
“Velgørenhed pr. abonnement”.
Sådan udtrykte Liberal Alliances retsordfører Steffen Larsen den relation, som en stor del af ISOBROs 246 medlemsorganisationer ønsker at indgå med danskere, der gerne vil støtte et godt formål.
”Så længe danskerne ved, hvad de tilslutter sig. Så længe de nemt kan afmelde sig igen; og når pengene går til de erklærede formål, så kan jeg slet ikke se det som et problem, at man kan abonnere på at sende penge til en frivillig organisation, der gør en velgørende gerning,” sagde Steffen Larsen under førstebehandlingen af det beslutningsforslag om indsamlingsloven, som SFs Karina Lorentzen Dehnhardt og de Konservatives Mai Mercado havde fremsat i Folketinget den 28. januar.
Ifølge de indsamlende organisationernes brancheforening har indsamlingsmarkedet ændret sig markant, siden indsamlingsloven blev vedtaget i 2014. Mange danskere – særligt de unge – vil gerne støtte en organisation med faste bidrag i en kortere eller længere periode. Så en god sag pr. abonnement passer godt til tidsånden i 2025.
Problemet er bare, at imens aviser, forsikringsselskaber og enkelte andre brancher gerne må ringe til borgerne og tilbyde deres abonnementsydelser, er det i Danmark forbudt for velgørende organisationer. I mange af vores nabolande er det derimod tilladt.

Forbuddet gør det svært for de danske indsamlende organisationer at komme i kontakt med danskere, der vil støtte sygdomsbekæmpelse, forældreløse børn eller en grønnere natur. Som udgangspunkt er det nemlig heller ikke tilladt for organisationerne at bede om penge til den gode sag ved at henvende sig til danskerne på deres bopæl eller i det offentlige rum.
Selv dem, der kan lave landsindsamlinger, må kun hverve faste støtter én dag om året
Kenneth Kamp Butzbach – Generalsekretær, ISOBRO
Derimod må organisationernes såkaldte facere gerne kontakte folk på gaden for at tilbyde dem et medlemskab. Mange danskere har oplevet at få sådan et tilbud om medlemskab, men efterhånden bliver der færre og færre facere på gaden. Og det er der flere grunde til. En af dem er igen - tidsånden: Forpligtende medlemskaber, trykte medlemsblade i postkassen og jævnlige medlemsmøder i kalenderen er simpelthen ikke længere danskernes fortrukne valg, når de skal bakke om en god sag eller bidrage med penge til at løse et samfundsproblem.
Forvirring i salen
Den ressortansvarlige minister Peter Hummelgaard var den første til at kommentere beslutningsforslaget, og han benyttede lejligheden til at redegøre for de gældende regler.
Hvis en organisation vil samle ind penge, skal den have en tilladelse fra Indsamlingsnævnet, og hvis organisationen lever op til bestemte kriterier, kan den desuden få tilladelse til at lave hus- og gadeindsamlinger én gang om året i tre år.
”Civilstyrelsen har i den forbindelse oplyst, at man skal være opmærksom på, at organisationerne både kan bede om et enkeltstående bidrag og et løbende bidrag, når de har fået tilladelse til hus- og gadeindsamling. Det vil altså sige, at organisationerne godt kan bede om for eksempel et månedligt bidrag, når de laver en hus- og gadeindsamling,” forklarede Peter Hummelgaard.
Ministerens bemærkning blev af flere af partiernes ordførere opfattet sådan, at der var en modstrid mellem beskrivelsen af problemstillingen i beslutningsforslaget og de muligheder, som indsamlingsloven allerede rummer for hvervning af faste bidragydere.
Blandt andre havde Radikales ordfører Zenia Stampe forstået på forslaget, at det i dag ikke er muligt at bede om et fast bidrag, når indsamlere fra en organisation banker på døren under en godkendt hus- og gadeindsamling. Det fik Socialdemokratiets ordfører Bjørn Brandenborg til at gentage ministerens pointe:
”Det er ikke rigtigt. Det er sådan, at når der kommer nogen og banker på fru Zenia Stampes dør, så er der mulighed for at give et fast bidrag. Hvis fru Zenia Stampe gerne vil støtte dén forening fast hver måned eller hver 14. dag, så kan foreningerne allerede i dag lave de ordninger. Bare lige så den misforståelse er fejet af bordet,” sagde Bjørn Brandenborg.
Men dén forklaring gjorde ikke forvirringen mindre:
”Det forstår jeg egentlig ikke, for jeg læste bemærkningerne til beslutningsforslaget sådan, at det ikke var en mulighed i dag. Er det her så en misforståelse fra forslagsstillernes side? Men det må vi så dykke ned i forbindelse med udvalgsarbejdet,” sagde Zenia Stampe.
