I juli bad retsordfører for SF, Karina Lorentzen Dehnhardt, justitsministeren om at redegøre for, “hvorfor det i Indsamlingsloven er ulovligt at hverve donationer, men lovligt at hverve medlemmer”.
Den 21. august bad hun desuden ministeren om at kommentere Fundats’ artikel ”Indsamlingsloven spænder ben for Fugleværnsfondens fundraising” og om at forholde sig til, hvad han mener om, at små fonde skal oprette foreninger for at kunne indsamle penge.
Spørgsmålene blev stillet på baggrund af en kritik rettet af de indsamlende organisationers brancheorganisation Isobro og flere af de ramte fonde. Det skyldes, at de gældende regler begrænser en række af de indsamlende organisationers indtægtsmuligheder. Det gælder især for de fondsorganiserede ngo’er.
For eksempel oplever Fugleværnsfonden og Julemærkefonden, at indsamlingsloven spænder ben for deres fundraising, fordi de ikke er medlemsorganisationer, der kan hverve medlemmer via facere eller telemarketing.
Ifølge Isobros generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach er det ikke blot et problem for de fondsorganiserede ngo’er. Også de medlemsbaserede organisationer oplever problemer, når deres facere går på gaden og må afvise folk, der ikke ønsker at blive medlemmer af en forening, men som gerne vil støtte med et bidrag - for dem kommer der flere og flere af. Derfor kalder Kenneth Kamp Butzbach det for “et betydeligt problem.”
I sit svar til Folketingets Retsudvalg udtrykker justitsminister Peter Hummelgaard sin sympati, men slår samtidig fast, at der er andre hensyn, der i hans optik vejer tungere.
“Jeg har stor sympati for de mange foreninger, fonde mv., som arbejder for at støtte almennyttige formål. Jeg mener dog også, at de hensyn der ligger bag indsamlingsreglerne, herunder begrænsningen i adgangen til at foretage hus- og gadeindsamlinger, er tungtvejende.
Peter Hummelgaard – Justitsminister
“Jeg har stor sympati for de mange foreninger, fonde mv., som arbejder for at støtte almennyttige formål. Jeg mener dog også, at de hensyn der ligger bag indsamlingsreglerne, herunder begrænsningen i adgangen til at foretage hus- og gadeindsamlinger, er tungtvejende. Disse regler giver mulighed for, at Indsamlingsnævnet kan føre tilsyn med, hvem der samler penge ind i Danmark, og reglerne er samtidig med til at beskytte borgerne mod at blive opsøgt – både personligt og telefonisk – af indsamlende organisationer i et omfang, som kan virke generende,” står der i svaret.
En juridisk person kan søge om tilladelse
Konkret i forhold til artiklen om Fugleværnsfonden skriver ministeren, at fonden kan søge om tilladelse til en indsamling hos Indsamlingsnævnet.
“Jeg har noteret mig, at fonde – på samme vilkår som foreninger og andre juridiske personer – kan ansøge Indsamlingsnævnet om en indsamlingstilladelse, herunder til at foretage én årlig landsdækkende husindsamling, efter indsamlingslovens regler,” skriver ministeren.
“En indsamling kan forestås af en juridisk person, f.eks. en forening, fond eller virksomhed, eller af en fysisk person, som er myndig. Indsamlingsloven sondrer således ikke mellem,
hvilken type juridisk person, der er tale om. Det fremgår af den i spørgsmålet nævnte artikel, at Fugleværnsfonden er en erhvervsdrivende fond. En fond kan som en juridisk person søge om en indsamlingstilladelse hos Indsamlingsnævnet. Det er således ikke en betingelse for, at en fond kan foretage indsamling, at den stifter en forening,” lyder det i svaret.
Dermed henviser han til at Fugleværnsfonden overvejer at lave en forening ved siden af fondskonstruktionen, for på den måde at kunne hverve medlemmer og dernæst donorer via telemarketing. Det er nemlig lovligt at ringe til sine medlemmer og anmode om en donation, men ulovligt at ringe bredt ud via telemarketing, hvis man ikke har en tilladelse fra Indsamlingsnævnet.
Det fremgår af ministersvaret, at der skelnes mellem indsamlinger, der er godkendt i medfør af henholdsvis indsamlingslovens § 3 og § 4.
“For § 3-indsamlinger gælder, at en indsamlingstilladelse maksimalt kan gælde op til 1 år, og at indsamlingen først må starte, når man har fået tilladelse fra Indsamlingsnævnet. Ved
ansøgning om en sådan tilladelse skal der betales et gebyr på 1.200 kr.”
