Flere oppositionspolitikere stiller spørgsmål ved de argumenter og forklaringer, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) gav under Folketingets førstebehandling af SF og Det Konservative Folkepartis beslutningsforslag om at skaffe et fagligt vidensgrundlag for en modernisering af indsamlingsloven.
Her forklarede justitsministeren i folketingssalen, at den nuværende indsamlingslov ”balancerer forskellige hensyn – blandt andet hensynet til, at nogle almindelige borgere synes, at indsamlinger kan virke forstyrrende – eller ligefrem ubehagelige.” Han frygter desuden, at en lempelse af indsamlingsloven ”vil åbne en ladeport for svindel”. Endelig argumenterede han for, at beslutningsforslaget vil trække unødige ressourcer hos ministerens embedsmænd.
Men de forklaringer undrer retsordførerne fra både SF og Alternativet sig over.
Retsordfører hos SF Karina Lorentzen Dehnhardt karakteriserer forklaringerne som en blanding af ”pseudoargumenter”, ”underlige” og ”påstande, der står og flagrer lidt”.
Også Alternativets retsordfører Torsten Gejl er oprørt over justitsminister Peter Hummelgaards argumentation i folketingssalen.
”Ministeren gør brug af ordet ’antastet’. Hvad er det for et ord at bruge? Vi taler om mennesker og organisationer, der hjælper og støtter borgere i nød. De må gerne ringe til mig under aftensmaden. Det er venlige, uselviske mennesker, der arbejder i en god sags tjeneste. Det er direkte uværdigt, når ministeren bruger et ord som ’antaste’,” siger Torsten Gejl.
I det hele taget giver han ikke meget for justitsministerens forklaringer.
Regeringen konstruerer en række argumenter mod bedre vidende
Torsten Gejl – Retsordfører, Alternativet
”Det giver ikke mening at argumentere for, at den nuværende lovgivning har den rette balance. Hele grunden til, at beslutningsforslaget er stillet, er jo netop, at der mangler en balance. Og det med at en ændring af indsamlingsloven skulle åbne en ladeport for svindel og kriminalitet er helt skævt. De oplever jo ikke lovløse tilstande for eksempel i Norge. Så regeringen konstruerer en række argumenter mod bedre vidende,” mener Torsten Gejl.
Åbenlyse udfordringer for indsamlende organisationer
Problemerne med indsamlingsloven handler om, at indsamlingsmarkedet har ændret sig markant, siden den gældende indsamlingslov blev vedtaget i 2014. Mange danskere – særligt de unge – vil gerne støtte en organisation med faste bidrag i en kortere eller længere periode, men de ønsker ikke at være medlemmer.
I de lande, som Danmarks sammenligner sig med – blandt andet Norge, Sverige, Tyskland og Holland - må organisationer gerne henvende til borgere for at spørge, om de vil være faste støtter af organisationen. Det må man ikke i Danmark, da det betragtes som en indsamling, hvilket der kun gives tilladelse til via indsamlingsnævnet. En besværlig proces, som afholder mange organisationer fra at søge. Desuden må den type landsindsamlinger – og dermed hvervning af faste støtter – kun foregå en enkelt dag om året.
Derimod må organisationerne gerne hverve medlemmer på gaden. Det skal man ikke have tilladelse til.
De indsamlende brancheorganisationers forening ISOBRO har flere gange påpeget problemet uden at møde forståelse fra den ansvarlige minister Peter Hummelgaard.
På grund af de åbenlyse udfordringer for de danske indsamlende organisationer stillede SF og Det Konservative Folkeparti derfor den 13. november sidste år beslutningsforslag B 49 med følgende ordlyd:
”Folketinget pålægger regeringen inden den 1. januar 2016 at tilvejebringe det nødvendige faglige grundlag til at vurdere, om indsamlingsloven skal revideres, med det formål at sikre, at danskerne altid både kan vælge at støtte med et fast beløb og et medlemskab, når de bliver tilbudt at bakke op om velgørende fonde og foreninger.”
Konstruerede argumenter
Det var til førstebehandlingen af netop det beslutningsforslag, justitsminister Peter Hummelgaard præsenterede en række argumenter for, hvorfor han ikke vil ændre loven, så danske organisationer har samme muligheder som i vores nabolande.
Særligt justitsministerens argument om ikke at ville bruge embedsmændenes ressourcer på at tilvejebringe et vidensgrundlag for en eventuel modernisering, gav anledning til stor frustration blandt flere af partierne ordførere.
”Det er langt ude i skoven, for selvfølgelig skal embedsmænd bruge ressourcer på at ændre lovgivning, så det gavner borgerne og samfundet. Og det regeringen siger til os oppositionspolitikere med det argument er: I må ikke bruge jeres parlamentariske muligheder for at ændre gældende regler til det bedre ved at stille beslutningsforslag,” siger Torsten Gejl.