Usikkerheden fik lov at hænge i luften i folketingssalen, men i virkeligheden er der ingen modstrid, forklarer ISOBROs generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach til Filantropi:
”Det er rigtigt, at et månedligt fast bidrag ved hus- og gadeindsamling kan gives, hvis organisationen har en tilladelse til hus- og gadeindsamling. Men sådan en tilladelse gælder kun én dag om året, og der er en række betingelser for opfyldelse af tilladelsen, som kræver en stor organisation med bred folkelig opbakning. Med andre ord har de organisationer, der ikke er i stand til at organisere landsdækkende indsamlinger, de facto ikke har muligheden. Og selv dem, der kan lave landsindsamlinger, må kun hverve faste støtter én dag om året,” siger han.
Det betyder, at langt størstedelen af ISOBROs medlemmer i praksis er helt afskåret fra at hverve fast støtter i forbindelse med hus- og gadeindsamling.
Som det er fast praksis, overgår beslutningsforslaget efter den første fremlæggelse i folketingssalen til udvalgsbehandling i retsudvalget, hvor medlemmerne har mulighed for at gå mere i dybden med problemstillingerne og hente yderligere viden.
Langt fra hensigtsmæssigt
Og indsamlingsreglerne er komplekse. Det blev nævnt flere gange under debatten i folketingssalen. Af den grund drejer beslutningsforslag B49 sig heller ikke om at lempe reglerne i indsamlingsloven her og nu.
”Folketinget pålægger regeringen inden den 1. januar 2026 at tilvejebringe det nødvendige faglige grundlag til at vurdere, om indsamlingsloven skal revideres, med det formål at sikre, at danskerne altid både kan vælge at støtte med et fast beløb og et medlemskab, når de bliver tilbudt at bakke op om velgørende fonde og foreninger,” lyder selve beslutningsforslaget.
Forslaget blev dog på vegne af regeringen hurtigt afvist af justitsminister Peter Hummelgaard, som tidligere har udtalt, at han ikke ser nogen grund til at ændre på de nuværende indsamlingsregler. For tiden er ikke inde til at undersøge lempelser af de gældende regler, forklarede ministeren, selvom han medgav forslagsstillerne, at det umiddelbart kan ”virke underligt, at reglerne for medlemshvervning er mindre strikse end for faste støttebidrag.”
”Det er imidlertid tilsigtet, for indsamlingsloven balancerer flere forskellige hensyn,” sagde Peter Hummelgaard.
”Blandt andet hensynet til, at nogle almindelige borgere synes, at indsamlingerne kan virke forstyrrende – eller ligefrem ubehagelige.”
”Civilstyrelsen, der er sekretariat for Indsamlingsnævnet vurderer således også, at en ændring af reglerne, vil betyde at der kommer langt flere uanmodede henvendelser til borgerne, både hjemme, telefonisk, og når de færdes i det offentlige rum. Og det mener jeg langt fra - langt fra - er hensigtsmæssigt,” understregede ministeren under debatten.
En ladeport for svindel
Udover hensynet til borgerne, frygter ministeren desuden, at en lempet lovgivning kan friste flere kriminelle til at gå ind på indsamlingsområdet:
”Jeg frygter, at det vil åbne en ladeport for svindel. Derfor er det min og regeringens holdning, at vi ikke ser noget grundlag for at åbne loven op på nuværende tidspunkt,” sagde ministeren med henvisning til, at flere kriminelle bliver mere kreative i deres forsøg på at svindle almindelige danskere.
“Derfor vil det være den forkerte vej at gå at give flere muligheder for, at man kan opsøge folk i deres hjem for at bede om penge til gode formål”.
Justitsminister Peter Hummelgaards afvisning af beslutningsforslaget blev blandt andre fulgt op, at den ene af forslagsstillerne, Mai Mercado:
”Beslutningsforslaget er stillet efter inspiration fra indsamlingsorganistionernes brancheorganisation ISOBRO, og vi foreslår jo ikke, at indsamlingsloven skal ændres. Vi foreslår, at der skal tilvejebringes et fagligt grundlag. Det kan ingen være imod. Man kunne undersøge, om man kan ændre loven sådan at man både har et værn mod svindel og hvidvask, men samtidig giver mulighed for at indsamle donationer på en måde, som er mere i tråd med den måde, man laver indbetalinger på i dag,” sagde hun.