“For § 4-indsamlinger gælder, at Indsamlingsnævnet efter ansøgning kan meddele tilladelse for 3 år ad gangen til at foretage indsamlinger, hvis ansøgeren er en organisation, der er
godkendt efter ligningsloven som berettiget til at modtage gaver, der kan fradrages ved indkomstopgørelsen, og organisationen har eksisteret i mindst 3 år, jf. indsamlingslovens
§ 4, stk. 1. Ved ansøgning om en sådan tilladelse skal der betales et gebyr på 11.300 kr.”
Ifølge svaret bestræber Indsamlingsnævnet sig på at behandle ansøgninger inden for 14 dage og havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid for fuldt oplyste ansøgninger på 9 dage i 2023.
Det fremgår ikke af svaret, hvor mange der havde held med at få en indsamlingstilladelse.
“Jeg har endvidere forstået ønsket fra Fugleværnsfonden, som det er beskrevet i den artikel, som der henvises til i spørgsmålet, således, at organisationer frit skal kunne kontakte borgere telefonisk med henblik på at bede om økonomisk støtte,” skriver ministeren og konkluderer, at han mener, at hensynet til borgerne vejer tungere.
“Der er således taget hensyn til, at hus- og gadeindsamlinger kan virke generende for de personer, som ikke ønsker at yde bidrag, f.eks. fordi de forstyrres i andre gøremål. En person kan desuden føle sig presset til at yde et bidrag, fordi der kan være et ubehag ved at afvise en indsamler. Hertil kommer, at husindsamlinger forstyrrer privatlivets fred, idet befolkningen opsøges personligt på deres private bopæl eller ved opringning pr. telefon eller lignende, jf. betænkning nr. 1532/2012 om indsamlinger, side 96 og 102-103.”
Indsamlingsloven regulerer ikke medlemshvervning
Som baggrund for konklusionen redegør ministeren for, hvorfor reglerne er som de er, herunder “hvorfor det i Indsamlingsloven er ulovligt at hverve donationer, men lovligt at hverve medlemmer”, som Karina Lorentzen Dehnhardt oprindeligt spurgte om.
“Indsamlingsloven finder anvendelse på indsamlinger, hvorved forstås enhver form for opfordring til at yde bidrag til et forud angivet formål, jf. indsamlingslovens § 1, stk. 1. Dette omfatter både opfordringer til at yde bidrag i form af enkeltbetalinger og i form af løbende betalinger,” står der i ministerens svar på det første spørgsmål.
Justitsministeren påpeger, at en indsamling først kan iværksættes, når Indsamlingsnævnet har givet tilladelse til indsamlingen.
“Hvervning af medlemmer til en forening eller en organisation, f.eks. det lokale spejderkorps eller idrætsforening, anses ikke for at være en indsamling i indsamlingslovens forstand og kræver derfor ikke Indsamlingsnævnets tilladelse,” står der videre.
Der skal dog være tale om et reelt medlemskab, hvor medlemmet modtager en modydelse fra organisationen, f.eks. i form af adgang til organisationens generalforsamling eller andre medlems- eller donorydelser, fremgår det videre.
Netop modydelsen gør, at et medlemskab ikke er fradragsberettiget, hvorimod en donation kan trækkes fra i skat, hvilket, ifølge Kenneth Kamp Butzbach også kan skabe forvirring, når ngo’er henvender sig til potentielle medlemmer eller donorer, som typisk ikke tænker over forskellen på at være medlem eller fast støtte.
Selvom medlemshvervning altså ikke anses for at være indsamling i indsamlingslovens forstand, bliver ngo’ernes hvervning af medlemmer ved personlig eller telefonisk henvendelse dog adresseret i Indsamlingsloven.
“Medlemshvervning ved personlig eller telefonisk henvendelse skal således foregå i overensstemmelse med god indsamlingsskik, jf. § 8. Det indebærer navnlig, at der skal udvises respekt for det potentielle medlems integritet og handlefrihed, ligesom der skal være åbenhed om organisationens formål, ledelse og økonomi,” fremgår det af ministersvaret.
Organisationerne skal altså holde sig inden for retningslinjerne for god indsamlingsskik og må derfor ikke anmode om eller tage imod donationer, når de henvender sig til folk på gaden eller via telefon, for hvis de gør det, bliver det opfattet som indsamling i lovens forstand, og så kræver det en tilladelse.
“Justitsministeriet bemærker, at hvis medlemshvervning konkret må betragtes som en omgåelse af forbuddet mod gadeindsamling eller husindsamling, vil situationen skulle behandles som en indsamling, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 142 som fremsat, side 36.”