Det er utrolig ærgerligt, hvis vi ikke kan tilføre nogle muligheder for velgørende organisationer, der bruger deres tid på at samle penge ind til nyttige formål
Torsten Gejl – Retsordfører, Alternativet
Han betragter alle justitsministerens argumenter under debatten som konstruerede – for netop at hindre oppositionen i at få beslutningsforslaget igennem.
”Oppositionen må ikke få beslutningsforslag igennem, så i stedet konstruerer regeringen en masse argumenter, så det ikke bliver vedtaget. Det vil dog ikke undre mig, hvis regeringen selv kommer med et lovforslag – måske i næste folketingssamling, og siger det er deres ide. Det sker indimellem, og det kan man næsten håbe sker i denne sag. For det er utrolig ærgerligt, hvis vi ikke kan tilføre nogle muligheder for velgørende organisationer, der bruger deres tid på at samle penge ind til nyttige formål,” siger Torsten Gejl.
Undrer sig over modstanden
SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt forstår heller ikke justitsministerens argument om, at fordi sagen om en ændring af indsamlingsloven i sidste ende er et politisk spørgsmål, vil han ikke bruge ministerielle ressourcer på at tilvejebringe et fagligt beslutningsgrundlag.
Det anser jeg simpelthen ikke for et ordentligt argument
Karina Lorentzen Dehnhardt – Retsordfører, SF
”Det er et underligt argument, for hvis man er enig i, at det er rigtigt og vigtigt, så må man jo lægge det ind i pipelinen af opgaver og så prioritere det. Jeg har ikke tal på, hvor mange bandepakker vi har lavet efterhånden, og hvor mange udvalg, der er blevet nedsat og gennedsat, fordi man ikke har processet arbejdet, så det anser jeg simpelthen ikke for et ordentligt argument,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
I det hele taget undrer hun sig over, hvordan man kan være imod at give borgerne mulighed for at støtte indsamlende organisationer på den måde, de gerne vil.
”Det er svært at være imod, og så længe man kan sikre, at det foregår til det rigtige formål, og pengene bliver anvendt på en ordentlig måde, så kan jeg ikke se, hvorfor staten skal sidde og spærre for, at borgerne enten kan vælge at støtte med et fast beløb eller et medlemskab,” siger hun.
Fem spørgsmål til ministeren
Som det er fast praksis, er beslutningsforslaget nu overgået til udvalgsbehandling i retsudvalget, hvor medlemmerne har mulighed for at gå mere i dybden med problemstillingerne og hente yderligere viden.
Karina Lorentzen Dehnhardt mener, at der er behov for at få svar på nogle af de påstande, som justitsministeren fremsatte under førstebehandlingen, og derfor har hun stillet fem udvalgsspørgsmål til ministeren i sagen.
Spørgsmål 1: Vil ministeren redegøre for, om muligheden for at hverve faste støtter har ført til mere kriminalitet og svindel i Norge og Sverige, som har denne mulighed? Ministeren bedes indhente bidrag fra begge lande for at belyse, om kriminalitet og svindel har været en konsekvens af lovgivningen.
Spørgsmål 2: Vil ministeren redegøre for, hvorfra de danske oplysninger om øget kriminalitet kommer om, at hvis man indfører faste støtter, vil kriminaliteten øges?
Spørgsmål 3: Vil ministeren redegøre for, hvad det normale ressourceforbrug vil være med at løse opgaven med et beslutningsgrundlag som i forslaget B 49? Ministeren bedes redegøre for, om beslutningsgrundlaget eventuelt kan tilvejebringes ved at lade ISOBRO lave det?
Spørgsmål 4: Vil ministeren redegøre for, om det er korrekt, at en tilladelse til gade- og husstandsindsamling og modtage faste bidrag kun kan ske en gang om året, og at der er omfattende krav til at få tilladelse, hvilket kræver en stor organisation med folkelig opbakning – og dermed har organisationer, der ikke er i stand til at organisere landsdækkende indsamlinger de facto ikke muligheden?
Spørgsmål 5: Vil ministeren redegøre for de juridiske rammer for velgørende fondes mulighed for at oprette en støtteforening med henblik på at hverve medlemmer og faste bidragydere gennem opsøgende kontakt, herunder gadehvervning og telefoniske henvendelser? Vil ministeren i den forbindelse vurdere, om en sådan konstruktion kan anses for en omgåelse af indsamlingslovens regler, og hvilke juridiske risici en fond og en tilknyttet støtteforening i givet fald kan stå over for?
