”Et lille gennembrud, at vi nu kan få indhentet viden fra de andre lande.”
”Det er positivt, at ministeren vil undersøge Norge og Sverige.”
Sådan lyder reaktionerne fra henholdsvis retsordfører for SF Karina Lorentzen Dehnhardt og generalsekretær i de indsamlende organisationers brancheforening ISOBRO Kenneth Kamp Butzbach efter, at justitsminister Peter Hummelgaard har givet følgende svar på et udvalgsspørgsmål:
”På baggrund af spørgsmålet vil justitsministeren foretage en høring af de relevante myndigheder i Norge og Sverige vedrørende retsstillingen på indsamlingsområdet i disse lande. Når høringssvarene foreligger, vil jeg fremsende dem til Folketingets retsudvalg”.
Svaret har Peter Hummelgaard givet på ét ud af fem spørgsmål fra netop Karina Lorentzen Dehnhardt. Spørgsmålene er stillet i den politiske proces af SF og Det Konservative Folkepartis beslutningsforslag om at skaffe et fagligt vidensgrundlag for en modernisering af indsamlingsloven.
Da justitsminister Peter Hummelgaard flere gange – og senest ved Folketingets førstebehandling af beslutningsforslaget – har udtalt en frygt for, at en lempelse af indsamlingsloven ”vil åbne en ladeport for svindel” – havde Karina Lorentzen Dehnhardt bedt ministeren redegøre for, om muligheden for at hverve faste støtter har ført til mere kriminalitet og svindel i Norge og Sverige. Samt bedt ministeren indhente bidrag fra begge lande for at få belyst, om kriminalitet og svindel har været en konsekvens af lovgivningen.
At justitsministeren nu sætter en høring i gang i de to lande, glæder derfor Karina Lorentzen Dehnhardt.
”Det er positivt, at vi nu endelig kan få klarlagt, om der er grund til bekymring eller ikke er grund til bekymring, for så får vi også et mere stabilt grundlag at tale ud fra. Samtidig kan redegørelsen fra Norge og Sverige blive rampen til yderligere diskussion om indsamlingsloven,” siger hun.
Indsamling og terrorfinansiering
Knap så positive reaktioner har Karina Lorentzen Dehnhardt og Kenneth Kamp Butzbach på ministerens svar på de øvrige fire spørgsmål.
Justitsministeren henviser til Den Nationale Risikovurdering af Terrorfinansiering udarbejdet af Politiets Efterretningstjeneste fra januar 2024, hvor risikoen for terrorfinansiering på non-profitområdet karakteriseres som høj.
”Det er Civilstyrelsens vurdering, at en ordning med tilladelse til at hverve faste støtter ved løbende – for eksempel ugentlige – hus- og gadeindsamlinger må forventes at forstærke risikoen for, at indsamlingsområdet bliver brugt til at skaffe midler til terrorfinansiering,” lyder det i justitsministerens svar.
Den forklaring undrer dog generalsekretæren i ISOBRO.
”Vi ser ikke en større risiko for terrorfinansiering ved løbende hvervning af faste støtter ved fysiske hus- og gadeindsamlinger end ved onlinehvervning eller ved den nuværende hvervning af medlemmer, som er tilladt, så vi finder ikke argumentet om midler til terrorfinansiering relevant,” siger Kenneth Kamp Butzbach.
Karina Lorentzen Dehnhardt peger på, at det må være muligt at finde løsninger til gavn for professionelle civilsamfundsorganisationer:
”Jeg anerkender, hvad risikovurderingen siger, men spørgsmålet er, om det gælder alle non-profit-organisationer. Jeg har svært ved at se, at det skulle være gældende for anerkendte, velkendte organisationer, og det må være muligt at løse med kontrol og opstilling af nogle kriterier,” siger hun.
Fagligt grundlag fra ISOBRO
I svarene til Karina Lorentzen Dehnhardt fastholder justitsministeren også sine tidligere forklaringer om, at den nuværende indsamlingslov har den rette balance, samt at han ikke ønsker at trække på ressourcerne i Justitsministeriet, i Civilstyrelsen og hos Indsamlingsnævnet.
Der er andre ting end bander og tryghedspakker i verden. Der er også et civilsamfund, som justitsministeren også er herre over
Karina Lorentzen Dehnhardt – Retsordfører, SF
”Det virker som et lille figenblad, man holder op for sig, at man ikke vil bruge ressourcer på indsamlingsloven, men der er andre ting end bander og tryghedspakker i verden. Der er også et civilsamfund, som justitsministeren også er herre over, og som jo af og til skal gennemses, så det passer til virkeligheden,” pointerer Karina Lorentzen Dehnhardt.
I ministerens svar om ressourceforbrug skriver han yderligere, at det står brancheorganisationer frit for selv at udarbejde et fagligt grundlag, som de mener kan bidrage til at klarlægge, om der er brug for lovændringer på et område.
”Dette gælder naturligvis også ISOBRO som brancheorganisation for indsamlingsorganisationerne,” skriver justitsminister Peter Hummelgaard.
ISOBRO har længe spillet aktivt ind med materiale til politikerne, og det har organisationen, ifølge Kenneth Kamp Butzbach, tænkt sig at fortsætte med.
Karina Lorentzen Dehnhardt er enig i, at ISOBRO allerede har leveret en del materiale. Alligevel opfordrer hun organisationen til at udarbejde et fagligt oplæg til ministeren.