”Om man ønsker at ændre loven eller ej er i sidste ende et politisk spørgsmål, og regeringen kan derfor ikke støtte forslaget,” gentog ministeren og forklarede, at han af den grund ikke ville bruge ministeriets ressourcer på at tilvejebringe et fagligt beslutningsgrundlag.
Trækker ressourcer i ministeriet
Under debatten påpegede Peter Hummelgaard således på en helt tredje årsag til, at han ikke kunne tilslutte sig beslutningsforslaget.
”Hvis man altid ser hvert beslutningsforslag her i folketingssalen isoleret, så er der mange af dem, der lyder meget fornuftige. Vi skal i øvrigt behandle tre eller fire yderligere i dag. Hver især af dem trækker jo ressourcer i myndighederne og internt i justitsministeriets departement.”
Der er ikke grænser for, hvad man gerne vil sætte embedsmændene til. Så skal de kaste sig over det ene og det andet og det tredje
Peter Hummelgaard (A) – Justitsminister
”Der er ikke grænser for, hvad man gerne vil sætte embedsmændene til. Så skal de kaste sig over det ene og det andet og det tredje. Her er det så min opgave samlet set at sige, når jeg er af den overbevisning, at vi i dag har den rigtige lovgivning, der rummer de rigtige balancer, at så mener jeg ikke, det er rigtigt at bruge en masse ressourcer på at nedsætte et nyt fagligt udvalg, der skal vurdere, om det faglige grundlag er rigtigt,” sagde justitsministeren.
Bortset fra regeringspartierne Moderaterne, Venstre og Socialdemokratiet tilkendegav de øvrige partier positiv opbakning til forslaget og til den kommende udvalgsbehandling.
Jeg tror, at vi kigger ind i en fremtid, hvor vi kan blive nødt til at kigge på det her igen
Nanna Gotfredsen – Retsordfører, Moderaterne
Mai Mercado, der er tidligere socialminister, forsøgte flere gange at få svar på, om Moderaterne og Venstre afviser at stemme for beslutningsforslaget fordi de oprigtigt er imod ideen om at tilvejebringe et fagligt beslutningsgrundlag, eller om det alene skyldes, at de to partier er en del af regeringen.
”Er det et stort nej,” spurgte hun.
”Det er et ganske almindeligt nej. Det er ikke sådan et over-mit-lig-nej,” svarede venstres ordfører Jan E. Jørgensen.
"Betyder det, at hvis ikke ordførerne havde været en del af regeringen, så ville Moderaterne have stemt for?", spurgte Mai Mercado.
”Jeg tror, at vi kigger ind i en fremtid, hvor vi kan blive nødt til at kigge på det her igen,” sagde Nanna Gotfredsen.
De lovlydige straffes
Hos ISOBRO undrer generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach sig over, at regeringspartierne ikke vil undersøge mulighederne for at modernisere reglerne, så de i højere grad afspejler de rammevilkår, som gælder for mange af hans medlemmers søsterorganisationer, når de samler penge ind til de samme formål i flere af vores nabolande.
”Selvfølgelig er ISOBRO skuffet over, at beslutningsforslaget ser ud til ikke at blive vedtaget. Vi og vores medlemmer mener, at der er brug for en modernisering på dette punkt. Verden har ændret sig siden 2014, og vi forstår ikke, at regeringen end ikke vil undersøge muligheden for at give civilsamfundet de samme muligheder som i resten af Europa – og det i en tid, hvor både afbureaukratisering og civilsamfundet er vigtigere end nogensinde før,” siger Kenneth Kamp Butzbach.
Han hæfter sig blandt andet ved, at der stadig er brug for at oplyse om de reelle problemstillinger på indsamlingsområdet.
"Vi har ikke opgivet endnu. Nu skal vi lige sunde os oven på debatten under førstebehandlingen. Så håber vi, at politikerne på sigt vil se den samme virkelighed, som vi ser. Og det vil vi gerne prøve at hjælpe dem med,” siger han og henviser blandt andet til justitsministerens bekymring om risikoen for øget økonomisk kriminalitet og svindel.
”Vi mener ikke, det er en lempelse at undersøge muligheden for at modernisere indsamlingsloven. Sandheden er, at dem der allerede bryder loven i dag, vil fortsætte med det. Dermed er det de mange lovlydige organisationer, der følger reglerne, som bliver straffet, fordi der er nogle, der ikke følger reglerne. En høj etisk standard for fundraising er hjerteblod for ISOBRO og vores medlemmer, men vi ser desværre allerede nu, at der er få svindlere, som ikke følger reglerne og måske indsamler faste støtter uden tilladelse,” siger Kenneth Kamp Butzbach.