
En ny almen fond er oprettet efter flere års proces. Det er tidligere tandlæge og cand.mag. i psykologi og kommunikation Paul Lyngbye, som er både stifter og formand for bestyrelsen. Han lægger derudover også navn til fonden, der hedder Paul Lyngbyes Fond.
Fonden er foreløbigt stiftet med en bunden kapital på 1,1 millioner kroner. Ydermere tilfalder Paul Lyngbyes bo og formue fonden ved hans død, hvorefter fonden kan begynde at uddele op mod én million kroner om året, ifølge stiftelsesdokumenterne som Filantropi har fået aktindsigt i.
Derudover kan fondens kapital udvides gennem arv, gave eller bidrag fra andre fonde, selskaber, private personer, boer og offentlige myndigheder, fremgår det.
“Jeg er ved at skrive testamente, og da jeg er den sidste i min slægt, vil jeg testamentere min formue til en fond, der støtter kultur, kunst og videnskab,” skrev Paul Lyngbye i et brev til Civilstyrelsen tilbage i august måned i år.
Fondens bevillinger skal dog have et særligt værdimæssigt sigte.
Fonden vil nemlig støtte projekter, der baserer sig på danske, nationalkonservative værdier, fremgår det af formålsbeskrivelsen.
Udover Paul Lyngbye selv sidder også Mikael Jalving, der er debatredaktør på det borgerlige medie Kontrast, i bestyrelsen.
Derudover er forfatter, debattør og foredragsholder Kasper Støvring medlem af bestyrelsen. Han har blandt andet skrevet bogen ‘Blivende værdier. Konservativ kulturkritik og kulturkamp’. Det sidste bestyrelsesmedlem er ifølge dokumenterne Erik Hansen-Hansen.
Det står ikke nærmere beskrevet i fundatsen, hvad fonden kategoriserer som kunst, kultur eller videnskab, der lever op til nationalkonservative værdier. Filantropi har taget kontakt til Paul Lyngbye, men han har ikke ønsket at medvirke.
Fondens midler kan ikke søges. I stiftelsespapirerne skriver fonden således om uddelingerne:
”Størrelsen af de enkelte legatuddelinger overlades til bestyrelsens skøn, ligesom bestyrelsen kan bestemme, om en modtager skal have et legat én eller flere gange.”
Længe undervejs
Paul Lyngbyes Fond har været lang tid undervejs. Fonden blev forsøgt stiftet i første omgang tilbage i 2018.
Men dengang afviste Civilstyrelsen anmeldelsen blandt andet med begrundelsen, at vedtægterne var udformet således, at Paul Lyngbye i praksis kunne træffe beslutninger uden om de øvrige medlemmer af bestyrelsen. Dermed levede fonden ikke op til kravene for at være en fond.
Men nu er Paul Lyngbyes Fond godkendt, og fonden kan principielt begynde at uddele penge i 2026. I begyndelsen - og indtil stifter Paul Lyngbyes bo tilfalder fonden ved hans død - vil fonden dog kun uddele overskuddet af grundkapitalen, skrev den 77 årige Paul Lyngbye i et brev til Civilstyrelsen tilbage i august i år.
Borgerlig pris
Paul Lyngbye har tidligere markeret sig i den borgerlige debat. Han finansierede i 2023 pengepræmien til mediet Kontrasts prisuddeling, Kontrastprisen.
Prisen har til formål at hylde personer eller organisationer, som har gjort en indsats for at fremme et borgerligt samfund med konservative og liberale værdier.
Vinderen af prisen dengang var Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh. Han vandt prisen for Liberal Alliances ’Du kan godt’-kampagne i forbindelse med folketingsvalget i 2022, hvor Alex Vanopslagh ifølge Kontrast: ”… stod i spidsen for et stærkt og positivt borgerligt budskab.”
Præmien var 25.000 kroner, som var sponsoreret af Paul Lyngbye, der også sad i juryen.


