløse, andelen af virksomheder der arbejder bæredygtigt osv. Om vi i vores iver for at gøre det bedre har mistet blikket for at give deltagerne handlekraft og er kommet til at fokusere for meget på strukturerne?
Hvorfor arbejde med deltagerbaseret filantropi?
Der er tre årsager til at overveje om vi i tilstrækkelig grad får involveret deltagerne i igangsættelse, udvikling og gennemførelse af de mange indsatser, der skal skabe positive forandringer:
- Deltagerinvolvering kan skabe mere relevante og præcise indsatser
- Deltagerinvolvering kan gøre indsatser mere virksomme
- Deltagerinvolvering er etisk mere forsvarligt
Målgrupperne for indsatserne kan forventes at vide, hvad der skal til at for at ændre på deres situation.
Derfor skal vi huske at få deres perspektiver med. I et samfund som det danske med stolte korporative traditioner, er vi vant til at tænke i repræsentation. Vi er et af de mest organiserede samfund, og der er organisationer til at repræsentere næsten alle tænkelige målgrupper, så deres stemme bliver hørt. Men organisationerne må i høj grad arbejde på det eksisterende systems præmisser, for eksempel den måde private fonde udmønter deres midler på. Deltagerne har ofte ikke forudsætninger for at begå sig i strukturerne.
Som evaluator møder jeg et stort antal på papiret perspektivrige projekter, der imidlertid har vanskeligt ved at tiltrække de deltagere, der skulle have glæde af dem, og som derved ikke får den ønskede effekt. Derfor tror jeg der ligger et potentiale i øget deltagerinvolvering – også selvom den kan være både svær og ressourcekrævende.
Næsten alle projekter handler grundlæggende om at skabe rammer for at få nogle mennesker til at gøre noget andet, end de gør i dag. Jo mere man som potentiel deltager i en indsats forstår meningen med den, føler at have indflydelse på den, kan relatere den til sin egen kontekst osv., jo mere sandsynligt er det, at man ændrer adfærd. Og man kan ikke foretage adfærdsændringer på andres vegne, uanset hvor meget man brænder for det. Derfor er det virksomt at involvere målgrupperne for indsatserne så direkte som muligt.
Men det er også et sprog, der rummer en instrumentalisering. Hvor målgrupper bliver til udfordringer, der skal løses, og hvor succes afhænger af måltal og skaleringsmuligheder
Og endelig er der en etisk dimension af filantropi, der handler om at have respekt for de mennesker, hvis liv man kommer til at intervenere i. Alle skal mødes med ligeværdighed og respekt og med de ressourcer de besidder. Det er netop disse ressourcer der skal aktiveres, hvis vi vil gøre en forskel. Forandringsteorier, hypoteser, virksomme mekanismer osv. kan være et godt og nødvendigt sprog for at tale om projekter og indsatser. Men det er også et sprog, der rummer en instrumentalisering. Hvor målgrupper bliver til udfordringer, der skal løses, og hvor succes afhænger af måltal og skaleringsmuligheder. Men husk altid for hvis skyld indsatserne gennemføres. Vi må ikke miste evnen til at sætte os i ”den andens sted” og agere derudfra. Deri ligger for mig at se en etisk fordring, som vi aldrig må glemme.
Kan deltagerbaseret filantropi lade sig gøre?
Som beskrevet i flere artikler her i Filantropi de seneste uger flirter flere fonde med den deltagerbaserede filantropi – om end de ikke er parate til at afgive beslutningskompetence. Navnlig har involvering af unge i indsatser målrettet unge fået stor bevågenhed og mange spændende initiativer er blevet afprøvet.
Personligt har jeg selv deltaget i eller faciliteret et stort antal workshops m.v., der skulle afdække målgruppers behov. På den baggrund kan jeg sige med stor sikkerhed sige, at alle der med økonomiske midler forsøger at skabe grundlag for positive forandringer er optaget af målgruppernes behov.
Min erfaring herfra er imidlertid også, at sådanne workshops m.v. ofte afdækker de forholdsvis kortsigtede behov. De behov som deltagerne nu og her er optagede af og kan have svært ved at se ud over. Og det gør det svært at leve op til de ellers fine principper, jeg lige har opstillet. Så hvordan kan vejen frem se ud?
Vejen frem for deltagerbaseret filantropi i en dansk kontekst
Filantropi udspiller sig i et spændingsfelt mellem strategisk retning og ejerskab. Vi kan ikke undvære nogen af delene. Uden strategisk retning risikerer indsatserne at slingre og ikke føre til de ønskede varige forandringer. Det skaber en træthed af projekter og udfordrer fondenes legitimitet. Men uden ejerskab risikerer retningen at blive uden ejer- og følgeskab, og dermed uden den ønskede virkning. Det perspektiv vil jeg gerne tale lidt op. Vi må ikke blive så optagede af vilde problemer, kompleksitet, underliggende strukturer, workshops og LinkedIn-opslag osv. at vi taber dem, det hele handler om, af syne.
Jeg har i det ovenstående formentlig ikke skrevet noget som alle involveret i filantropi på den ene eller an-den måde ikke er bevidste om – om end jeg måske har trukket argumenterne lidt op. Hvorfor er deltagerinvolvering så gledet i baggrunden? Udover det korporative argument, så tror jeg det handler om utålmodighed. Vi vil så gerne skabe hurtige forandringer – helst inden for tre år.
Det tager tid at skabe involvering og sikre deltagelse. De indledende faser af en indsats, hvor vi udforsker de udfordringer, der skal håndteres, og hvor vi udstikker retningen, inden vi går i gang med at udvikle redskaber m.v., springer vi ofte over i Danmark. Og netop der mister vi efter min vurdering et betydeligt effektpotentiale. Hvis jeg var filantrop, ville jeg derfor overveje, hvordan jeg kunne styrke min indsats i denne del af mit virkefelt.