”Vi har allesammen modtaget papirer fra ISOBRO, men det kan da godt være, at man skal have en jurist til at kigge på, hvordan den konkrete udformning skal se ud, så det er serveret klart og klappet til ministeriet. Det kan jeg kun opfordre til,” siger hun.
Store udfordringer for indsamlende organisationer
Når SF og Det Konservative Folkeparti med deres beslutningsforslag B49 ønsker at skaffe et fagligt vidensgrundlag for en modernisering af indsamlingsloven, skyldes det, at indsamlingsmarkedet har ændret sig markant, siden den gældende indsamlingslov blev vedtaget i 2014.
Mange danskere vil gerne støtte en eller flere velgørende organisationer med faste bidrag i en kortere eller længere periode, men de ønsker ikke at være medlemmer af en forening. Men hvor organisationerne via deres såkaldte facere gerne må kontakte danskerne på gaden for at tilbyde dem et medlemskab, må de som udgangspunkt ikke bede om penge eller faste bidrag – hverken på gaden eller på folks bopæl.
I både Norge, Sverige, Tyskland og en række andre sammenlignelige lande må velgørende organisationer derimod gerne henvende sig til borgere for at spørge, om de vil være faste støtter af organisationen, men i Danmark betragtes det at hverve faste støtter som en indsamling.
Sådan en indsamling kræver tilladelse via Indsamlingsnævnet. En besværlig proces, som afholder mange organisationer fra at søge. Derudover må den type landsindsamlinger kun foregå en enkelt dag om året.
Svaret blander æbler og pærer
I et af spørgsmålene havde Karina Lorentzen Dehnhardt netop bedt justitsministeren redegøre for, om ovenstående er korrekt, og bedt ham svare på, om organisationer, der ikke er i stand til at organisere landsdækkende indsamlinger, dermed de facto ikke har muligheden for at hverve faste støtter.
Som svar på spørgsmålet har justitsministeren indhentet en udtalelse fra Civilstyrelsen, men den udtalelse svarer ikke på spørgsmålet, mener Kenneth Kamp Butzbach.
”Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om der er brugt ret meget energi på at svare. Det virker til at være et svar fra tidligere lovgivningsarbejde, og svaret blander æbler, pærer og bananer,” siger han.
Ifølge Kenneth Kamp Butzbach vil det svare til, at der bliver påpeget et problem med for få parkeringspladser i København, og svaret på problemet så lyder; men biler kan holde alle steder i København én dag om året.
”Det løser ikke det grundlæggende problem,” siger han.
Karina Lorentzen Dehnhardt er enig:
”Svaret er ude af trit med det, vi egentlig har brug for at få viden om,” siger hun.
Hvervning af faste støtter kræver kendskab
I det sidste svar bekræfter justitsministeren – via en udtalelse fra Civilstyrelsen, at der ikke er tale om en omgåelse af indsamlingsloven, hvis fonde opretter en støtteforening, der samler ind eller hverver medlemmer.
Vi er egentlig glade for svaret, for her står det sort på hvidt, at fonde godt må oprette støtteforeninger
Kenneth Kamp Butzbach – Generalsekretær, ISOBRO
”Vi er egentlig glade for svaret, for her står det sort på hvidt, at fonde godt må oprette støtteforeninger, og det er positivt i sig selv. Det er dog bureaukratisk at oprette en forening, og det ændrer heller ikke på den grundlæggende problemstilling: at civilsamfundsorganisationer bredt – inklusive fonde - kun må hverve faste støtter én dag om året ved en landsindsamling,” siger Kenneth Kamp Butzbach.
For selvom muligheden findes til de årlige landsindsamlinger, hjælper det ikke organisationerne ret meget.
For når for eksempel Folkekirkens Nødhjælp i søndags samler 13 millioner kroner ind ved landsindsamlingen, sker det ved hjælp af et stort korps af frivillige indsamlere, der har tilmeldt sig for én dag.
Hvervning af faste støtter er noget andet, her skal man kende organisationen, når man tilbyder folk at støtte fast
Kenneth Kamp Butzbach – Generalsekretær, ISOBRO
”Hvervning af støtter og det at være frivillig indsamler er to forskellige situationer. De frivillige indsamlere går én dag om året, og de kan ikke få en oplæring. Hvervning af faste støtter er noget andet, her skal man kende organisationen, når man tilbyder folk at støtte fast,” siger Kenneth Kamp Butzbach.
Ønske om valgfrihed som i andre lande
Nu venter den videre behandling af beslutningsforslaget i retsudvalget, inden forslaget om at skaffe et fagligt vidensgrundlag for en modernisering af indsamlingsloven skal til andenbehandling i folketingssalen.
Karina Lorentzen Dehnhardt afventer redegørelsen fra Norge og Sverige og håber, at den kan rydde en barriere af vejen i forhold til frygten for kriminalitet og svindel, hvis man åbner op for hvervning af faste støtter.
”Hvis den barriere ryddes af vejen, har vi kun ressourcespørgsmålet tilbage, og det må vi kunne finde løsninger på,” siger hun.
Kenneth Kamp Butzbach håber også, at redegørelsen fra Norge og Sverige kan få justitsministeren til at gå hele vejen og undersøge, om der er brug for en lovændring.
”Den gældende indsamlingslov er fra 2014, og samfundet har udviklet sig markant siden. Samtidig taler politikerne om afbureaukratisering og civilsamfundets vigtige rolle, så vi håber, at justitsministeren får øjnene op for civilsamfundets nye virkelighed, og i sidste ende ønsker vi en valgfrihed for danskerne mellem at være medlem eller være fast støtte – ligesom i resten af Europa,” siger han.
